Halvdelen af PER er jo Signes. Nej, mere end halvdelen er Signes. Nej, hør, man kunne skære mine ord bort og så stod vi tilbage med illustrationer med sine helt eget pulsslag. Fordi illustrationerne i PER er ikke blot et supplement til en historie jeg har skrevet, illustrationerne fungerer også i kraft af sig selv, og ind imellem er de endda vidunderligt flabede og åbner derfor også bare munden og taler helt konkret med deres egne stemmer. Signes illustrationer til PER er liv, illustrationerne er levende, de rækker hele tiden ind og ud af min tekst, sådan oplever jeg det, de ved godt at jeg er der, men de er også deres eget univers, de er fra deres eget univers. Signes illustrationer kunne godt stå alene, min tekst kunne godt stå alene, men nu fandt det hele heldigvis hinanden og kan opleves samtidigt.
Når en sommerfuglelarve bliver til en puppe opløses den, larven nedbrydes og bliver helt flydende. Den ophører vel på en måde med at eksistere men den findes stadig. Når sommerfuglen senere træder ud af sin puppe er der altså tale om et helt andet insekt, sommerfuglen er ikke larven. Insektet interesserer sig sikkert ikke for den del – nu findes den bare.
I morgen udkommer PER – alt er samlet i fast form, kan man sige, nu findes PER. Nu kan jeg ikke sige mere om det.
Dette er min sidste feltnote om PER.
