Jeg elsker dig, hest!

En dag mødte jeg en hest. Jeg ville virkelig gerne være dens ven. Jeg troede, det var gensidigt, indtil den bed en knap af min jakke.

image

Venskab handler om timing. En måneds tid før hesten afviste mig, havde jeg fået et postkort fra en, der hed Stine, som jeg ikke kendte, og jeg havde, samtidigt, sendt et postkort til hende. Det var et virkelig vidunderligt slumpetræf.

image

Stine rev ikke en knap af mit tøj. Vi blev bare venner.

Men jeg tænkte stadig på hesten. Så jeg besluttede at skrive om den.

image

Det tog et lille stykke tid, fordi jeg har en hjerneforstuvning, der trækker lidt ud.

image

Men en dag var historien færdig. Jeg viste den til Stine. Hun syntes den handlede lidt om hende.
Og så blev vi enige om, at hun skulle lave illustrationer til historien, så det kunne blive en rigtig bog.
Det er meget, meget rart at lave en bog sammen med en ven.

image

Stine tegnede og tegnede, mens vi ledte efter et forlag, der så gad være venner med vores bog.

image

Og tilsidst fandt vi et!

image

Og så var det bare at vente. 

image

Og vente.

image

Og glæde sig!

image

Facebook

Jeg har lavet en facebook-side.
Dette  er interessant for netop dig, hvis:

1. Du ikke bruger en rss-læser, men følger de blogs, du læser, via Facebook.
2.  Du vil gerne følge min blog og/eller mit forfatterskab.

Jeg opdaterer ret sjældent min blog, fordi jeg stadig har en hjerne, der laver knibeøvelser. Det suger en del energi at skrive længere tekster, hvis jeg også skal gøre mig umage, så min Facebook-side vil jeg bruge til hurtigt bonus-materiale og nyheder, som jeg egentlig synes ville være lidt trivielt og potentielt kedsommeligt at fylde bloggen med.
Facebook har bredere skuldre. Håber jeg.

Dengang med Kina

image

Vi er i 1979. Nogen har sat mig ud på en isflage på havet. Der står jeg så og ved ikke, at om 34 år vil en lille bitte bog jeg har skrevet om en hund, blive oversat til den ene slags kinesisk, der findes jo to slags, og jeg har vidst det i halvanden måned, men skulle være stille mens der blev skrevet under. Og jeg har været stille og kigget på det billede af mig på isflagen.
Der stod jeg og frøs en smule, forestiller mig.
“Stå lige stille,” var der sikkert en voksen der råbte, “Vi henter dig ind om lidt.”
Og jeg stod der og tænkte helt sikkert ikke på Kina. Det gør jeg så tilgengæld nu. Jeg står ikke ude på havet men ligger bare i en sofa under en dyne. Jeg ligger helt stille. Men jeg tænker.

Her kan man læse mere, især hvis man kan den der ene slags kinesisk.

“Velgørende politisk ukorrekt”

Sådan stod der i Politiken om Tom Kristensens og min blodige Unhappy Feet for begyndere: Billy smiler rødt.
Anmelderen Steffen Larsen smider 5 røde hjerter og siger blandt andet også:
“Zenia Johnsen fortæller den skrækkeligt vellystige historie om blod og splat, og Tom Kristensen tegner helt uden rullegardiner med liflig brug af den røde farve. Kan man sådan noget? Er det nødvendigt at skræmme skolesøgende, lærere, bibliotekarer og pingviner på den måde? Ja! Engang imellem er det nødvendigt at slå i bolledejen for at få historien til at hæve.”

Og mens Billy sætter blodspor, flyver Flæske igen eller måske endnu:

image

“Zenia Johnsen har sammen med Kamila Slocinska (ill.) lavet en underfundig og skæv fortælling med et stort og abstrakt undertema. Er det bedst at holde snuden i rillen og fokus på det nære og håndgribelige? Mister vi jordforbindelsen, hvis vi kun ser på skyerne og alt det fjerne og uopnåelige? Og ville det egentlig være så skidt hvis vi gjorde? Bare et øjeblik eller to.”
Skriver Marlene Langbo- Friis på Bogliv.dk (Læs hele anmeldelsen)

Jeg er taknemmelig.

Læs mere om Billy smiler rødt
Læs mere om Hunden, der ikke troede på op

Billy smiler i Weekendavisen

Weekendavisens anmelder Søren Staal Balslev synes, at “Billy smiler rødt” er en mærkelig bog – jeg er meget taknemmelig. I anmeldelsen skriver han også:

“En mere overraskende og fin gave kan man dårligt finde, men det mærkeligste af det hele: sproget er udsøgt og præget af meget syrede haiku-lignende replikker.”

“…du kommer aldrig til at læse noget lignende.”

“Tegningerne er fæle og næsten rørende.”

wpid-screenshot_2014-05-13-15-37-1001.png.png

Man kan finde Billy her.

Ang. Nobelprisen

Det første længere værk, jeg skrev, var en takketale i forbindelse med Nobelprisen. Jeg var 11 år og dermed den yngste prismodtager nogensinde, men jeg havde alligevel meget at sige og meget at takke for. Jeg skrev talen om mange gange, indtil skriften hældte helt rigtigt, og jeg fik seneskedebetændelse, min første arbejdsskade.
Dengang jeg modtog Nobelprisen, var det for et overrumplende højlitterært værk, som hed Den forbandede violin. På det tidspunkt skrev jeg lidt i samme nordiske tradition som William Heinesen og Tarjei Vesaas, forestillede jeg mig.
Siden har jeg skrevet en del i tradition med mig selv. Jeg har skrevet to færdige romaner og to halve. De ligger i en skuffe sammen med en masse noveller og vil ikke nogen noget lige nu. Jeg har altid skrevet meget, og det eneste, jeg med garanti vidste, jeg aldrig ville skrive, var billedbøger og letlæste bøger. Men så skrev jeg en billedbog ved en fejl, og det gik den godt, og nu har jeg skrevet en letlæst bog, og snart bliver den skudt ud i verden. Jeg startede således med Nobelprisen, men arbejder mig helt praktisk op fra den anden ende af den litterære ende af fødekæden.
Med Billy smiler rødt er jeg nået til melbollen i litteraturen: Det letlæste værk.

image

Julekort til Mette Frederiksen

Kære Mette

Engang havde jeg 3 jobs.

Jeg var bibliotekar, forlags-konsulent og lektør. Når jeg havde fri, skrev jeg anmeldelser af litteratur og mine egne historier. Jeg følte mig levende og værdifuld. Jeg var levende og værdifuld.
Så kom jeg ud for en ulykke og fik en mild traumatisk hjerneskade, som gav mig fysiske og store kognitive udfordringer.
Jeg blev fyret, og min kommune brugte straks derefter den nye førtidspensionsreform til at smide mig ud af sygedagpengesystemet. Fordi det er det, de gør. Du ved det ikke. Du snakker om at “komme op på dupperne”, og det er en del kommuner skam helt med på. Men ikke som du tror. De er snedigere end dig.
Kommunerne masseproducerer svage i deres iver efter at spare penge. De slipper afsted med det. De slår mennesker i stykker og laver et skævt samfund.
Det er dit ansvar at indse det.

Nu har jeg intet. Intet arbejde, intet helbred og ingen indkomst. Jeg er ikke en ressource, man vil satse på. Jeg har slået mig på systemet og har absolut ingen tillid tilbage til det samfund, jeg engang var en del af.

Nu er jeg en af “de svage”. Dem, som du taler om.

Jeg er 38 år og kasseret. Jeg tog en lang uddannelse, brugte den og endte som uden praktisk værdi for mit samfund.

Jeg overlever, fordi der er mennesker i mit private liv, der ser det som deres ansvar og pligt at gribe mig. Det er dem, der redder det liv, som samfundet har kasseret. Det er dem, jeg en dag vil betale tilbage til.

Jeg ønsker dig og din familie en god jul.

Bedste hilsner
Zenia

Det post commotionelle syndroms 5 læsefaser

image

Hvad laver man, når man ikke kan læse bøger?
Man tænker på at læse bøger.

Jeg har udviklet en model, der beskriver det post commotionelle syndroms 5 læsefaser. Jeg har for nemheds skyld kaldt den:

Det post commotionelle syndroms 5 læsefaser

1. Fortrængning
Du tror ikke på det. Tabet af læsningen er så overvældende, at du kastes ind i en tilstand af lammende chok eller ubegribelig følelsesløshed. Du prøver at overbevise dig selv om, at siderne kun er slørede og utydelige, fordi du i virkeligheden lider af en helt uskadelig men dog dramatisk øjensygdom, der imidlertid kan behandles med kamillete.

2. Vrede
Du bliver voldsomt oprørt og vred. Du råber fx ned i siderne, laver et bidemærke i en bog eller ringer til et net-antikvariat og spørger, hvad de vil give for ca 5000 elendige lortebøger.

3. Forhandling
Nu bliver du desperat og beder Universet om hjælp. Når du alligevel ligger vågen om natten, begynder du at messe: “Jeg vil gøre alt. Jeg vil læse krimier, jeg vil læse hele Twilight-serien. Jeg vil gøre ALT!”

4. Depression
Du indser situationen og fyldes af en dyb knugende sorg og gennemgribende tristhed. Du kigger ikke længere på din reol og stopper med at høre Skønlitteratur på P1. Boghandlere interesserer dig pludselig lige så meget som Giro d’Italia.

5. Accept
Du accepterer, at du ikke har været en litteraturlæser i 11 måneder ud af 35 aktive læseår.
Du flirter med din reol og tænker på alle de bøger, der er udkommet, mens du ikke læste. Du går ind i boghandelen og tager mobilfotos af de bøger, du engang vil læse.
Du tager en bog ud af reolen, Søstrene Musehjerte hedder den, og du ligger den på dit natbord.
Du beslutter at starte forfra og lære at læse litteratur igen. Et ord ad gangen.
Du googler analfabetisme og læser, at UNESCO anslår, at der er 775 mio. analfabeter i verden. Du ved, at du er en læser, også når du ikke læser. Du ved, at det ender godt og med en bog.