7. juni – Dag 19

Efter tordenvejret

Efter en urolig nat med blitzlys og den skrumlende energi og bragende lyd fra luft der udvider sig, cyklede jeg langt ud på fælleden. Alt var tungt og vådt efter nattens overvældende skybrud, men jeg så at Aftenpragtstjerne og Kongelys nu også har meldt sig helt ind i året. Engang mødte jeg en Blåfugl på Fælleden, og på en eller anden måde er det altid dén jeg forventer at træffe, når jeg cykler derud, men jeg ender altid i stedet med at bemærke andre arter og nye vækster, og på den måde stopper Fælleden jo heldigvis aldrig med at være spændende og relevant.
Tilbage i byen cyklede jeg forbi en af de nordlige kolonier på Volden. Nælderne og den øvrige beplantning er skåret ned. Det var her jeg hentede larver for 19 dage siden.

Charlotte

Jeg har læst at sommerfugle bedst kan høre lave frekvenser, så måske var det ikke nattens tordenbrag der vækkede dem, men til morgen var over 20 nye insekter allerede vågne og spændte, altså det sitrede helt bogstaveligt i deres små kroppe og vinger, de var fuldstændigt klar til at hvirvle ud i juni, og det blæser, så de hvirvler virkelig – og ind og ud mellem regnbyger.

En enkelt sommerfugl kunne ikke slippe af med puppens hat. Et ben og et følehorn sad fast derinde. Sommerfuglen kæmpede med det i over en time og herefter prøvede jeg at se om jeg forsigtigt kunne lirke det lille stykke puppe-papir af, men måtte opgive da jeg indså, at jeg højst sandsynligt blot ville rykke hele hovedet af insektet i stedet.

I dag hedder sommerfuglene Charlotte, efter min storesøster, som engang, da vi var meget små, begejstret, og i streng videnskabelig interesse, rykkede benene af en flue foran mig, så jeg tudede hysterisk i vilden sky. Vi fremstår begge langt mere normale nu som voksne individer.

Charlotte