
En sommerfugl, en far, et savn, et fravær.
En pige får et gammelt akvarium og 20 små sorte larver af sin far. Hun finder bl.a. ud af, at larver kan danse … larver kan godt mobbe hinanden … larver holder op med at spise, når det regner … og at pupper er lysegrønne, så mørkebrune og så bliver de til GULD!
Mens vi følger pigens forundring over larvernes metamorfose, fortælles mellem linjerne en ganske anden historie, den om faren, om Per.
“Det var først efter, far var flyttet, at han gav mig det gamle akvarium. I stedet for det store sorte plasticlåg havde han lavet et nyt låg, der var en ramme med et tyndt net spændt ud. »Næste gang vi ses, kan vi sammen finde noget at putte i akvariet,« sagde han. »Noget som ikke dør.« “
Illustreret af Signe Parkins, udgivet af Jensen & Dalgaard, 2023