Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.
Engang lå jeg på maven og kiggede ned i havnebassinet. Jeg tog billeder af det jeg kunne se dernede.
Fordi længe kunne jeg ikke se på skærme eller ind i bøger.
I 5 år kunne jeg fx ikke se på en pc-skærm.
Det var ikke på den måde mine øjne. Det var bare hjernen. Det sagde lægen.
Når jeg skrev i hånden skrev jeg nogen gange uden vklr. Det var som en helt ny genre.
Når jeg skrev på skrivemaskine jeg byttede på ord rundt.
I 5 år skrev jeg ikke på PC men så skete der noget andet. Statens Kunstfond gav mig et Arbejdslegat.
Og så gjorde jeg også noget andet. Det var enormt spontant. Jeg købte en PC. Jeg gjorde det bare.
Det var ikke pengene der gjorde mig modig. Det var fordi nogen virkelig tror jeg kan det jeg vil. Det jeg gør. Jeg bliver mere modig når jeg synes jeg tæller med.
Jeg kan sidde 6 min ad gangen ved min nye PC. Når jeg skriver på den skriver jeg uden kommaer og punktummer Men jeg skriver Jeg bliver ved med at skrive Og se
Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.
Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.
Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.
Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”
I 4 år kunne jeg ikke læse. Det var bare noget med hjernen.
Nu virker det igen. Jeg kan læse.
Tidligere har jeg haft en pæn notesbog, hvor jeg har skrevet forfatter og titel ned på bøger, jeg har læst, men nu besluttede jeg at være lidt mere sentimental og tilføre ekstra patos til min enorme glæde over at kunne læse igen.
“Resten af mit liv vil jeg tegne et bogmærke, hver gang jeg har læst en bog. Som bogminder over de bøger jeg har læst,” sagde jeg. Og så drømmende men bestemt frem for mig.
Og så skete det. Bogmærkerne begyndte at dukke frem.
“Tror du, vi havde leget sammen, hvis vi havde kendt hinanden, da vi var børn,” spurgte jeg Rebecca i sommers. Vi gik et sted på Vesterbro i København.
“Selvfølgelig,” sagde Rebecca og lo.
Det var anden gang, vi mødtes. Vi gik der sammen, fordi vi havde været i et lydstudie hos Peter Albrechtsen, som er tonemester. Vi var ved at lave noget, jeg ikke helt vidste, hvad var. Jeg havde sagt ja, men havde stadig ikke besluttet mig, om jeg ville være med. Men nu var vi i gang.
“Du holder af træer, fordi de er så virkelige,” skrev Rebecca til mig engang. Jeg kendte hende ikke, men jeg forstod, at hun kendte mig. Så derfor lod jeg hende optage alt det, jeg sagde, første gang jeg mødte hende.
Jeg vil helst ikke tale. Jeg vil skrive. Men fordi Rebecca sagde det om træerne, talte jeg. Jeg talte i flere timer. Da hun var gået, græd jeg.
“Jeg vil aldrig tale igen,” sagde jeg til min mand, “Det var så rædsomt at høre på.”
Men jeg talte igen. Og jeg talte mere med Rebecca. Jeg talte med hende, når hun var der, og når hun ikke var der. Jeg googlede hende en dag for at være helt sikker på, at hun rent faktisk findes. Jeg opdagede, at hun altid smiler. Hun smiler på alle de billeder, der findes af hende.
Rystelsen er det, vi lavede. Det blev en Radiofortælling og et lyd-essay. Rebecca og Peter lagde hele puslespillet over alt det, jeg havde sagt. Jeg er glad for, jeg sagde ja.
På den sidste dag i året skrev Rebecca til mig. Hun skrev: “Tænker af og til på det du spurgte om med om jeg troede at vi ville have leget sammen som børn – det er sådan et dejligt spørgsmål.”
Og jeg kunne se hende smile, sådan rigtig smile, lige som dengang vi var børn, der legede sammen.
RYSTELSEN
Radiofortællingen Rystelsen, skabt af Rebecca Bach-Lauritsen og Peter Albrechtsen, sendt på P1 26. december 2016, kan høres her.
I P1 podcaster – om Rystelsen, sendt 19 december 2016, fortæller Rebecca og Peter om deres arbejde med radiofortællingen.
Artikel fra DR.dk om, ja mig, skrevet af Rebecca, kan læses her.
Der er en strøm i hovedet, der er faret vild – artikel i Information, skrevet af Lone Nikolajsen, 23. december 2016, med gode ord om Rystelsen.
Da jeg skrev Hjerneskælv kunne jeg ikke lytte til musik i mens, sådan har jeg ellers altid skrevet, med ord og lyd i ørene, fordi musik lokker ord frem. Men i samme periode brugte jeg musik til mange andre ting, som fx at:
– håndtere grøntsager
– bevæge mig
– handle ind i dagligvarebutikker
– understøtte et solidt tud
– lægge puslespil
– kigge ud i luften
– være sammen med om natten, når jeg ikke kunne sove
– tænke på at skrive
– tegne
– Og jeg brugte det, når jeg var en smule ensom og havde brug for at nogen eller noget bare formulerede det jeg følte og grublede over. Musik genkender nemlig én, helt enkelt, det er virkelig magisk og livgivende.
Denne playliste er således mit soundtrack til Hjerneskælv. Det er helt enkelt det musik jeg lyttede til mens jeg levede. Det var i de her numre at jeg følte mig genkendt, grebet, omfavnet og mærkede pulsen, at jeg selv stadig havde en, men også den som banker ud af andre.
Min bedstemor har brune nylonstrømper og en skinnende spinlon-kjole på. Nu trækker hun også i sin pæneste frakke og sætter en lille hat fast på hovedet med hårnåle. Hun går ud af døren og hen over de glatte, skæve sten på gårdspladsen. Hun småløber det sidste stykke hen ad vejen for at nå rutebilen til Randers. Den holder venligt og venter på hende.
“Nå, så skal man til staden,” siger chaufføren og hedder Leif. Min bedstemor smiler og nikker. Mens rutebilen kører retter hun flere gange på hatten.
Der er fem minutter fra rutebilstationen og hen til byens ældste boghandel. Min bedstemor går derind. Hun går målrettet hen til disken.
“Giv mig straks et eksemplar af følgende bog, min gode mand,” siger hun og smækker en lap papir på bordet .
Nej, nu digter jeg.
Min bedstemor står af på rutebilstationen og går ganske rigtig hen i byens ældste boghandel.
“Det var angående en bog af Zenia Johnsen,” siger hun venligt, da ekspedienten henvender sig, “den hedder Hjerneskælv.”
Og hun køber bogen. Hun får den pakket ind, og hun har den nede i sin sorte blanke håndtaske, da hun tager rutebilen tilbage til Tvede. Hun kan lige nå at køre på samme billet.
Næste gang jeg besøger hende, viser hun mig bogen.
“Men jeg har jo en med til dig,” siger jeg. “Du ved da, at du altid får en af mig.”
“Jo,” smiler hun, “men jeg ville købe en selv. Selvfølgelig ville jeg også købe en.”Hun har sådan et mildt smil som man kan mærke på sin inderside.
Jeg spurgte engang min far om der mon findes engle. Han svarede, at der kun fandtes en enkelt og det var min bedstemor.
Min bedstemor hed Gudrun. Hun døde i 1987. Det sidste, jeg talte med hende om, var trykblyanter. Jeg viste hende hvordan man kunne skifte blyet. Jeg fortalte hende, at trykblyanter var både gode at tegne og skrive med. Jeg fortalte hende, at jeg var i gang med at skrive en ny bog, jeg var 11 år, og hver gang jeg skrev en historie kaldte jeg det en ny bog. Min bedstemor smilede sit milde smil. En uge efter stoppede hun med at leve, og jeg skrev med min trykblyant: Nu findes der ikke længere engle.
Den 20. Oktober 2016 udkommer min roman-debut HJERNESKÆLV.
Det er ikke en roman der blev skrevet på een gang eller uden stor støtte og inspiration fra følgende:
1. Et fald ned af en trappe.
2. En betonmur
3. En mild traumatisk hjerneskade
4. Modgang fra kommune, Mette Frederiksens reformer, lægekonsulenter, forsikringsselskab og fagforening.
5. Afskedigelse fra job.
6. Vanvittig medicin.
7. Venskab og kærlighed.
8. Tid. (Helt præcist 4 år og 4 måneder)
Romanen er det, man kalder autofiktiv, hvilket helt kort betyder, at historien enten passer eller rimer. Strengt taget synes jeg, at det er umuligt at skrive andet. Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, er skrevet med udgangspunkt i noget, jeg ved, fordi jeg enten har erfaret det eller har været i gang med at regne det ud. Men i Hjerneskælv er banditterne ikke camoufleret som zombiepingviner (Billy smiler rødt), og der er ingen brud på naturlovene (Hunden, der ikke troede på op).
Sådan her ser den ud:
Og her man læse lidt mere om romanen.