I
Jeg mødte Signe, før hun mødte mig.
Det var i 2008, at jeg ved et slumpetræf fandt en lille bog Bordskik af kunstneren Signe Parkins.
Det var en bog, der både hviskede og råbte. Det var mærkeligt, og det gav mening.
Jeg tænkte: “Hende her, som hedder Signe, gør bare som om, man må gøre lige, hvad man vil.”
Er jeg sikker på, at jeg tænkte sådan? Jep, jeg skrev det ned.
Senere mødte jeg igen Signes hvisken og råb, da hun med spindelvævstynde og sitrende, men alligevel helt præcise streger illustrerede Dorthe Nors’ Dage.
På grund af et andet slumpetræf sad jeg på det tidspunkt og lavede Dorthes hjemmeside, og enkelte af Signes illustrationer skulle her bruges som vignetter. Der var især én illustration af en magnolia-blomst, som jeg var meget optaget af. Jeg sværger, den havde en puls.
Stregen havde en puls.
II
Det er faldet ud af tidslinjen, hvornår jeg læste en kort tegneserie om nældens takvinge, som Signe lagde ud på sin hjemmeside, men da jeg læste den, tænkte jeg: Vi ved det samme!
Og så var der Signe Parkins & Drawings, som er en tegnet dagbog med et udvalg af hendes dagbogsblade fra årene 2012-2014.
Hvor er hun modig, tænkte jeg, og mens jeg læste bogen, holdt jeg indimellem vejret, fordi jeg syntes, det var så intimt og bevægende at se ind i Signes liv, men også fordi hendes ord og streger lavede en rumsterende og urolig resonans langt inde i mig. Som om nogen slog på en streng dybt inde, så det vibrerede.
Det er dét, som kunsten kan. Det er dét, som Signe kan.
III
Forleden tog jeg Signe Parkins & Drawings ud af reolen og bladrede igennem hendes ord og illustrationer og dér: en vinge fra en dagpåfugleøje, dér: en nældens takvinge, dér skriver hun om en drøm om sommerfuglelarver og dér: en anemone!
IV
Første gang, jeg mødte mennesket Signe, var en dag i 2018 med anemoner i skovbunden. Hver gang jeg ser anemoner, tænker jeg på min far, Per. Da jeg var barn, var vi ude at gå sammen i en skov, foran os voksede et prægtigt tæppe af hvide blomster frem, jeg mente ikke at have set noget lignende før. Jeg spurgte min far om, hvad blomsterne hed, fordi min far vidste da alt.
“Ja, det er skovblomster,” sagde min far.
Sikke et smukt navn, tænkte jeg.
Jeg kan faktisk ikke huske så meget om mit første møde med Signe. Jeg husker kun små filmstrimler: Anemonerne, en bogfinke, som gentog sin remse i et træ, lige hvor vi sad i græsset. Der var kage, jeg er klodset og tabte mit stykke ned på græsset, samlede det op for at spise det, men Signe sagde: “Nej, tag et andet. En kat kan have tisset der!”
Det var virkelig omsorgsfuldt, tænkte jeg. Og indeni ærgrede jeg mig, fordi jeg er så klodset og fx spilder et stykke kage, som OM der bare findes uendelige mængder af kage!?
Men den dag var der altså kage nok.
V
Samme dag gav Signe mig sin bog Vaffelheks. Det kan jeg ikke huske skete, men det er ganske vist, for i en mail, jeg skrev til hende bagefter, står der:
“Hvis du bemærkede, at jeg tøvede da du gav mig den, var det fordi jeg ville sige til dig, at jeg holder virkelig meget af at se på dine illustrationer. Du kan tegne ting som de rent faktisk føles. Og det hele er så organisk og vildt men altid poetisk, også. Men så blev jeg genert og tænkte det til dig i stedet.”
Jeg vælger det greb at citere mig selv her, fordi det er en god overgang til at fremhæve noget helt centralt om min oplevelse af Signes illustrationer:
Jeg synes, Signe tegner ting som de rent faktisk føles. Hendes illustrationer er organiske og vilde – men også altid poetiske. Og, uddyber jeg: Der er noget dristigt, noget trodsigt, noget charmerende flabet i hendes streg og de valg, hun tager, men samtidig er der en sirlighed, en sanselig og sjælden sårbarhed og tilstedeværelse. Signe gør sig umage. Og hun er faktisk ikke bange. Selvfølgelig synes jeg, det er enormt inspirerende. Jeg griber efter den tråd. Jeg vil holde fast i lige sådan en tråd.
VI
Det var i maj 2020, at Signe og jeg skrev lidt sammen om noget sommerfuglerelateret. Det var, fordi hun havde set fotos af mine larver og pupper – og hun spurgte nysgerrigt og interesseret ind til mit projekt. Hvor lykkeligt at snakke om larver og pupper, jeg kunne da godt bare ævle for evigt om det emne, sad jeg og tænkte og viste Signe flere fotos, og så skrev hun:
“Vi burde lave en bog om sommerfugle sammen.”
