Det var i august 1994 at Elisa begyndte at skrive en hel bog af, jeg gætter hun gjorde det for at øve sig på kalligrafi. Bogen er af Bertil Martinsson og hedder Kunsten at leve. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog hende, men hele Martinssons tekst blev smukt kalligraferet og mellem siderne med ord tegnede Elisa planter; cikorie, rønnebær, lyng, anemoner og på forsiden: dunhammere. Elisa tegnede med forsigtige strøg, hendes planter er altid næsten gennemsigtige så blidt og flygtigt er farven lagt på papiret.
Sent i august 2025 cyklede jeg ud for at finde tagrør og mødte også dunhammerne, som jeg engang troede var små dyr på pinde, men som jeg nu mest tænker på som en slags skøre raketter af velour, deres aks rummer op mod 100.000 frø, dunhammerne kunne strengt taget kolonisere hele planeten… Selvfølgelig måtte jeg hjem og tegne dem i bogføringsbogen, og selvfølgelig måtte jeg bruge Elisas dunhammere som oplæg.
Elisa var min mormor. Jeg har brugt mange, mange timer med hende hvor vi begge tegnede. Sidste gang jeg var sammen med hende, viste jeg hende min aktuelle skitsebog, jeg bladrede og viste hende padderokker, blækhatte og bregner – og en gærdesmutte. Hun fniste lykkeligt da hun så gærdesmutten og stak en finger forsigtigt ind på siden og så aede hun fuglen, det øverste lag af bly fra vingen blev tværet ud over siden, hun så det ikke, men det gjorde jeg, og jeg var ved at græde, ikke fordi jeg tænkte at tegningen blev ødelagt, men fordi den blev bedre, og fordi jeg vidste at det ville være sidste gang Elisa så mine tegninger.
Elisa Larsen 19. august, 1994 – Zenia Johnsen 29. august, 2025 (på regnskabssiden for august 1929)