Om Enzensberger

Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.

Diamanter

Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.

Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.

Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.

Fuglene

Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”

Soundtrack til Hjerneskælv

Da jeg skrev Hjerneskælv kunne jeg ikke lytte til musik i mens, sådan har jeg ellers altid skrevet, med ord og lyd i ørene, fordi musik lokker ord frem. Men i samme periode brugte jeg musik til mange andre ting, som fx at:

–  håndtere grøntsager
– bevæge mig
– handle ind i dagligvarebutikker
– understøtte et solidt tud
– lægge puslespil
– kigge ud i luften
– være sammen med om natten, når jeg ikke kunne sove
– tænke på at skrive
– tegne

– Og jeg brugte det, når jeg var en smule ensom og havde brug for at nogen eller noget bare formulerede det jeg følte og grublede over. Musik genkender nemlig én, helt enkelt, det er virkelig magisk og livgivende.

Denne playliste er således mit soundtrack til Hjerneskælv. Det er helt enkelt det musik jeg lyttede til mens jeg levede. Det var i de her numre at jeg følte mig genkendt, grebet, omfavnet og mærkede pulsen, at jeg selv stadig havde en, men også den som banker ud af andre.

Hjerneskælv 

Den 20. Oktober 2016 udkommer min roman-debut HJERNESKÆLV. 

Det er ikke en roman der blev skrevet på een gang eller uden stor støtte og inspiration fra følgende:

1. Et fald ned af en trappe. 

2. En betonmur

3. En mild traumatisk hjerneskade

4. Modgang fra kommune, Mette Frederiksens reformer, lægekonsulenter, forsikringsselskab og fagforening.

5. Afskedigelse fra job.

6. Vanvittig medicin.

7. Venskab og kærlighed.

8. Tid. (Helt præcist 4 år og 4 måneder)

Romanen er det, man kalder autofiktiv, hvilket helt kort betyder, at historien enten passer eller rimer. Strengt taget synes jeg, at det er umuligt at skrive andet. Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, er skrevet med udgangspunkt i noget, jeg ved, fordi jeg enten har erfaret det eller har været i gang med at regne det ud. Men i Hjerneskælv er banditterne ikke camoufleret som zombiepingviner (Billy smiler rødt), og der er ingen brud på naturlovene (Hunden, der ikke troede på op). 

Sådan her ser den ud:

Og her man læse lidt mere om romanen. 

Jeg elsker dig, hest!

En dag mødte jeg en hest. Jeg ville virkelig gerne være dens ven. Jeg troede, det var gensidigt, indtil den bed en knap af min jakke.

image

Venskab handler om timing. En måneds tid før hesten afviste mig, havde jeg fået et postkort fra en, der hed Stine, som jeg ikke kendte, og jeg havde, samtidigt, sendt et postkort til hende. Det var et virkelig vidunderligt slumpetræf.

image

Stine rev ikke en knap af mit tøj. Vi blev bare venner.

Men jeg tænkte stadig på hesten. Så jeg besluttede at skrive om den.

image

Det tog et lille stykke tid, fordi jeg har en hjerneforstuvning, der trækker lidt ud.

image

Men en dag var historien færdig. Jeg viste den til Stine. Hun syntes den handlede lidt om hende.
Og så blev vi enige om, at hun skulle lave illustrationer til historien, så det kunne blive en rigtig bog.
Det er meget, meget rart at lave en bog sammen med en ven.

image

Stine tegnede og tegnede, mens vi ledte efter et forlag, der så gad være venner med vores bog.

image

Og tilsidst fandt vi et!

image

Og så var det bare at vente. 

image

Og vente.

image

Og glæde sig!

image

Facebook

Jeg har lavet en facebook-side.
Dette  er interessant for netop dig, hvis:

1. Du ikke bruger en rss-læser, men følger de blogs, du læser, via Facebook.
2.  Du vil gerne følge min blog og/eller mit forfatterskab.

Jeg opdaterer ret sjældent min blog, fordi jeg stadig har en hjerne, der laver knibeøvelser. Det suger en del energi at skrive længere tekster, hvis jeg også skal gøre mig umage, så min Facebook-side vil jeg bruge til hurtigt bonus-materiale og nyheder, som jeg egentlig synes ville være lidt trivielt og potentielt kedsommeligt at fylde bloggen med.
Facebook har bredere skuldre. Håber jeg.

Dengang med Kina

image

Vi er i 1979. Nogen har sat mig ud på en isflage på havet. Der står jeg så og ved ikke, at om 34 år vil en lille bitte bog jeg har skrevet om en hund, blive oversat til den ene slags kinesisk, der findes jo to slags, og jeg har vidst det i halvanden måned, men skulle være stille mens der blev skrevet under. Og jeg har været stille og kigget på det billede af mig på isflagen.
Der stod jeg og frøs en smule, forestiller mig.
“Stå lige stille,” var der sikkert en voksen der råbte, “Vi henter dig ind om lidt.”
Og jeg stod der og tænkte helt sikkert ikke på Kina. Det gør jeg så tilgengæld nu. Jeg står ikke ude på havet men ligger bare i en sofa under en dyne. Jeg ligger helt stille. Men jeg tænker.

Her kan man læse mere, især hvis man kan den der ene slags kinesisk.