SMUTUGLEN
Dybt inde i et romanesco-kålhoved er der en kæmpe brun larve. Jeg brækker kålen helt fra hinanden og lader den kravle ud. Larven er ret nedkølet efter at have været i vores køleskab i et par dage. Jeg finder et stort marmeladeglas frem, fylder det med kål, blade og larve og sætter det så i solen i en vindueskarm. En time efter er larven vågen og gumlende. Jeg har i mellemtiden fundet ud af at det er en Smutugle-larve. Jeg kigger længe på fotos af både larven og uglen, som har meget smukke orange underskørter.
Jeg læser at larven graver sig ned og laver en puppe under jorden, så jeg fylder jord i bunden af marmeladeglasset, men først lader jeg larven vandre rundt på min hånd og min arm. Den leder. Når man fjerner en larve fra maden eller bare fra sit miljø begynder den straks at lede.
Da jeg var barn havde jeg ofte ondt i maven. Når jeg kom til lægen fik jeg en sukkerknald med marmelade, det hjalp ikke rigtigt.
Nogen gange var det som om jeg have ondt i maven fordi en energi var faret vild inde i min krop, jeg skriver det jo med flere årtiers afstand, men i de her dage oplever jeg det igen. Den der slags mavepine og en løs energi.
Jeg smører mig ikke en sukkerknald med marmelade, men i stedet lukker jeg åbningen af en lille frysepose tæt om min navle, trækker vejret dybt ind og puster så simpelthen ud gennem navlen. Det er et gammelt trick min mor fandt på, når jeg fik det, som hun diagnosticerede som ”sommerfugle i maven”. Bagefter slog hun knude på posen og så var sommerfuglene derinde. Jeg troede virkelig på det. Engang fik jeg jeg sådan en pose med i skole og en lærer lod sommerfuglene få deres helt egen stol ved siden af mig. Det var en virkelig god dag i folkeskolen for mig.
Måske tager jeg den her sommerfuglepose med til udgivelsesreceptionen i dag. Eller måske lukker jeg sommerfuglene ud lige inden jeg træder ind af døren.
Fredericia, 16. marts, 2023