Udkommer den 30. januar 2019.

Prægtigt illustreret af Simon Væth.
Udkommer på forlaget Jensen & Dalgaard, som skriver følgende om bogen:

”Blæsten kan man ikke få at se,” siger de voksne – men de har helt sikker heller aldrig fået en orkan lige i nakken. Det får Bjarne, en solsort der lever et godt liv i byen med de bedste skraldespande … altså lige til den der orkaaaaaa-a-a-n!

Knaldfornøjet billedbog om at blive blæst ud af kurs og lande på rette gren (måske i en klimaforandret by).

Skrevet af Zenia Johnsen, der også er kendt for billedbøgerne Billy smiler rødt, Jeg elsker dig, Hest! og Hunden, der ikke troede på op; illustreret af Simon Væth, der har lagt streg til en længere række udgivelser, og som er lige så glad for fugle, som Zenia (og forlaget).

Jeg ville aldrig komme til at flyve i luftballon, få en hest, tapetsere eller lære at regne, så god var verden ikke, det indså jeg tidligt, og jeg ville aldrig nogensinde komme til at bo på Hotel Randers.
Når Audrey Hepburn eller Lawrence Olivier var i Randers overnattede de på Hotel Randers, det stod klart. Jeg gik meget langsomt forbi den prægtige indgang og prøvede at få et glimt af denne glamourøse og mageløse parallelle verden, hvor stjerner og millionærer opholdt sig afslappet mellem art deco-møblement og lysekroner.
Da jeg sagde til Susan, at jeg gerne ville til Randers på research-tur bookede hun værelse på Hotel Randers. Hun gjorde det bare. Nu er jeg her. Lige før benyttede jeg skopudsemaskinen for anden gang. Her er også spa, men intet slår jo at træde hen over et sildebensparketgulv i egetræ med et par yderst velpudsede sko.

“Jeg er dit væsens rod” sang Anne Linnet i Barndommens gade i 1986. Jeg troede at rod var det man havde på værelset, eller måske det man kunne mærke indeni. Men nu er jeg med, mere end 30 år efter er jeg helt med, og her står jeg på min barndoms gade, her har mit væsen rod. Her voksede jeg op. Vi går 7000 skridt rundt i det hele mens jeg peger: på birketræet med bogstaverne som blev hakket ind i barken i 1985, på hullet i terrazzogulvet i opgangen og der hvor vi spillede Antonius over garagetagene.

Da jeg pudser sko for ottende gang, og Susan er gået med for at være social, siger hun: “Men ved du, hvorfor mænd pudser skosnuderne, så de skinner?” Jeg ved det ikke.

“De gør det, fordi når de så danser med en dame, kan de se, om hun har trusser på.”
Ej, men det ler vi meget af.

I 1984 var jeg 8 år, og jeg tegnede Randers. For mig var træerne i byen højere end selv højhusene og Blokkene. Vi var to, der sammen havde en hule mellem træerne ovre på Marken. En dag ville vi flytte derhen og bygge et rigtigt hus. Træerne er der endnu. De er højere end i 84. I barken på et birketræ står forbogstavet på min ven. Jeg tegner det op med en finger. Jeg samler en stor kogle op fra gulvet i hulen og putter den i lommen, og bagefter besøger jeg ham, hvor han er, på kirkegården, egentlig ikke så langt fra hulen. Der ligger han. Her står jeg.

Det er den årstid hvor jeg kan se en smule af lillebælt, når jeg kigger efter om lyset er solen.
Jeg har pakket en taske. I dag skal jeg tilbage til der hvor jeg først trak vejret. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske. Måske kommer der kun til at ske det at jeg ligger i en hotelseng i tre dage. Da jeg pakker tasken tænker jeg, at det føles som om, jeg ikke kommer tilbage.

Byen jeg blev født i og som jeg lænede mig op af i mange år. Da jeg flyttede væk herfra aflærte jeg mig selv at tale randrusiansk. Jeg blev inspireret af My fair Lady. Jeg sad på et lillebitte værelse i Aalborg og gentog de samme ord igen og igen. Bagefter rykkede jeg videre til hele sætninger. Det tog faktisk lidt tid og senere blev jeg ret stolt når folk sagde: “Ej, er du fra Randers?! Dét kan man virkelig ikke høre!!”

“Men så var der sidst vi var på Færøerne,” siger Susan, “da vi kom helt op på fjeldet og du så dig omkring kunne du pludselig kun tale randrusiansk.” Hun ler. Og jeg ville gerne svare noget rapt på randrusiansk men det kræver åbenbart et fjeld i Nordatlanten.

To gange forsøgte jeg at tage en studentereksamen og to gange lykkedes det ikke ret godt. Det var især fordi at hver morgen sigtede jeg efter skolen men ramte istedet biblioteket, lokalhistorisk museum eller kunstmuseet, som alle tre heldigvis lå i samme brutale bygning. På biblioteket læste jeg og skrev af efter bøger, fx var jeg ekstremt optaget af korstogene i flere år, og på museerne vandrede jeg igennem samlingerne til jeg kunne dem udenad.

“Jeg kan det hele udenad,” informerer jeg Susan, og lidt efter må jeg gispe da jeg på kunstmuseet ser at de har vendt udstillingen om så den slutter og ikke begynder med guldaldermalerne.

“Engang kom jeg næsten til at sætte en kuglepensstreg i nakken på Marie her,” siger jeg da vi når til Hammershøi. Det var til eksamen. Dengang jeg endelig blev student. Og bagefter fortæller jeg Susan alt om det hun jo selv kan se på L.A. Rings prægtige motiv fra en sommerdag ved Roskilde fjord. Ti minutter efter fjerner de billedet. Der kommer simpelthen to mennesker og går med Roskilde fjord.

“Tænk, på alt det man hele tiden er lige ved at gå glip af,” siger jeg.

Vi taler om Jeg er Albert Storm, om hvordan det så går med den bog nu den er sat løs i verden?

“Jeg gør alt det forkerte. Men det virker ikke,” afslører jeg. Susan nikker og skriver det ned. Jeg vidste det ikke helt, men i flere år har Susan noteret hvad jeg siger, altså kun “perlerne”.

“Hvad har jeg ellers sagt?” vil jeg gerne vide.

“Altså…fx i december 16 sagde du: Jeg har jo altid drømt om banko,” siger hun og ler.
“Det er virkelig præcist!” siger jeg, “hvor er det godt at jeg lavede en hel banko-relateret hændelse i Albert Storm!”

“Ja. Det var lidt overraskende da du sagde det, indrømmet. Men det hele går op, bankopige.”