“Ej, hvad tror du der sker nu?” spurgte Susan mig begejstret én af de gange, hun var kommet for at læse mit manuskript op for mig, fordi jeg havde knas med synet. “Jeg ved det virkelig ikke,” sagde jeg, fordi jeg også havde knas med hukommelsen. Og Susan læste videre og heppede, hele tiden heppede hun, og da jeg endelig, endelig blev færdig, og bogen var ved at blive trykt, skrev hun en sang om og til den – romanen Jeg er Albert Storm. Og den lyder sådan her:
Det var i 2011, jeg begyndte at skrive om en dreng, der bor på en ø et sted i havet.
Jeg skrev: “Lige efter Benjamin forsvandt, skete der to mærkelige ting.”
Det er aldrig en dårlig ide at tage fat på at skrive om mærkelige ting, er min erfaring, der er forbløffende meget at sige om det, der er mærkeligt. Men så faldt jeg, ikke metaforisk, men med hovedet først ind i en mur, og jeg glemte ord, opfandt ord, fandt andre ord, mødte mærkelige ting, altså, endnu mærkeligere ting end jeg anede fandtes, og jeg mødte andre historier, var forvirret i en del år, eller måske var jeg mere sådan faret vild, nu taler jeg mest metaforisk, men til sidst fandt jeg jo drengen på øen igen, og resten er faktisk en historie, som udkom i dag, d. 18. september, 2018. Det er bare en dag i tiden, og romanen Jeg er Albert Storm findes samtidigt med, at jeg er her. 
StineStregen og jeg mødtes på postkort.
Jeg sendte Stine et i december 2012, det var en meget pludselig indskydelse. Jeg kendte hende ikke, jeg vidste, hun havde en blog, men den interesserede jeg mig faktisk overhovedet ikke for.
Der er to grunde til, at jeg sendte det postkort, den ene er hemmelig, den anden var, at jeg så i en kommentartråd på Facebook, at hun savnede, at folk stadig sendte postkort.
Samtidigt med at jeg sendte mit postkort, fik jeg et fra Stine. Ikke to dage efter eller en uge efter. Samtidigt. Det var et prægtigt slumpetræf.
Sådan mødtes vi så – og senere udgav vi begge hver vor postkortbog. Bøgerne er helt forskellige, og vi aftalte hverken form eller timing. Det blev bare sådan, og nu er vi ved det, jeg gerne ville lyse på: En artikel om netop vores postkortbøger Skrevet af Marie Bilde for online-magasinet Publishing Perspectives.
‘
Rebecca Bach Lauritsen & Peter Albrechtsens radiofortælling/lyddigt/sansemontage RYSTELSEN (The Falling) er indstillet til en Prix Europa, (som er sådan en slags verdensmesterskaber for radio) i kategorien Radio Documentary of the Year.
Da jeg fik det at vide, tænkte jeg:
1. Gid, de vinder! De er så dygtige, og de har lært mig så meget.
2. Kan min hjernerystelse rent faktisk lissom vinde en international pris?!
3. Tænk, at en beskrivelse af en af mine drømme om en fucked up sæl endte med at blive transskriberet til både fransk og engelsk. Gid, den sæl vinder!
Rystelsen kan fx høres på DRs hjemmeside
Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.
Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.
Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.
Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.
Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”
“Tror du, vi havde leget sammen, hvis vi havde kendt hinanden, da vi var børn,” spurgte jeg Rebecca i sommers. Vi gik et sted på Vesterbro i København.
“Selvfølgelig,” sagde Rebecca og lo.
Det var anden gang, vi mødtes. Vi gik der sammen, fordi vi havde været i et lydstudie hos Peter Albrechtsen, som er tonemester. Vi var ved at lave noget, jeg ikke helt vidste, hvad var. Jeg havde sagt ja, men havde stadig ikke besluttet mig, om jeg ville være med. Men nu var vi i gang.
“Du holder af træer, fordi de er så virkelige,” skrev Rebecca til mig engang. Jeg kendte hende ikke, men jeg forstod, at hun kendte mig. Så derfor lod jeg hende optage alt det, jeg sagde, første gang jeg mødte hende.
Jeg vil helst ikke tale. Jeg vil skrive. Men fordi Rebecca sagde det om træerne, talte jeg. Jeg talte i flere timer. Da hun var gået, græd jeg.
“Jeg vil aldrig tale igen,” sagde jeg til min mand, “Det var så rædsomt at høre på.”
Men jeg talte igen. Og jeg talte mere med Rebecca. Jeg talte med hende, når hun var der, og når hun ikke var der. Jeg googlede hende en dag for at være helt sikker på, at hun rent faktisk findes. Jeg opdagede, at hun altid smiler. Hun smiler på alle de billeder, der findes af hende.
Rystelsen er det, vi lavede. Det blev en Radiofortælling og et lyd-essay. Rebecca og Peter lagde hele puslespillet over alt det, jeg havde sagt. Jeg er glad for, jeg sagde ja.
På den sidste dag i året skrev Rebecca til mig. Hun skrev: “Tænker af og til på det du spurgte om med om jeg troede at vi ville have leget sammen som børn – det er sådan et dejligt spørgsmål.”
Og jeg kunne se hende smile, som hun altid har gjort, siden vi var børn.
RYSTELSEN
Radiofortællingen Rystelsen, skabt af Rebecca Bach-Lauritsen og Peter Albrechtsen, sendt på P1 26. december 2016, kan høres her.
I P1 podcaster – om Rystelsen, sendt 19 december 2016, fortæller Rebecca og Peter om deres arbejde med radiofortællingen.
Artikel fra DR.dk om, ja mig, skrevet af Rebecca, kan læses her.
Der er en strøm i hovedet, der er faret vild – artikel i Information, skrevet af Lone Nikolajsen, 23. december 2016, med gode ord om Rystelsen.
Da jeg skrev Hjerneskælv kunne jeg ikke lytte til musik i mens, sådan har jeg ellers altid skrevet, med ord og lyd i ørene, fordi musik lokker ord frem. Men i samme periode brugte jeg musik til mange andre ting, som fx at:
– håndtere grøntsager
– bevæge mig
– handle ind i dagligvarebutikker
– understøtte et solidt tud
– lægge puslespil
– kigge ud i luften
– være sammen med om natten, når jeg ikke kunne sove
– tænke på at skrive
– tegne
– Og jeg brugte det, når jeg var en smule ensom og havde brug for at nogen eller noget bare formulerede det jeg følte og grublede over. Musik genkender nemlig én, helt enkelt, det er virkelig magisk og livgivende.
Denne playliste er således mit soundtrack til Hjerneskælv. Det er helt enkelt det musik jeg lyttede til mens jeg levede. Det var i de her numre at jeg følte mig genkendt, grebet, omfavnet og mærkede pulsen, at jeg selv stadig havde en, men også den som banker ud af andre.
Den 20. Oktober 2016 udkommer min roman-debut HJERNESKÆLV.
Det er ikke en roman der blev skrevet på een gang eller uden stor støtte og inspiration fra følgende:
1. Et fald ned af en trappe.
2. En betonmur
3. En mild traumatisk hjerneskade
4. Modgang fra kommune, Mette Frederiksens reformer, lægekonsulenter, forsikringsselskab og fagforening.
5. Afskedigelse fra job.
6. Vanvittig medicin.
7. Venskab og kærlighed.
8. Tid. (Helt præcist 4 år og 4 måneder)
Romanen er det, man kalder autofiktiv, hvilket helt kort betyder, at historien enten passer eller rimer. Strengt taget synes jeg, at det er umuligt at skrive andet. Alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, er skrevet med udgangspunkt i noget, jeg ved, fordi jeg enten har erfaret det eller har været i gang med at regne det ud. Men i Hjerneskælv er banditterne ikke camoufleret som zombiepingviner (Billy smiler rødt), og der er ingen brud på naturlovene (Hunden, der ikke troede på op).
Sådan her ser den ud:
Og her man læse lidt mere om romanen.
“Jeg elsker dig, hest” er blevet taget så godt imod. Man kan følge med i anmeldelserne her.
En dag mødte jeg en hest. Jeg ville virkelig gerne være dens ven. Jeg troede, det var gensidigt, indtil den bed en knap af min jakke.
Venskab handler om timing. En måneds tid før hesten afviste mig, havde jeg fået et postkort fra en, der hed Stine, som jeg ikke kendte, og jeg havde, samtidigt, sendt et postkort til hende. Det var et virkelig vidunderligt slumpetræf.
Stine rev ikke en knap af mit tøj. Vi blev bare venner.
Men jeg tænkte stadig på hesten. Så jeg besluttede at skrive om den.
Det tog et lille stykke tid, fordi jeg har en hjerneforstuvning, der trækker lidt ud.
Men en dag var historien færdig. Jeg viste den til Stine. Hun syntes den handlede lidt om hende.
Og så blev vi enige om, at hun skulle lave illustrationer til historien, så det kunne blive en rigtig bog.
Det er meget, meget rart at lave en bog sammen med en ven.
Stine tegnede og tegnede, mens vi ledte efter et forlag, der så gad være venner med vores bog.
Og tilsidst fandt vi et!
Og så var det bare at vente.
Og vente.
Og glæde sig!
