Fra Randers – 2

Jeg ville aldrig komme til at flyve i luftballon, få en hest, tapetsere eller lære at regne, så god var verden ikke, det indså jeg tidligt, og jeg ville aldrig nogensinde komme til at bo på Hotel Randers.
Når Audrey Hepburn eller Lawrence Olivier var i Randers overnattede de på Hotel Randers, det stod klart. Jeg gik meget langsomt forbi den prægtige indgang og prøvede at få et glimt af denne glamourøse og mageløse parallelle verden, hvor stjerner og millionærer opholdt sig afslappet mellem art deco-møblement og lysekroner.
Da jeg sagde til Susan, at jeg gerne ville til Randers på research-tur bookede hun værelse på Hotel Randers. Hun gjorde det bare. Nu er jeg her. Lige før benyttede jeg skopudsemaskinen for anden gang. Her er også spa, men intet slår jo at træde hen over et sildebensparketgulv i egetræ med et par yderst velpudsede sko.

“Jeg er dit væsens rod” sang Anne Linnet i Barndommens gade i 1986. Jeg troede at rod var det man havde på værelset, eller måske det man kunne mærke indeni. Men nu er jeg med, mere end 30 år efter er jeg helt med, og her står jeg på min barndoms gade, her har mit væsen rod. Her voksede jeg op. Vi går 7000 skridt rundt i det hele mens jeg peger: på birketræet med bogstaverne som blev hakket ind i barken i 1985, på hullet i terrazzogulvet i opgangen og der hvor vi spillede Antonius over garagetagene.

Da jeg pudser sko for ottende gang, og Susan er gået med for at være social, siger hun: “Men ved du, hvorfor mænd pudser skosnuderne, så de skinner?” Jeg ved det ikke.

“De gør det, fordi når de så danser med en dame, kan de se, om hun har trusser på.”
Ej, men det ler vi meget af.

I 1984 var jeg 8 år, og jeg tegnede Randers. For mig var træerne i byen højere end selv højhusene og Blokkene. Vi var to, der sammen havde en hule mellem træerne ovre på Marken. En dag ville vi flytte derhen og bygge et rigtigt hus. Træerne er der endnu. De er højere end i 84. I barken på et birketræ står forbogstavet på min ven. Jeg tegner det op med en finger. Jeg samler en stor kogle op fra gulvet i hulen og putter den i lommen, og bagefter besøger jeg ham, hvor han er, på kirkegården, egentlig ikke så langt fra hulen. Der ligger han. Her står jeg.

Fra Randers – 1

Det er den årstid hvor jeg kan se en smule af lillebælt, når jeg kigger efter om lyset er solen.
Jeg har pakket en taske. I dag skal jeg tilbage til der hvor jeg først trak vejret. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske. Måske kommer der kun til at ske det at jeg ligger i en hotelseng i tre dage. Da jeg pakker tasken tænker jeg, at det føles som om, jeg ikke kommer tilbage.

Byen jeg blev født i og som jeg lænede mig op af i mange år. Da jeg flyttede væk herfra aflærte jeg mig selv at tale randrusiansk. Jeg blev inspireret af My fair Lady. Jeg sad på et lillebitte værelse i Aalborg og gentog de samme ord igen og igen. Bagefter rykkede jeg videre til hele sætninger. Det tog faktisk lidt tid og senere blev jeg ret stolt når folk sagde: “Ej, er du fra Randers?! Dét kan man virkelig ikke høre!!”

“Men så var der sidst vi var på Færøerne,” siger Susan, “da vi kom helt op på fjeldet og du så dig omkring kunne du pludselig kun tale randrusiansk.” Hun ler. Og jeg ville gerne svare noget rapt på randrusiansk men det kræver åbenbart et fjeld i Nordatlanten.

To gange forsøgte jeg at tage en studentereksamen og to gange lykkedes det ikke ret godt. Det var især fordi at hver morgen sigtede jeg efter skolen men ramte istedet biblioteket, lokalhistorisk museum eller kunstmuseet, som alle tre heldigvis lå i samme brutale bygning. På biblioteket læste jeg og skrev af efter bøger, fx var jeg ekstremt optaget af korstogene i flere år, og på museerne vandrede jeg igennem samlingerne til jeg kunne dem udenad.

“Jeg kan det hele udenad,” informerer jeg Susan, og lidt efter må jeg gispe da jeg på kunstmuseet ser at de har vendt udstillingen om så den slutter og ikke begynder med guldaldermalerne.

“Engang kom jeg næsten til at sætte en kuglepensstreg i nakken på Marie her,” siger jeg da vi når til Hammershøi. Det var til eksamen. Dengang jeg endelig blev student. Og bagefter fortæller jeg Susan alt om det hun jo selv kan se på L.A. Rings prægtige motiv fra en sommerdag ved Roskilde fjord. Ti minutter efter fjerner de billedet. Der kommer simpelthen to mennesker og går med Roskilde fjord.

“Tænk, på alt det man hele tiden er lige ved at gå glip af,” siger jeg.

Vi taler om Jeg er Albert Storm, om hvordan det så går med den bog nu den er sat løs i verden?

“Jeg gør alt det forkerte. Men det virker ikke,” afslører jeg. Susan nikker og skriver det ned. Jeg vidste det ikke helt, men i flere år har Susan noteret hvad jeg siger, altså kun “perlerne”.

“Hvad har jeg ellers sagt?” vil jeg gerne vide.

“Altså…fx i december 16 sagde du: Jeg har jo altid drømt om banko,” siger hun og ler.
“Det er virkelig præcist!” siger jeg, “hvor er det godt at jeg lavede en hel banko-relateret hændelse i Albert Storm!”

“Ja. Det var lidt overraskende da du sagde det, indrømmet. Men det hele går op, bankopige.”

Jeg er Albert Storm – de første anmeldelser

Som forfatter er man jo ikke på nogen måde berettiget til at få anmeldt sine bøger. Og når andre læser det, man har skrevet, kan der i øvrigt ske alt muligt. Fordi når vi læser, læser vi vel med dem, vi selv er, og hvor vi er? Det er komplekst – hvem vi er, og hvordan vi læser, og hvorfor vi læser. Jeg kan egentlig ikke sige noget virkelig kvikt om det, men jeg kan sige, at når nogen læser det, jeg har skrevet, og oplever historien, som jeg selv mærkede den, så føles det både som at blive genkendt og at mødes.

Her er de første anmeldelser på Jeg er Albert Storm
“’Jeg er Albert Storm’ er en højtflyvende og helt aldeles fantastisk, og lidt spooky historie for læsere i alle aldre.” – Litteratursiden.dk

“‘Jeg er Albert Storm’ er en helt usædvanlig bog!” Den tatoverede Børnebliotekar

Også på Goodreads – det prægtige online læserselskab bliver romanen behandlet varmt og pænt

Susans Storm

“Ej, hvad tror du der sker nu?” spurgte Susan mig begejstret én af de gange, hun var kommet for at læse mit manuskript op for mig, fordi jeg havde knas med synet. “Jeg ved det virkelig ikke,” sagde jeg, fordi jeg også havde knas med hukommelsen. Og Susan læste videre og heppede, hele tiden heppede hun, og da jeg endelig, endelig blev færdig, og bogen var ved at blive trykt, skrev hun en sang om og til den – romanen Jeg er Albert Storm. Og den lyder sådan her:

 

Jeg er Albert Storm

Det var i 2011, jeg begyndte at skrive om en dreng, der bor på en ø et sted i havet.
Jeg skrev: “Lige efter Benjamin forsvandt, skete der to mærkelige ting.”

Det er aldrig en dårlig ide at tage fat på at skrive om mærkelige ting, er min erfaring, der er forbløffende meget at sige om det, der er mærkeligt. Men så faldt jeg, ikke metaforisk, men med hovedet først ind i en mur, og jeg glemte ord, opfandt ord, fandt andre ord, mødte mærkelige ting, altså, endnu mærkeligere ting end jeg anede fandtes,  og jeg mødte andre historier, var forvirret i en del år, eller måske var jeg mere sådan faret vild, nu taler jeg mest metaforisk, men til sidst fandt jeg jo drengen på øen igen, og resten er faktisk en historie, som udkom i dag, d. 18. september, 2018. Det er bare en dag i tiden, og romanen Jeg er Albert Storm findes samtidigt med, at jeg er her. 

 

 

Interview – Danish Postcard Books: ‘A Very Precise and Highly Compact’ Format

StineStregen og jeg mødtes på postkort.
Jeg sendte Stine et i december 2012, det var en meget pludselig indskydelse. Jeg kendte hende ikke, jeg vidste, hun havde en blog, men den interesserede jeg mig faktisk overhovedet ikke for.
Der er to grunde til, at jeg sendte det postkort, den ene er hemmelig, den anden var, at jeg så i en kommentartråd på Facebook, at hun savnede, at folk stadig sendte postkort.
Samtidigt med at jeg sendte mit postkort, fik jeg et fra Stine. Ikke to dage efter eller en uge efter. Samtidigt. Det var et prægtigt slumpetræf.
Sådan mødtes vi så – og senere udgav vi begge hver vor postkortbog. Bøgerne er helt forskellige, og vi aftalte hverken form eller timing. Det blev bare sådan, og nu er vi ved det, jeg gerne ville lyse på: En artikel om netop vores postkortbøger Skrevet af Marie Bilde for online-magasinet Publishing Perspectives.
‘

Rystelsen – nomineret til Radio Documentary of the Year

Rebecca Bach Lauritsen & Peter Albrechtsens radiofortælling/lyddigt/sansemontage RYSTELSEN (The Falling) er indstillet til en Prix Europa, (som er sådan en slags verdensmesterskaber for radio) i kategorien Radio Documentary of the Year.
Da jeg fik det at vide, tænkte jeg:
1. Gid, de vinder! De er så dygtige, og de har lært mig så meget.
2. Kan min hjernerystelse rent faktisk lissom vinde en international pris?!
3. Tænk, at en beskrivelse af en af mine drømme om en fucked up sæl endte med at blive transskriberet til både fransk og engelsk. Gid, den sæl vinder!

Rystelsen kan fx høres på DRs hjemmeside 

Om Enzensberger

Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.

Diamanter

Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.

Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.

Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.

Fuglene

Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”

Rystelsen

“Tror du, vi havde leget sammen, hvis vi havde kendt hinanden, da vi var børn,” spurgte jeg Rebecca i sommers. Vi gik et sted på Vesterbro i København.

“Selvfølgelig,” sagde Rebecca og lo.

Det var anden gang, vi mødtes. Vi gik der sammen, fordi vi havde været i et lydstudie hos Peter Albrechtsen, som er tonemester. Vi var ved at lave noget, jeg ikke helt vidste, hvad var. Jeg havde sagt ja, men havde stadig ikke besluttet mig, om jeg ville være med. Men nu var vi i gang.

“Du holder af træer, fordi de er så virkelige,” skrev Rebecca til mig engang. Jeg kendte hende ikke, men jeg forstod, at hun kendte mig. Så derfor lod jeg hende optage alt det, jeg sagde, første gang jeg mødte hende.

Jeg vil helst ikke tale. Jeg vil skrive. Men fordi Rebecca sagde det om træerne, talte jeg. Jeg talte i flere timer. Da hun var gået, græd jeg.

“Jeg vil aldrig tale igen,” sagde jeg til min mand, “Det var så rædsomt at høre på.”

Men jeg talte igen. Og jeg talte mere med Rebecca. Jeg talte med hende, når hun var der, og når hun ikke var der. Jeg googlede hende en dag for at være helt sikker på, at hun rent faktisk findes. Jeg opdagede, at hun altid smiler. Hun smiler på alle de billeder, der findes af hende.

Rystelsen er det, vi lavede. Det blev en Radiofortælling og et lyd-essay. Rebecca og Peter lagde hele puslespillet over alt det, jeg havde sagt. Jeg er glad for, jeg sagde ja.

På den sidste dag i året skrev Rebecca til mig. Hun skrev: “Tænker af og til på det du spurgte om med om jeg troede at vi ville have leget sammen som børn – det er sådan et dejligt spørgsmål.”

Og jeg kunne se hende smile, som hun altid har gjort, siden vi var børn.

RYSTELSEN

Radiofortællingen Rystelsen, skabt af Rebecca Bach-Lauritsen og Peter Albrechtsen, sendt på P1 26. december 2016, kan høres her.

I P1 podcaster – om Rystelsen, sendt 19 december 2016, fortæller Rebecca og Peter om deres arbejde med radiofortællingen.

Artikel fra DR.dk om, ja mig, skrevet af Rebecca, kan læses her.

Der er en strøm i hovedet, der er faret vild – artikel i Information, skrevet af Lone Nikolajsen, 23. december 2016, med gode ord om Rystelsen.

Soundtrack til Hjerneskælv

Da jeg skrev Hjerneskælv kunne jeg ikke lytte til musik i mens, sådan har jeg ellers altid skrevet, med ord og lyd i ørene, fordi musik lokker ord frem. Men i samme periode brugte jeg musik til mange andre ting, som fx at:

–  håndtere grøntsager
– bevæge mig
– handle ind i dagligvarebutikker
– understøtte et solidt tud
– lægge puslespil
– kigge ud i luften
– være sammen med om natten, når jeg ikke kunne sove
– tænke på at skrive
– tegne

– Og jeg brugte det, når jeg var en smule ensom og havde brug for at nogen eller noget bare formulerede det jeg følte og grublede over. Musik genkender nemlig én, helt enkelt, det er virkelig magisk og livgivende.

Denne playliste er således mit soundtrack til Hjerneskælv. Det er helt enkelt det musik jeg lyttede til mens jeg levede. Det var i de her numre at jeg følte mig genkendt, grebet, omfavnet og mærkede pulsen, at jeg selv stadig havde en, men også den som banker ud af andre.