Postkort #78
Jeg ser ned på det. Det der er tabt. Alt det der blæste overbord af øjeblikke, mennesker, jobs, muligheder, drømme, ord og andre løse genstande. Det hvirvlede afsted og forsvandt mens jeg greb ud, stirrede og græd. Og stirrede. Og græd. Stirrede.
“Jeg forstår det ikke,” sagde jeg til ham flere tusind gange.
“Jeg elsker dig,” svarede han hver gang.
Og nu står vi her ved trappen. Her skete det. Her nulstillede jeg det hele. Bulen er stadig i panden, hjernen skælver og muren står endnu.
Jeg kigger ned på den.
“Jeg griber dig,” siger han
“Det ved jeg godt, ” siger jeg, “Men jeg skal selv. Træd venligst til side.”
Jeg trækker vejret dybt. Lukker øjnene og ser lidt efter hvad der er inde i mig. Om der er noget tilbage.
Bagefter gør jeg det.
Jeg springer.
Postkort #77
“Ja, skaden er jo egentlig allerede sket,” siger jeg og kigger hen over plastichavet af hjelme.
“Nånå,” siger han.
“Og man behøver i øvrigt ikke en cykel for at slå hovedet,” siger jeg.
Han nikker og griber fat i en rød hjelm og slår på den med en knyttet næve.
“Sådan én her,” siger han, “kan virkelig holde til en del!”
Jeg peger på en lysegrøn med pink bobler.
“Dén der er virkelig pæn,” siger jeg.
“Den er ikke særligt god,” siger han, “Det handler også om sikkerhed før æstetik.”
Han griber fat i en sort hjelm som ligner at nogen allerede er styrtet med den.
“Nej, du. Sådan én fætter her - den kan holde til et ordentligt styrt.”
Han hamrer hjelmen ned i en bordkant mens han staver til sikkerhed med den, sådan her: “SIK-KER-HED!”
Larmen gør mig grådlabil. Jeg kigger hen på den lysegrønne og synker gråden.
Nu smækker han hjelmen på hovedet af mig. Han advarer mig ikke først. Den vibrerer stadig.
“Av,” siger jeg, men ikke særligt højt.
“Sådan der!” siger han og slår mig på hjelmen. Han træder et par skridt tilbage og ser på mig. Skubber læberne lidt frem og tilbage. Suger kinderne ind. Puster ud.
Jeg føler mig tryg med hjelmen og smiler til ham.
“Det jeg sagde før,” siger han, “Omkring sikkerhed før æstetik, ikk?”
Jeg kan godt huske det og nikker.
“Jeg vil gerne tage det tilbage. Du skal ikke købe den her hjelm.” siger han og ligner et meget skuffet og måske ligefrem et knækket menneske.
Postkort #76
Der er ikke op og ned men jeg er midt imellem. Jeg ved, at jeg er her fordi hjertet slår. Slår. Slår. Slår.
Når jeg ligger i sengen giver det ekko ned i madrassen. Når jeg åbner munden kan man høre hjerteslag der skynder sig ud af mig. Det klikker i halsen.
“Prøv selv og lyt,” siger jeg.
Han lytter.
“Det slutter jo nu,” siger jeg.
“Nej,” siger han og holder fastere om mig, “Det er bivirkningerne.”
“Er du læge?” hvæser jeg.
“Nej,” siger han, “Men jeg kender til Occams Ragekniv.”
Slår.
Slår.
Slår.
“Hvad er der med den skide kniv?” spørger jeg.
“Det er et filosofisk princip, der handler om at den simpleste forklaring som regel også er den rigtige.”
Jeg ruller virkelig meget med øjnene selvom han ikke kan se mit ansigt.
“Nå,” siger jeg.
“Så hvis du nu fx kan høre hestehove ude på gaden, hvad tror du så er mest sandsynligt: At det er lyden af en intergalaktisk hær i stepsko der er ved at invadere? Eller: At det er lyden af en hest?”
Slårslårslårslår.
“Det kunne jo være et andet klovdyr,” siger jeg, “En ged fx.”
Vi ligger lidt og lytter til mit hjerte.
“Eller en faun,” siger jeg.
Slår.
Det slår.
Jeg slår tilbage.
Postkort #75
Her er mit arbejdsliv i en mælkekasse.
Midt i ligger Georg Brandes som tappert har fulgt mig siden jeg som 16-årig klippede ham ud af Lademanns Leksikon og jeg gjorde det fordi:
1. Han var pæn.
2. Han mente noget om “den levende litteratur” som jeg syntes lød både rigtigt og kvikt.
3. Jeg havde alligevel kun de to første bind af Lademanns Leksikon.
Og nu ligger Georg Brandes der i mælkekassen efter at være blevet slæbt rundt i mit arbejdsliv de sidste 12 år. Jeg har haft 8 forskellige skriveborde i den offentlige kulturs tjeneste har jeg talt det sammen til. Og billedet af Georg Brandes har været med hele vejen af strengt sentimentale og ideologiske grunde og bøgerne af helt praktiske nakkehensyn (Brandes tobindsværk om Michelangelo Buonarroti får en pc-skærm i den helt perfekte øjenhøjde.)
Jeg slipper Georg Brandes ud af mælkekassen og tømmer resten ned i en affaldssæk. Der må have været noget tungt i mellem for da indholdet rammer bunden lyder der et dramatisk drøn.
“Bare rolig,” siger jeg til Georg Brandes selv om han ser ualmindelig fattet ud, “Jeg finder på noget.”
Georg Brandes er tavs og lige der går det op for mig at det har han faktisk været hele tiden.
Postkort #74
“Pgl. oplyser at hun stadig har store problemer med hukommelsen. Pgl. fortæller, at hun fx har glemt at tage sin nederdel på inden hun gik ud.”
Postkort fra hjernerystelse | Comments (7)
Postkort #73
Alt er bortløbne bogstaver, glemte ord og forvildede sætninger.
“Hvis du bare ser lidt væk efter hver linje,” siger manden i den hvide kittel på neurologisk afdeling.
“Nogle har også gode erfaringer med farvede brilleglas. Fx et grønt og et brunt. Prøv dig frem.”
Jeg tager min øjeklap på og ser med det andet øje igennem et brunt solbrilleglas. Jeg finder en start med pegefingeren. Læser højt.
Jeg lader være.
Jeg smider klappen i skraldespanden, solbrillerne gemmer jeg og bladrer lidt i bogen. Læser i glimt.
Jeg læser det hele i glimt.
Læseglimt.
Jeg tager et mobilfoto af det.
Hitomi Kanehara: Slanger og piercinger. Hr. Ferdinand, 2006
Læseglimt, Postkort fra hjernerystelse | Comments (7)
Postkort #72
Hvad laver man, når man ikke kan læse bøger?
Man tænker på at læse bøger.
Jeg har udviklet en model, der beskriver det post commotionelle syndroms 5 læsefaser. Jeg har for nemheds skyld kaldt den:
Det post commotionelle syndroms 5 læsefaser
1. Fortrængning
Du tror ikke på det. Tabet af læsningen er så overvældende, at du kastes ind i en tilstand af lammende chok eller ubegribelig følelsesløshed. Du prøver at overbevise dig selv om, at siderne kun er slørede og utydelige, fordi du i virkeligheden lider af en helt uskadelig men dog dramatisk øjensygdom, der imidlertid kan behandles med kamillete.
2. Vrede
Du bliver voldsomt oprørt og vred. Du råber fx ned i siderne, laver et bidemærke i en bog eller ringer til et net-antikvariat og spørger, hvad de vil give for ca 5000 elendige lortebøger.
3. Forhandling
Nu bliver du desperat og beder Universet om hjælp. Når du alligevel ligger vågen om natten, begynder du at messe: “Jeg vil gøre alt. Jeg vil læse krimier, jeg vil læse hele Twilight-serien. Jeg vil gøre ALT!”
4. Depression
Du indser situationen og fyldes af en dyb knugende sorg og gennemgribende tristhed. Du kigger ikke længere på din reol og stopper med at høre Skønlitteratur på P1. Boghandlere interesserer dig pludselig lige så meget som Giro d’Italia.
5. Accept
Du accepterer, at du ikke har været en litteraturlæser i 11 måneder ud af 35 aktive læseår.
Du flirter med din reol og tænker på alle de bøger, der er udkommet, mens du ikke læste. Du går ind i boghandelen og tager mobilfotos af de bøger, du engang vil læse.
Du tager en bog ud af reolen, Søstrene Musehjerte hedder den, og du ligger den på dit natbord.
Du beslutter at starte forfra og lære at læse litteratur igen. Et ord ad gangen.
Du googler analfabetisme og læser, at UNESCO anslår, at der er 775 mio. analfabeter i verden. Du ved, at du er en læser, også når du ikke læser. Du ved, at det ender godt og med en bog.
Postkort #71
Den bedste slags selvbedrag er der, hvor man sidder længe på en bænk ved havet og kigger på marsvin og andre småhvaler, som ikke er der.
Postkort #70
“Prøv at fortælle hvad der skete,” siger hun og drikker Kusmi-the.
“Den dag jeg slog hovedet?” siger jeg.
Hun nikker.
“Men på en måde er det som om, jeg slog hovedet før jeg slog hovedet,” siger jeg og prøver at holde øjenkontakten.
“Kan du sige lidt mere om det?” siger hun og er meget pæn. Hendes øjne er brune og dybe. Hun ligner en cocker spaniel. Jeg har inddelt menneskehedens persontyper i hunderacer. Jeg overvejer lidt om jeg skal sige det til hende. Jeg stoler meget på dem der ligner cocker spaniels.
“Det havde bare været sådan en lortedag. Lige inden jeg faldt ned af trappen havde jeg sagt det. At det havde været en lortedag. “Lort. Lort. Lort,” tænkte jeg for hvert trin. Men så løb jeg tør for trin. Og fløj. I stedet. Og blev stoppet af muren.”
Jeg har lyst til at græde men kommer ikke så langt med det.
Jeg tænker på hvor dyrt det mon er. At tale med hende. Det føles mærkeligt, at betale nogen for at høre om en lortedag man havde for snart 11 måneder siden.
Får jeg mere for pengene hvis jeg græder? Jeg overvejer det.
“Jeg har brug for at høre lidt mere om din historie,” siger hun nu.
Historie. Jeg kan godt lide historier.
“Vil du høre det hele?” siger jeg.
Hun smiler.
Jeg smiler.
Uden for skinner solen.
Jeg fortæller hende det.
Postkort #69
Lagkagehuset. Det er placeret i den del af det yderste af galaksen, som man teoretisk set godt kan nå på cykel. Og jeg vil så gerne gøre nogen glad. Jeg vil så gerne betyde noget. Jeg vil så gerne være sådan én der handler og som får ting til at ske. Jeg vil så gerne give min ven jordbærtærte fra Lagkagehuset.
Og det blæste. Vinden var som en stor hånd der holdt mig tilbage. Vejen rejste sig op lodret foran mit forhjul.
Vi cyklede forbi et motionscenter, hvor en masse numser vrikkede oven på cykler uden hjul.
“Kom dog herud i blæsten, I fjolser!” snerrede jeg af numserne og brugte det sidste luft.
Min mand lagde sin hånd på min ryg og skubbede mig. Vejen blev flad igen.
“Træk vejret, dit fjols!” sagde han. Og jeg trak og han trak og Lagkagehuset kom i nærheden.
Jordbærtærte! Jeg fik dén og samme glade følelse i maven, som hvis man fx gemmer sig et næsten gennemsigtigt sted under gemmeleg og alligevel ikke bliver fundet.
Og så kom hun. Det boblede af fryd selv helt hen til hjernen. Smukke, søde, rare ven der altid hjælper mig, og altid bare véd at det ender for helvedes godt. Og en dag vil vi sidde ved vandet og tælle bølger og drikke Baileys på bænken, og vi vil smile til hinanden og sige i kor: “Se nu bare, det endte jo for helvedes godt!”
“Jeg har en overraskelse!” råbte jeg.
“Det har jeg også!” råbte hun og havde en kasse.
“Det er en jordbærtærte,” sagde hun, “Jeg har lavet det hele selv. Også marcipanen!”
Og vi skålede i jordbærtærte.
“Du er så sej,” sagde hun, “Tænk at du cyklede helt derud!”
“Tænk, at du lavede marcipan,” sagde jeg.
Og tiden stod stille i jordbærtærte. Der var kun jordbærtærte. Universet foldede sig om jordbærtærte.
Postkort fra hjernerystelse | Comments (6)
