Kære Mette
Engang havde jeg 3 jobs.
Jeg var bibliotekar, forlags-konsulent og lektør. Når jeg havde fri, skrev jeg anmeldelser af litteratur og mine egne historier. Jeg følte mig levende og værdifuld. Jeg var levende og værdifuld.
Så kom jeg ud for en ulykke og fik en mild traumatisk hjerneskade, som gav mig fysiske og store kognitive udfordringer.
Jeg blev fyret, og min kommune brugte straks derefter den nye førtidspensionsreform til at smide mig ud af sygedagpengesystemet. Fordi det er det, de gør. Du ved det ikke. Du snakker om at “komme op på dupperne”, og det er en del kommuner skam helt med på. Men ikke som du tror. De er snedigere end dig.
Kommunerne masseproducerer svage i deres iver efter at spare penge. De slipper afsted med det. De slår mennesker i stykker og laver et skævt samfund.
Det er dit ansvar at indse det.
Nu har jeg intet. Intet arbejde, intet helbred og ingen indkomst. Jeg er ikke en ressource, man vil satse på. Jeg har slået mig på systemet og har absolut ingen tillid tilbage til det samfund, jeg engang var en del af.
Nu er jeg en af “de svage”. Dem, som du taler om.
Jeg er 38 år og kasseret. Jeg tog en lang uddannelse, brugte den og endte som uden praktisk værdi for mit samfund.
Jeg overlever, fordi der er mennesker i mit private liv, der ser det som deres ansvar og pligt at gribe mig. Det er dem, der redder det liv, som samfundet har kasseret. Det er dem, jeg en dag vil betale tilbage til.
Jeg ønsker dig og din familie en god jul.
Bedste hilsner
Zenia
