I Jylland, lige efter den gamle Lillebæltsbro på det første lange lige stykke, sætter en bil farten ned og kører tæt forbi mig, og ud af et åbent vindue bliver der råbt: “FUCKING FISSE!” I bilen sidder der fire mænd, de ler og hujer.
Jeg er cyklende, jeg stopper med at træde i pedalerne, lader cyklen tabe fart, og lidt efter når Janus op på siden af mig.
”Hvad var det de råbte?” vil han gerne vide, og jeg gentager: ”fucking fisse.” Janus siger, at nu var han jo lidt bagved lyden, men han synes ikke helt, det var fucking, det var mere sådan et kortere ord måske? Jeg siger, at jeg er ret sikker på, at det var fucking, men jeg kan tage fejl, jeg har før taget fejl, nuvel, det kunne også være fede, måske råbte de ”Fede fisse”? Janus siger at mja, det synes han heller ikke, og jeg spørger, om vi i det mindste er enige om fisse, og det er vi, der blev højt og tydeligt råbt fisse, og jeg siger, at i grunden er det en vild ting at gøre ved et andet menneske, at råbe noget så nedladende efter nogen på den måde. Janus siger, at det jo ikke har noget med mig at gøre, og jeg siger, at det er jeg klar over, at jeg skal tænke, de er nogle tabere, og upoetiske, men det er ikke dét, jeg taler om, jeg taler om, at det er en vild ting at gøre, helt grundlæggende. Og for mig selv tænker jeg over, at selv om det ikke har noget med mig at gøre, har det alligevel noget med mig at gøre, på en ufrivillig måde vedrører det mig, når nogen kalder mig en Fucking fisse. Jeg tænker på, hvordan det mon føles at råbe efter et umiddelbart tilfældigt menneske. Jeg tænker på, hvad jeg godt kunne tænke mig at råbe, men jeg er faktisk lige pt blank. Kan det virkelig passe, at jeg slet ikke har lyst til at råbe af nogen? Hvad kunne være lækkert at råbe? Jeg spørger Janus, om der er noget, han godt gad råbe efter nogen, og han siger, at det ved han da virkelig ikke, og sådan cykler vi videre lidt i stilhed, indtil han siger, at måske var det jo slet ikke til mig, de råbte whatever fisse til, men til ham?
”Måske råbte de af mig, fordi jeg cykler på en cykel uden stang?” foreslår han. ”Måske provokerede det deres maskulinitet?”
Jeg siger, det er virkelig sødt af ham at tænke sådan, men jeg er ret sikker på, at det var til mig. Jeg spørger, om han har lyst til, at vi brainstormer på, hvilken slags fisse man kan være, men han siger, at han egentlig ikke er så inspireret på emnet, hvilket ærgrer mig, og der er sådan en sær hjemløs uro i min krop. Fucking fisse! råber jeg derfor, og det får en råge, der står på græsset ved siden af cykelstien, til at lette. Jeg spørger Janus, om han kan huske, dengang vi boede i Aalborg, og der var en mand på gaden, som gned sin tommel over det yderste af to af sine fingre lige foran mig, mens han kaldte: Kusse, kusse, kusse? Han slikkede sig om læberne. ”Undskyld hvad?” havde jeg svaret, og manden havde venlig gentaget, og jeg blev ved med at tænke på bagefter, at det var da virkelig upassende at være sådan på en søndag, fordi det var en søndag formiddag, klokkerne fra Budolfi Domkirke ringede samtidigt, den slags detaljer bliver jo ved en, men senere sagde en kammerat, at jeg da helt sikkert havde hørt forkert. Måske havde manden sagt: Kursus, kursus, kursus! Altså, han havde spurgt om vej til et kursus. Jeg ville da rigtigt gerne vide, hvorfor en mand skulle smiske kursus, kursus, kursus, mens han lavede kis-kis bevægelser med fingrene. Min kammerat kunne på den anden side spørge om, hvorfor han dog skulle sige kusse, kusse, kusse? Og vi kom det simpelthen ikke nærmere.
Men så var der dengang i Føtex, fortsætter jeg, døren er sparket ind, jeg har brug for at forbinde prikkerne, i Føtex var der to unge fyre, der kom hen og sagde: ”Undskyld, kan du ikke hjælpe os med at finde hylden med kusse?” Jeg var selv netop ved at fare helt vild i de glutenfri produkter, så jeg sagde forvirret: Hvad? Og de gentog, nu fnisende: ”Hvor er kussen, har du set hylden med kusse?”
De talte med besynderlige, skabede stemmer, altså, det var rent faktisk kun den ene, der talte, den anden, det så jeg først nu, holdt sin mobil frem og filmede mig. Han havde sådan et begejstret tæt på lykkeligt udtryk i ansigtet. Ham, der førte ordet, tog lige en omgang til, ja, jeg gider ikke gentage det her igen, og jeg var helt forvirret, men forstod da så meget, at jeg var i centrum for en latterliggørelse, en ydmygelse, det var helt udramatisk men helt sikkert, og sagde: ”Fuck jer!” Og stormede ud af gangen med glutenfri produkter. Jeg ville da gerne have reageret på en mere værdig og raffineret måde. Bagefter fantaserede jeg for eksempel om, at jeg i stedet havde taget min mobil frem og havde filmet tilbage. Bare sådan helt iskoldt. Nedbrudt dem sekund for sekund med mit mobiløje. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville sige, med min mest myndige stemme: ”I spørger efter hylden med kusse, drenge?”, mens jeg gik tættere og tættere på. Jeg ville filme helt op i deres næsebor. I stedet ringede jeg op til Janus henne fra køledisken med madspild og sagde, at nogen havde spurgt efter kusse og filmet mig i mens, og han sagde, at dét havde han faktisk lige læst om, ja, altså noget tilsvarende, så lagde de det på fx TikTok eller YouTube.
”Er det sådan de gør nu?!” skingrede jeg og var ikke selv klar over, hvem eller hvor mange dette de rummede. Janus kunne kun træt bekræfte
”Så jeg er underholdning?” fortsatte jeg og kiggede fortvivlet ned i køledisken med madspild, der udover Lurpak bugnede af dødt kød, jeg så det som de afskårne lemmer, det var. Janus sagde, at måske kunne jeg sige det til personalet, at nogen gik rundt og generede kunderne. Jeg så mig omkring. ”Men personalet er jo … børn,” sagde jeg. Det var pludselig overvældende ensomt at være den eneste eventuelle voksne tilstede i Føtex.
Vi har cyklet i tavshed et stykke tid. Jeg ved ikke, hvad Janus tænker på, han er faldet lidt bagud på cykelstien, jeg er vist heller ikke lige sådan at følge med lige nu. Jeg kan desværre ikke stoppe med at tænke på alt det med fisse og kusse, der er virkelig sådan en urolig strøm i min krop, som får mig til at træde hårdt i pedalerne, men jeg holder inde lidt og lader Janus køre op på min venstre side igen.
”Det er bare dét med dem, dengang,” siger jeg, og ved et spændende slumpetræf glider der netop en meget stor mørk sky for solen.
”Skal vi stoppe og snakke lidt om det?” spørger han, og jeg siger, at det er for meget at gøre ud af det, og jeg vil også bare gerne hjem, måske trækker det op til regn, siger jeg og mener velsagtens, at i virkeligheden vil en sit down lige nu trække tårer, det kan jeg mærke på den svage hyletone, som hviner i mine ører
Dét med dem. Det skete de sidste fem minutter af en aftenvagt på børnebiblioteket, hvor jeg arbejdede. Jeg var alene på etagen, jeg gik og ryddede op og stod og sorterede i Totte & Lotte bøger, da tre mænd i 20erne kom ud af elevatoren. De var velklædte, som om de skulle i teatret, det lå i samme bygning, så jeg tænkte, at de var gået forkert, jeg gik dem i møde, jeg havde en Cirkeline-dukke under den ene arm. Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med noget, jeg sagde, at biblioteket var ved at lukke. De standsede op, de virkede meget alvorlige, jeg var nået helt hen til dem, og fordi de ikke svarede mig, men bare betragtede mig tavst, tænkte jeg, at måske talte de ikke dansk, jeg tog tilløb til at gentage, hvad jeg allerede havde sagt, men nu på engelsk, da en af dem så højt og tydeligt sagde: ”Hvad siger du, din fede skede?”
Deres latter. De talte indbyrdes om noget, jeg godt kunne trænge til. De gik tættere på, de var tre, men føltes som ét væsen. Jeg kunne mærke en markant sammentrækning i blæren, der løb en kold iling fra baghovedet ned til mine fødder, så det her er FRYGT, tænkte jeg, men kunne ikke få det til at hænge sammen. Jeg så tilbage mod Totte og Lotte-bøgerne. Lod øjnene løbe over bogkrybberne med Peter Pedal-bøgerne. De ord, de sagde til mig, forbinder jeg nu i dag med Peter Pedal. Det er en arbejdsskade, ingen kunne forudse. Og hvad stiller man op, når man står alene med Cirkeline under armen på et børnebibliotek og bliver nedgjort og ydmyget af tre fremmede mænd . Jeg ved det ikke.
Senere ville min leder sige, at der jo egentlig ikke ”var sket noget”, at det blot havde været ”drengestreger”.
Det er det sidste store lyskryds, inden vi snart er helt inde i byen, vi har cyklet hele vejen fra Faaborg, og nu triller vi op på siden af bilen fra før, de holder for rødt.
”Det er lige meget,” siger Janus, da han bremser op ved siden af mig, jeg er tættest på bilen. Jeg fantaserer om, at det er nu, jeg tipper kækt på cykelhjelmen og siger: ”Hva’så, hængerøve?” til gruppen af mænd i bilen, men jeg ser jo bare frem for mig. Da det skifter til gult, vender jeg alligevel hovedet og ser mod bilen, jeg får øjenkontakt med ham, der sidder forrest i passagersædet. Vi ser på hinanden, der sker ikke mere. Han har aldrig set mig før.
August, 2023