Når spætmejsen lander på det foderbræt som er sugekoppet fast på mit stuevindue, evakuerer alle de andre fugle straks haven. Blåmejser, gråspurve, skovspurve, bogfinker og musvitter kan ellers sidde vinge ved vinge og spise, men ingen vil være sammen med spætmejsen. Den er også en bandit, den hamrer næbbet ned mellem kernerne, rusker og sviner, der er i det hele taget en stor energi i hele dens rompeformede krop. I foråret var den ret sky, bare jeg blinkede lettede den igen, men nu kan jeg bevæge både øjenlåg og arme uden at den flyver bort. Nogengange hænger den sig i fødderne i loftet af foderbrættet med hovedet nedad og ser lige på mig og det føles som en opvisning. Hvis katten sidder i vindueskarmen kommer spætmejsen dog ikke. Alle de andre fugle er ellers helt ligeglade med katten, som derfor også er stoppet med at baske til ruden når de er der, ydmygelsen i at de ignorerer hende er simpelthen for stor.
Jeg har grublet over hvordan jeg skulle lave et register over naturen i bogføringsjournalen. Det er i sagens natur nemmest at lave et register når noget er færdigt og det her er jo et løbende projekt, hvor illustrationerne dukker op på tilfældige sider. Uden et system eller en planlagt kronologi er det helt enkelt umuligt at lave et ordentligt register, så i stedet vil jeg lave en medfølgende logbog med optegnelser over hvad og hvornår. Men hvilken bog skulle jeg så bruge til det? Svaret fandt jeg da en ven skrev til mig at hun netop havde købt noden til Cloudbusting af Kate Bush, og hun sendte et billede af den til mig så jeg kunne nyde hvor smuk den er.
Janus fandt den storslåede bogføringsjournalen til mig, og en anden gang kom han hjem med en gammel nodebog, som ikke er helt udfyldt. De to bøger har samme alder, er fundet i samme by og har indførsler lavet med blæk. For at binde det sammen gik jeg straks i gang med at tegne spætmejsen i nodebogen, men jeg lavede en fejl som var uoprettelig. At rykke siden ud af bogen er ikke en mulighed. Fejl kan sløres på andre måder, og sådan kom et lille uddrag af Cloudbusting med i min logbog.


Vort modersmål er dejligt, every time it rains.
Spætmejse = banditmejse
Åh spætmejse ❤ jeg drømmer stadig om de 3 spætmejse unger som jeg så jagte hinanden i leg, nede i skoven.
Er vild med din ide om logbog/nodebog! Møs