I 1986 boede jeg i Randers og var 11 år. Jeg havde aldrig vundet noget, men den sidste dag før ferien vandt jeg helt overraskende en stor drage i en tombola på skolen. Der var ikke meget blæsevejr i Randers den sommer. Dragen var lige så høj som mig, den var lavet i skinnede hvidt nylonstof, et enormt øl-logo foldede sig ud og dækkede hele dragens forside. Snoren, som skulle knipses fast med en lille karabinhage, var kraftig, nærmest et reb, og var forbundet med et håndtag på størrelse med min underarm. Kenneth og jeg gik over på Marken bag blokkene, hvor vi boede, og prøvede at få øl-logoet sat på himlen over Nordbyen i Randers. Kenneth spurtede af sted, han havde armene op over hovedet og holdt ved dragen som en kappe, der klaprede stift ned mod hans ryg. Han løb så hårdt til, han kunne, og imens stod jeg, også med armene i vejret, og lod snoren løbe efter ham. Der skete ikke andet. Dragen kunne ikke lette.
I sommeren 1986 tog min familie på ferie i Skallerup Klit, som ligger helt øverst i Nordjylland.
Den sommer forstod jeg, hvorfor det hedder marehalm, og jeg forstod, at man ikke kan lære Vesterhavet at kende, uanset hvor længe man betragter det.
Jeg fyldte min søsters køje med insekter – hun tog det ikke med et smil og ville derfor ikke med ned til havet og prøve at sætte dragen op. På træterrassen foran sommerhuset sad Per, som var min far, og røg smøger, jeg spurgte, om han ville hjælpe mig med dragen. ”Ikke i dag,” sagde han, hvilket han gentog flere dage i træk, han var træt, han havde ferie. En blæsende og halvgrå formiddag gik jeg derfor alene hen af grusstien og ned mod havet, dragen var rullet sammen, og jeg bar den under en arm. I en klit satte jeg mig mellem marehalmen og så ud over Vesterhavet. Så foldede jeg dragen ud, monterede snoren og slap, vinden greb fat, jeg lod snoren løbe, og dragen steg og steg, tilsidst var der ikke mere snor – dragen var på himlen, et stort grønt øl-logo vinkede ned til mig. Stranden var øde, klitterne var øde, her var kun mig, som sad i marehalmen og holdt i en snor, næsten forbundet med selve himmelrummet, jeg måtte holde fast med begge hænder, stemme imod med hele min vægt. Jeg vidste, at ingen ville tro på det, at jeg bare havde sluppet dragen, jeg havde ikke gjort meget andet, det var vinden, der havde udrettet det hele, Kenneth hjemme i Randers ville tro, det var en historie, jeg fandt på, jeg fandt altid på historier.
Jeg havde et spændende valg den dag, jeg kunne have sluppet snoren, sluppet dragen, bare set den stige og svæve langt bort, sådan tænkte jeg om det. Jeg kunne have sluppet dragen fri. Men i stedet trak jeg den ind igen, en cm ad gangen, rullede den sammen og gik hjem, jeg fortalte ikke nogen om oplevelsen.
Den sidste dag i ferien sagde Per: ”Nå, men lad os få sat den drage op.” Og vi gik ned på stranden, Per løb med dragen, jeg holdt fast i snoren, det virkede straks, dragen steg og steg på himlen, vi stod ved siden af hinanden og kiggede op på den. Der skete ikke mere.
Jeg satte aldrig dragen op igen, og den lå sammenrullet under min seng i mange år og fik tyk pels af støv og hundehår.
I 2024 bor jeg i Fredericia, jeg er 48 år. Jeg tænker stadig indimellem på dengang, jeg sad alene i marehalmen og holdt en præmiedrage højt på himlen over Vesterhavet. Det er forår, for 14 dage siden så jeg de første nældens takvinger, de flaksede ivrigt i uforudsigelige ruter hen over anemoner og vorterod, det er tydeligt, der ikke er en snor i sommerfugle.
I foråret 2024 blev PER, der er en grafisk roman, jeg har skabt sammen med illustratoren Signe Parkins, nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
Uanset om PER vinder den fornemme pris eller ej er jeg meget stolt. At skrive PER og få den udgivet føles som at have sat den smukkeste drage op – og have sluppet snoren.
Per med PER og forfatteren med hagesmæk, december 1978
Motiveringen fra Nordisk råd kan læses her
Feltnoter skrevet i forbindelse med udgivelsen af PER i foråret 2023 kan læses her
Anmeldelser og omtale af PER findes her
Find ud af meget mere om Signe Parkins og hendes arbejde fx lige her
PER er udgivet på verdens bedste forlag – Jensen & Dalgaard, dem kan du møde fx her