Den første bog, jeg læste, var Heksefeber af Leif Esper Andersen. Nummer 2 var Kaskelotternes sang af Bent Haller.

I mange år skrev jeg titlerne på de bøger, jeg læste, ned i en notesbog. Jeg læste hver dag, jeg læste i mange, mange timer hver dag, jeg læste i busser, på bænke, i timerne, i skolen, i sengen, mens jeg spiste, mens jeg vaskede op og når jeg børstede tænder. Jeg lavede faktisk ikke andet end at læse. Når jeg pjækkede fra skolen, og det gjorde jeg en del, tog jeg ofte på biblioteket for at læse.
Det var derfor, jeg blev bibliotekar. Jeg tænkte, at hvis jeg arbejdede på et bibliotek, kunne jeg ikke pjække fra arbejde for at tage derhen, hvor jeg allerede var.

I mange år levede jeg for og af at læse. Jeg læste manuskripter som forlagskonsulent. Jeg læste bøger for fortællingen.dk, Litteratursiden.dk og Dansk Bibliotekscenter som lektør.
Det passer ikke, når jeg siger, at jeg ikke lavede andet end at læse. Jeg skrev jo også. Jeg skrev anmeldelser, udtalelser – og historier. Jeg skrev fx en billedbog, der udkom helt henne i Kina. Jeg har skrevet historier siden jeg var barn. Og lavet tegneserier. Men jeg synes ikke de blev helt så gode som alt det jeg læste.

Men så faldt jeg ned af en trappe og slog hovedet ind i en betonmur. Så kunne jeg ikke læse eller skrive i flere år. Det var en mærkelig og skummel tid. Når man ikke kan læse er der egentlig ikke så meget andet at lave. Men man kan fx kigge på fugle. Så det gjorde jeg en del. På et tidspunkt fandt jeg nogle gamle kasserede datokort fra biblioteket. De er fulde af datoer og lånernumre. De er levet og læst liv, tænkte jeg. Og en dag besluttede jeg at tegne et fuglealfabet på 28 datokort. Jeg begyndte i juni 2015 og jeg er stadig i gang.

Efter næsten 5 år kom jeg tilbage på Læsehesten. Og det var der, jeg besluttede, at hver gang jeg læste en bog, ville jeg lave et bogminde. Den første bog, jeg læste efter min læsepause, var Áuður Ava Ólafsdottirs Stiklingen.
Lige nu læser jeg Den sommer med hunden af Mario Pistacchio og Laura Toffanello.
Jeg skriver også igen. Den seneste bog, jeg har skrevet, handler om en solsort, der blæser væk. Fordi det er noget, jeg ved noget om: Jeg ved, at selv når man er blæst bort, er man aldrig helt væk. Man er altid et sted. Og man er et godt sted, hvis man er der sammen med en bog.

I marts måned udstiller Hammel Bibliotek det originale manuskript til postkortromanen Hjerneskælv. Det er skrevet på skrivemaskine og er fuld af fejl og alt det der blev redigeret bort eller blev glemt. Sammen med manuskriptet kan man se mine Bogminder og Det ufuldendte fuglealfabet.

Fotos: Christine Ellebæk Sørensen

StineStregen og jeg mødtes på postkort.
Jeg sendte Stine et i december 2012, det var en meget pludselig indskydelse. Jeg kendte hende ikke, jeg vidste, hun havde en blog, men den interesserede jeg mig faktisk overhovedet ikke for.
Der er to grunde til, at jeg sendte det postkort, den ene er hemmelig, den anden var, at jeg så i en kommentartråd på Facebook, at hun savnede, at folk stadig sendte postkort.
Samtidigt med at jeg sendte mit postkort, fik jeg et fra Stine. Ikke to dage efter eller en uge efter. Samtidigt. Det var et prægtigt slumpetræf.
Sådan mødtes vi så – og senere udgav vi begge hver vor postkortbog. Bøgerne er helt forskellige, og vi aftalte hverken form eller timing. Det blev bare sådan, og nu er vi ved det, jeg gerne ville lyse på: En artikel om netop vores postkortbøger Skrevet af Marie Bilde for online-magasinet Publishing Perspectives.
‘

Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.

Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.

Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.

Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.

Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”