Hjerneskælv 

Den 20. Oktober 2016 udkommer min roman-debut HJERNESKÆLV. 

Det er ikke en roman der blev skrevet på een gang eller uden stor støtte og inspiration fra følgende:

1. Et fald ned af en trappe. 

2. En betonmur

3. En mild traumatisk hjerneskade

4. Modgang fra kommune, Mette Frederiksens reformer, lægekonsulenter, forsikringsselskab og fagforening.

5. Afskedigelse fra job.

6. Vanvittig medicin.

7. Venskab og kærlighed.

8. Tid. (Helt præcist 4 år og 4 måneder)

Romanen er det, man kalder autofiktiv, hvilket helt kort betyder, at historien enten passer eller rimer. Strengt taget synes jeg, at det er umuligt at skrive andet. Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, er skrevet med udgangspunkt i noget, jeg ved, fordi jeg enten har erfaret det eller har været i gang med at regne det ud. Men i Hjerneskælv er banditterne ikke camoufleret som zombiepingviner (Billy smiler rødt), og der er ingen brud på naturlovene (Hunden, der ikke troede på op). 

Sådan her ser den ud:

Og her man læse lidt mere om romanen. 

Jeg elsker dig, hest!

En dag mødte jeg en hest. Jeg ville virkelig gerne være dens ven. Jeg troede, det var gensidigt, indtil den bed en knap af min jakke.

image

Venskab handler om timing. En måneds tid før hesten afviste mig, havde jeg fået et postkort fra en, der hed Stine, som jeg ikke kendte, og jeg havde, samtidigt, sendt et postkort til hende. Det var et virkelig vidunderligt slumpetræf.

image

Stine rev ikke en knap af mit tøj. Vi blev bare venner.

Men jeg tænkte stadig på hesten. Så jeg besluttede at skrive om den.

image

Det tog et lille stykke tid, fordi jeg har en hjerneforstuvning, der trækker lidt ud.

image

Men en dag var historien færdig. Jeg viste den til Stine. Hun syntes den handlede lidt om hende.
Og så blev vi enige om, at hun skulle lave illustrationer til historien, så det kunne blive en rigtig bog.
Det er meget, meget rart at lave en bog sammen med en ven.

image

Stine tegnede og tegnede, mens vi ledte efter et forlag, der så gad være venner med vores bog.

image

Og tilsidst fandt vi et!

image

Og så var det bare at vente. 

image

Og vente.

image

Og glæde sig!

image

April, 2011

Det er i foråret 2011, at Susan og jeg går på stranden i Tjørnuvík.
Susan er så træt. Hun har taget sin depression med herop, den følger efter hende alle steder, og her midt i Nord-Atlanten slukker den for hende, så hun må ligge midt i sandet og sove.
Vinden er hendes dyne, det kunne være poetisk, men jeg bliver irriteret. Øjeblikket giver stød. Nu sover hun fra det hele, hun sover fra alt det, der sker lige nu.
Atlanterhavet, som ligger der og er så skide blåt og sikkert fuld af hvaler. Og klipperne, som bugner af fugle og sagn. Og sandet, og vandkanten, der er fuld af de små lidt trekantede muslingeskaller, som kaldes albueskæl, jeg propper mine lommer med albueskæl, så Susan senere kan se, at det skete, mens hun var slukket.
Jeg begynder at græde, fordi øjeblikket faktisk er for stort. Jeg kan ikke bære det her selv. Her er alt det, jeg synes, livet skulle være hele tiden, fred og ro og vand og himmel, men så er det kun et øjeblik, og om et par dage er alt, som det altid er. Atlanterhavet vil stadig være der, men langt væk og albueskællene vil være som triste visne blomster. Om 50 år vil nogen finde mine albueskæl fra det her øjeblik, som betyder så meget, og de vil jo ikke vide eller forstå, at jeg stod med dem lige her, albueskællene, da de var levende. At her var jeg. Lige nu.
“Du må gerne vælge en,” siger jeg til Susan, da hun er tændt igen. Jeg har bredt albueskællene ud i sandet ved siden af hende.
“De er flotte,” siger hun, “men jeg har så meget rod derhjemme. De har det bedre hos dig.”

Hvalhaiku

Jeg har skrevet en roman. Den ligger  bare og glor. Indimellem tager jeg den frem og holder om den, og så glor vi sammen.
Romanen er fuld af ord, præcis som mig, og ordene hvirvler rundt og rundt, og hiver hatte og briller af tanker og ideer, så alle til sidst bare styrter rundt for at finde det de mangler.
Nogle gange bliver der lidt ord tilbage, ord som ikke tumulter, men som jeg stille og roligt kan række ud efter og klistre ned på noget. For eksempel sådan her:

image