Weekendavisens anmelder Søren Staal Balslev synes, at “Billy smiler rødt” er en mærkelig bog – jeg er meget taknemmelig. I anmeldelsen skriver han også:
“En mere overraskende og fin gave kan man dårligt finde, men det mærkeligste af det hele: sproget er udsøgt og præget af meget syrede haiku-lignende replikker.”
“…du kommer aldrig til at læse noget lignende.”
“Tegningerne er fæle og næsten rørende.”
Man kan finde Billy her.
Det første længere værk, jeg skrev, var en takketale i forbindelse med Nobelprisen. Jeg var 11 år og dermed den yngste prismodtager nogensinde, men jeg havde alligevel meget at sige og meget at takke for. Jeg skrev talen om mange gange, indtil skriften hældte helt rigtigt, og jeg fik seneskedebetændelse, min første arbejdsskade.
Dengang jeg modtog Nobelprisen, var det for et overrumplende højlitterært værk, som hed Den forbandede violin. På det tidspunkt skrev jeg lidt i samme nordiske tradition som William Heinesen og Tarjei Vesaas, forestillede jeg mig.
Siden har jeg skrevet en del i tradition med mig selv. Jeg har skrevet to færdige romaner og to halve. De ligger i en skuffe sammen med en masse noveller og vil ikke nogen noget lige nu. Jeg har altid skrevet meget, og det eneste, jeg med garanti vidste, jeg aldrig ville skrive, var billedbøger og letlæste bøger. Men så skrev jeg en billedbog ved en fejl, og det gik den godt, og nu har jeg skrevet en letlæst bog, og snart bliver den skudt ud i verden. Jeg startede således med Nobelprisen, men arbejder mig helt praktisk op fra den anden ende af den litterære ende af fødekæden.
Med Billy smiler rødt er jeg nået til melbollen i litteraturen: Det letlæste værk.
Kære Mette
Engang havde jeg 3 jobs.
Jeg var bibliotekar, forlags-konsulent og lektør. Når jeg havde fri, skrev jeg anmeldelser af litteratur og mine egne historier. Jeg følte mig levende og værdifuld. Jeg var levende og værdifuld.
Så kom jeg ud for en ulykke og fik en mild traumatisk hjerneskade, som gav mig fysiske og store kognitive udfordringer.
Jeg blev fyret, og min kommune brugte straks derefter den nye førtidspensionsreform til at smide mig ud af sygedagpengesystemet. Fordi det er det, de gør. Du ved det ikke. Du snakker om at “komme op på dupperne”, og det er en del kommuner skam helt med på. Men ikke som du tror. De er snedigere end dig.
Kommunerne masseproducerer svage i deres iver efter at spare penge. De slipper afsted med det. De slår mennesker i stykker og laver et skævt samfund.
Det er dit ansvar at indse det.
Nu har jeg intet. Intet arbejde, intet helbred og ingen indkomst. Jeg er ikke en ressource, man vil satse på. Jeg har slået mig på systemet og har absolut ingen tillid tilbage til det samfund, jeg engang var en del af.
Nu er jeg en af “de svage”. Dem, som du taler om.
Jeg er 38 år og kasseret. Jeg tog en lang uddannelse, brugte den og endte som uden praktisk værdi for mit samfund.
Jeg overlever, fordi der er mennesker i mit private liv, der ser det som deres ansvar og pligt at gribe mig. Det er dem, der redder det liv, som samfundet har kasseret. Det er dem, jeg en dag vil betale tilbage til.
Jeg ønsker dig og din familie en god jul.
Bedste hilsner
Zenia
Hvad laver man, når man ikke kan læse bøger?
Man tænker på at læse bøger.
Jeg har udviklet en model, der beskriver det post commotionelle syndroms 5 læsefaser. Jeg har for nemheds skyld kaldt den:
Det post commotionelle syndroms 5 læsefaser
1. Fortrængning
Du tror ikke på det. Tabet af læsningen er så overvældende, at du kastes ind i en tilstand af lammende chok eller ubegribelig følelsesløshed. Du prøver at overbevise dig selv om, at siderne kun er slørede og utydelige, fordi du i virkeligheden lider af en helt uskadelig men dog dramatisk øjensygdom, der imidlertid kan behandles med kamillete.
2. Vrede
Du bliver voldsomt oprørt og vred. Du råber fx ned i siderne, laver et bidemærke i en bog eller ringer til et net-antikvariat og spørger, hvad de vil give for ca 5000 elendige lortebøger.
3. Forhandling
Nu bliver du desperat og beder Universet om hjælp. Når du alligevel ligger vågen om natten, begynder du at messe: “Jeg vil gøre alt. Jeg vil læse krimier, jeg vil læse hele Twilight-serien. Jeg vil gøre ALT!”
4. Depression
Du indser situationen og fyldes af en dyb knugende sorg og gennemgribende tristhed. Du kigger ikke længere på din reol og stopper med at høre Skønlitteratur på P1. Boghandlere interesserer dig pludselig lige så meget som Giro d’Italia.
5. Accept
Du accepterer, at du ikke har været en litteraturlæser i 11 måneder ud af 35 aktive læseår.
Du flirter med din reol og tænker på alle de bøger, der er udkommet, mens du ikke læste. Du går ind i boghandelen og tager mobilfotos af de bøger, du engang vil læse.
Du tager en bog ud af reolen, Søstrene Musehjerte hedder den, og du ligger den på dit natbord.
Du beslutter at starte forfra og lære at læse litteratur igen. Et ord ad gangen.
Du googler analfabetisme og læser, at UNESCO anslår, at der er 775 mio. analfabeter i verden. Du ved, at du er en læser, også når du ikke læser. Du ved, at det ender godt og med en bog.
Aarhus kommune har udarbejdet skønt pædagogisk Flæskemateriale til Dialogisk læsning med småbørn med dansk som andetsprog på baggrund af Kamila Slocinskas og min billedbog om Hunden, der ikke troede på op.
Se det her (pdf)
Kamila Slocinska og jeg er kommet i godt selskab! Hunden, der ikke troede på op er blevet en White-Raven-bog!
“The White Raven label is given to books that deserve worldwide attention because of their universal themes and/or their exceptional and often innovative artistic and literary style and design.”
Læs mere om White Ravens Festival 2012
Det er nu et stykke tid siden den landede i Politiken, den sympatiske 4. anmeldelse af Hunden, der ikke troede på op, men nu er den også online. Hopla!
Jeg har det bare sådan, at hvis ens egen mand ikke gider anmelde en, når nu han rent faktisk er anmelder, hvem gider så?
Så der:
“Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje.”
“…grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at Hunden, der ikke troede på OP er blevet så levende, som den er.”
“Hunden, der ikke troede på OP får naturligvis min varmeste anbefaling.”
Læs hele den nepotistiske, men alligevel voldsomt kompetente anmeldelse, lige her!
Birte Strandby har anmeldt Hunden, der ikke troede på op på anmeldelsessiden Bogvægten.dk
Hun skriver bl.a.:
“En smuk historie fra en verden, der ikke rigtigt tror på voksne men med stor selvfølgelighed på marsbørn og flyvende grise…”
“En god bog at læse med de yngste behageligt blottet for voksenverdenens irrationalitet og den ikke altid lige vedkommende konkurrencementalitet.”
Læs hele anmeldelsen her
Rikke Dyrhave Nissen har anmeldt Hunden, der ikke troede på op på Æseløre. dk, som er en side der har fokus på børnelitteratur.
Her er et lidt godt at tage i lommen på udgivelsesdagen:
“Hunden, der ikke troede på op er Zenia Johnsens debutbog. Det er en finurlig en af slagsen, som bliver bedre og bedre for hver gang, man læser den. Tonen er let og drilsk, som gør den til en fryd at læse højt. “
“Kamila Slocinska har illustreret med drillende og originale illustrationer. Her er masser at se på.”
Små, dejlige og anerkendende blurbs hentet fra lektørudtalelsen på Hunden, der ikke troede på op!
“Det er Zenia Johnsens debut som forfatter, men som bibliotekar og anmelder på bl.a. Fortællingen.dk har hun stor indsigt i børnebogens kvaliteter.”
“Denne bog er dog helt sin egen og giver en ny oplevelse til billedbogslæserne.”
“Fortællingen er poetisk og fabulerende surrealistisk og passer glimrende til Kamila Slocinskas fantastiske illustrationer i naivistisk streg og afdæmpede farver.”
“En skøn og poetisk billedbog med en god pointe om at åbne sig for hvor stor og mangfoldig verden egentligt er.”
(Kilde: Lektør, DBC)
D. 17. november udkommer Kamila Slocinskas og min billedbog Hunden, der ikke troede på op.
Og jeg ligger her med en ispose.
I dag er der Bogforum og jeg plejer at være der. Ikke fordi der er bøger, men fordi der er mennesker som er glade for bøger.
Og jeg ligger her med en ispose.
Bogforum ville i år have været ekstra specielt for mig fordi der ville jeg kunne se Flæske, og det er ham der er hunden, der ikke tror på op, være sluppet løs på verden.
Og jeg ligger her med en ispose.
Heldigvis er der mennesker, og det var dem jeg hentydede til før, som er tilstede på Bogforum og som sympatisk underholder mig løbende med sms’ er og msm’er.
Tak!
Hunden, der ikke troede på op er set flere steder. Samtidigt.
