Facebook

Jeg har lavet en facebook-side.
Dette  er interessant for netop dig, hvis:

1. Du ikke bruger en rss-læser, men følger de blogs, du læser, via Facebook.
2.  Du vil gerne følge min blog og/eller mit forfatterskab.

Jeg opdaterer ret sjældent min blog, fordi jeg stadig har en hjerne, der laver knibeøvelser. Det suger en del energi at skrive længere tekster, hvis jeg også skal gøre mig umage, så min Facebook-side vil jeg bruge til hurtigt bonus-materiale og nyheder, som jeg egentlig synes ville være lidt trivielt og potentielt kedsommeligt at fylde bloggen med.
Facebook har bredere skuldre. Håber jeg.

Dengang med Kina

image

Vi er i 1979. Nogen har sat mig ud på en isflage på havet. Der står jeg så og ved ikke, at om 34 år vil en lille bitte bog jeg har skrevet om en hund, blive oversat til den ene slags kinesisk, der findes jo to slags, og jeg har vidst det i halvanden måned, men skulle være stille mens der blev skrevet under. Og jeg har været stille og kigget på det billede af mig på isflagen.
Der stod jeg og frøs en smule, forestiller mig.
“Stå lige stille,” var der sikkert en voksen der råbte, “Vi henter dig ind om lidt.”
Og jeg stod der og tænkte helt sikkert ikke på Kina. Det gør jeg så tilgengæld nu. Jeg står ikke ude på havet men ligger bare i en sofa under en dyne. Jeg ligger helt stille. Men jeg tænker.

Her kan man læse mere, især hvis man kan den der ene slags kinesisk.

“Velgørende politisk ukorrekt”

Sådan stod der i Politiken om Tom Kristensens og min blodige Unhappy Feet for begyndere: Billy smiler rødt.
Anmelderen Steffen Larsen smider 5 røde hjerter og siger blandt andet også:
“Zenia Johnsen fortæller den skrækkeligt vellystige historie om blod og splat, og Tom Kristensen tegner helt uden rullegardiner med liflig brug af den røde farve. Kan man sådan noget? Er det nødvendigt at skræmme skolesøgende, lærere, bibliotekarer og pingviner på den måde? Ja! Engang imellem er det nødvendigt at slå i bolledejen for at få historien til at hæve.”

Og mens Billy sætter blodspor, flyver Flæske igen eller måske endnu:

image

“Zenia Johnsen har sammen med Kamila Slocinska (ill.) lavet en underfundig og skæv fortælling med et stort og abstrakt undertema. Er det bedst at holde snuden i rillen og fokus på det nære og håndgribelige? Mister vi jordforbindelsen, hvis vi kun ser på skyerne og alt det fjerne og uopnåelige? Og ville det egentlig være så skidt hvis vi gjorde? Bare et øjeblik eller to.”
Skriver Marlene Langbo- Friis på Bogliv.dk (Læs hele anmeldelsen)

Jeg er taknemmelig.

Læs mere om Billy smiler rødt
Læs mere om Hunden, der ikke troede på op

Billy smiler i Weekendavisen

Weekendavisens anmelder Søren Staal Balslev synes, at “Billy smiler rødt” er en mærkelig bog – jeg er meget taknemmelig. I anmeldelsen skriver han også:

“En mere overraskende og fin gave kan man dårligt finde, men det mærkeligste af det hele: sproget er udsøgt og præget af meget syrede haiku-lignende replikker.”

“…du kommer aldrig til at læse noget lignende.”

“Tegningerne er fæle og næsten rørende.”

wpid-screenshot_2014-05-13-15-37-1001.png.png

Man kan finde Billy her.

Ang. Nobelprisen

Det første længere værk, jeg skrev, var en takketale i forbindelse med Nobelprisen. Jeg var 11 år og dermed den yngste prismodtager nogensinde, men jeg havde alligevel meget at sige og meget at takke for. Jeg skrev talen om mange gange, indtil skriften hældte helt rigtigt, og jeg fik seneskedebetændelse, min første arbejdsskade.
Dengang jeg modtog Nobelprisen, var det for et overrumplende højlitterært værk, som hed Den forbandede violin. På det tidspunkt skrev jeg lidt i samme nordiske tradition som William Heinesen og Tarjei Vesaas, forestillede jeg mig.
Siden har jeg skrevet en del i tradition med mig selv. Jeg har skrevet to færdige romaner og to halve. De ligger i en skuffe sammen med en masse noveller og vil ikke nogen noget lige nu. Jeg har altid skrevet meget, og det eneste, jeg med garanti vidste, jeg aldrig ville skrive, var billedbøger og letlæste bøger. Men så skrev jeg en billedbog ved en fejl, og det gik den godt, og nu har jeg skrevet en letlæst bog, og snart bliver den skudt ud i verden. Jeg startede således med Nobelprisen, men arbejder mig helt praktisk op fra den anden ende af den litterære ende af fødekæden.
Med Billy smiler rødt er jeg nået til melbollen i litteraturen: Det letlæste værk.

image

Julekort til Mette Frederiksen

Kære Mette

Engang havde jeg 3 jobs.

Jeg var bibliotekar, forlags-konsulent og lektør. Når jeg havde fri, skrev jeg anmeldelser af litteratur og mine egne historier. Jeg følte mig levende og værdifuld. Jeg var levende og værdifuld.
Så kom jeg ud for en ulykke og fik en mild traumatisk hjerneskade, som gav mig fysiske og store kognitive udfordringer.
Jeg blev fyret, og min kommune brugte straks derefter den nye førtidspensionsreform til at smide mig ud af sygedagpengesystemet. Fordi det er det, de gør. Du ved det ikke. Du snakker om at “komme op på dupperne”, og det er en del kommuner skam helt med på. Men ikke som du tror. De er snedigere end dig.
Kommunerne masseproducerer svage i deres iver efter at spare penge. De slipper afsted med det. De slår mennesker i stykker og laver et skævt samfund.
Det er dit ansvar at indse det.

Nu har jeg intet. Intet arbejde, intet helbred og ingen indkomst. Jeg er ikke en ressource, man vil satse på. Jeg har slået mig på systemet og har absolut ingen tillid tilbage til det samfund, jeg engang var en del af.

Nu er jeg en af “de svage”. Dem, som du taler om.

Jeg er 38 år og kasseret. Jeg tog en lang uddannelse, brugte den og endte som uden praktisk værdi for mit samfund.

Jeg overlever, fordi der er mennesker i mit private liv, der ser det som deres ansvar og pligt at gribe mig. Det er dem, der redder det liv, som samfundet har kasseret. Det er dem, jeg en dag vil betale tilbage til.

Jeg ønsker dig og din familie en god jul.

Bedste hilsner
Zenia

The annual White Ravens Catalogue

Kamila Slocinska og jeg er kommet i godt selskab! Hunden, der ikke troede på op er blevet en White-Raven-bog!

“The White Raven label is given to books that deserve worldwide attention because of their universal themes and/or their exceptional and often innovative artistic and literary style and design.”

Læs mere om White Ravens Festival 2012

3. anmeldelse

Jeg har det bare sådan, at hvis ens egen mand ikke gider anmelde en, når nu han rent faktisk er anmelder, hvem gider så?
Så der:

“Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje.”

“…grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at Hunden, der ikke troede på OP er blevet så levende, som den er.”

Hunden, der ikke troede på OP får naturligvis min varmeste anbefaling.”

Læs hele den nepotistiske, men alligevel voldsomt kompetente anmeldelse, lige her!

2. anmeldelse

Birte Strandby har anmeldt Hunden, der ikke troede på op på anmeldelsessiden Bogvægten.dk
Hun skriver bl.a.:

“En smuk historie fra en verden, der ikke rigtigt tror på voksne men med stor selvfølgelighed på marsbørn og flyvende grise…”

“En god bog at læse med de yngste behageligt blottet for voksenverdenens irrationalitet og den ikke altid lige vedkommende konkurrencementalitet.”

Læs hele anmeldelsen her