Hjernen laver knibeøvelser, der er en summen under huden, noget rumsterer, men nu fortæller boghandleren kunden, der står foran mig, at jeg er forfatter. Jeg klamrer mig straks til den bog, som jeg er trådt ind i køen med. Kunden vender sig om og kigger på mig, han holder min seneste roman op, den lå på disken i en lille stak, han tog den selv i hånden, ingen rakte ham den. Han træder ud af køen, mens jeg selv trækker baglæns. Han holder stadig bogen op, kigger skiftevis på min bogs forside og på mig, det er faktisk, som om han prøver at se sammenhængen helt konkret, som om han leder efter en åbenlys genkendelighed mellem forsiden og mit ansigt. Sådan står vi lidt, vi venter vel også på, at jeg siger noget. Jeg siger: ”Hej”. Det er en god indledning, jeg har haft held med den før. Boghandleren siger: ”Hun har også skrevet bøger for små børn.” Jeg nikker for at bekræfte. Han siger: ”Jeg må beklage, men jeg har aldrig hørt om dig.”
Jeg svarer straks, at det skal han ikke beklage, det har ingen. Det lyder patetisk, måske ligefrem passivt-agressivt, men det er altså bare en konstatering. Jeg er lige ved at tilføje, at jeg ikke har hørt om mig, men det bliver for friskt, jeg når heldigvis straks at skære sætningen, ordene sidder på, over.
Kunden nikker lidt, og et venligt smil bryder langsomt frem, jeg tror i hvert fald, det er venligt, jeg vil skrive, det er venligt, jeg har i øvrigt pyjamasbukser på, det bliver jeg meget bevidst om i dette øjeblik. Jeg har ikke været i bad, og jeg har pyjamasbukser på. Jeg vågnede og sad lidt på sengekanten, og så tog jeg herned for at købe en roman, jeg savnede, men ikke aner, hvor befinder sig i mine reoler. Jeg kan se, hvorfor det føles belejligt at springe felterne med personlig hygiejne, påklædning og mad over, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det føltes nemmere at gå ud af huset og ned i boghandlen og købe bogen end at lede efter den derhjemme. Det sker måske, fordi jeg på en eller anden måde glemmer, at andre mennesker findes, at når jeg går ud, vil jeg uvægerligt støde på andre mennesker, måske er det helt enkelt blot, fordi jeg allerede er helt udmattet, når jeg vågner, og derfor ikke tænker klart. Uanset, nu betaler jeg prisen. Nu står jeg et offentligt sted i pyjamasbukser, og en kunde, en potentiel læser af min seneste roman, spørger netop: ”Men hvad handler din bog om?”
Jeg er ikke den rigtige at spørge, det er det korte svar, jeg må finde på noget bedre, jeg må abstrahere fra mine egne pyjamasbukser, jeg siger: ”Jo, altså, det er en lille historie om en dreng, som bor på en ø, der på en eller anden måde holder op med at eksistere.” Kunden nikker, og i den pause, der nu opstår, fantaserer jeg om at skrabe det løse hud af, der flagrer på siderne af hans næse og pande. Vi burde tale om fugtighedscreme, det virker mere relevant, tænker jeg. Jeg vil gerne sige: ”Men det er ikke en bog til dig. Og slet ikke i dag.” Jeg bilder mig ind, at jeg kan vurdere det, hvor er det arrogant, nej vent, det er måske en rest bibliotekarisk faglighed, som flimrer. Den rigtige bog til den rigtige låner, på det rigtige tidspunkt lærte vi på Biblioteksskolen. Jeg elskede den sætning. Jeg elskede den ide om perfekt timing, og at være medvirkende til at skabe det perfekte møde, det rette match af menneske og litteratur. I 10 år havde jeg den sætning som min indgangsbøn hver dag, når jeg gik på vagt. Jeg fortalte det engang til en kollega, og jeg spurgte om, hvad hendes indgangsbøn var, og hun sagde, at hver dag, når dørene blev åbnet for publikum, fik hun en lille kuldegysning, også efter 30 år i faget, og så tænkte hun med fryd: ”Nu kan ALT ske.”
”Er det en krimi”, spørger kunden. Jeg afviser og tilføjer, at jeg ikke bryder mig om krimier, og vi bliver straks begejstret enige om, at de fleste krimier er for voldsomme, for rædsomme, og der udkommer for mange. Men kan jeg lide Murakami, vil han gerne vide, jeg må afvise, jeg er ikke vild med Murakami, men jeg vil selvfølgelig gerne vide, hvorfor han eventuelt holder af at læse Murakami, men det gør han ikke, siger han, så langt fra, det var bare det der med min ø, der holder op med at eksistere, det er vel den slags, Murakami kunne have skrevet. Jeg kommer til at le og siger, at jeg bare er fra Randers, længere væk fra Murakami kan man vist ikke komme i sin forestillingsverden. Kunden ler også, jeg ved ikke helt, om vi ler af det samme, men det er rart at stå her blandt bøger og le. Nej, det er islændingene, han kan lide, siger kunden så. De store islandske forfattere. For eksempel har han fornylig læst Stiklingen af Auður Ava Ólafsdóttir. Det overrumpler mig kort, at han nævner hende, jeg troede, at han ville udrulle Laxness, Einar Már Guðmundsson, Jón Kalman Stefánsson … Men der ser man alligevel, hvilken forskel Nordisk Råds litteraturpris kan gøre, tænker jeg taknemmeligt.
Engang kunne jeg ikke læse i flere år, men den første bog, jeg læste efter denne meget lange og rædselsfulde ufrivillige læsepause, var netop Stiklingen, netop nu indser jeg det poetiske i, at det var netop den. Jeg rækker romanen, jeg jo stadig står og bærer på, frem mod ham og fortæller, at jeg netop selv er her på grund af en islænding.
Svar på Helgas brev læser han højt fra forsiden, nej, den kender han ikke. ”Så er du heldig! Du har noget vidunderligt til gode!” siger jeg og begynder at tale i overskrifter:
”En smuk og uhyre velskrevet historie om skæv og tabt kærlighed”
”En roman der kræver så lidt af sin læser, men giver så meget.”
Kunden siger, at den må han huske, og jeg siger, at han bare kan få dette eksemplar, jeg tog det sidste, men jeg kan bestille en ny, eller måske har jeg den derhjemme, jeg ved bare ikke helt hvor. Han hiver nu den seneste Guillou frem som et bordtennisbat, han elegant parerer min bold med, det er meget overraskende, jeg så det ikke komme, og han siger, at han faktisk bare kom for denne. Det er ikke en krimi, men det kunne det vel lige så godt have været, tænker jeg i mine pyjamasbukser, og jeg ser nok uhyre tvivlende ud, fordi kunden begynder nu at tale meget varmt om Guillou, Mesteren, ”Guillou forstår virkelig at male et billede,” siger han for eksempel. Jeg har personligt aldrig tilgivet Guillou for engang at have skrevet om en hund, der bliver pint og myrdet, det var bestemt en meget malende beskrivelse, jeg ville måske endda kalde den ”svælgende”, så frastødt var jeg. Kunden siger, at Guillou måske er vor tids største forfatter, han ser på en eller anden måde bevæget ud, mens han siger det, og jeg vil gerne bidrage og siger, at Guillou skriver sine romaner på skrivemaskine, det synes jeg er en smuk bedrift. Jeg skriver også på skrivemaskine, helt sikkert af andre grunde end Guillou, men hvad ved jeg egentlig om, hvad der driver Guillou til at skrive på skrivemaskine? Mine sidste overvejelser siger jeg ikke højt, og det er nok godt det samme, fordi kunden ser lidt irriteret ud nu og siger, at det lyder da helt skørt. Hvorfor skulle Guillou skrive på skrivemaskine?! Jeg siger, at måske husker jeg forkert, fordi jeg vil helt ærligt ikke forstyrre denne mands store beundring for Mesteren.
”De er også virkelig godt oversat til dansk, hans bøger,” siger jeg.
”Det har jeg aldrig tænkt over,” siger kunden, og jeg siger, lidt for hurtigt og helt sikkert for kækt: ”Lige præcis!”
Han smiler og siger, at nu må han hellere få betalt, men det var hyggeligt at sludre med mig. I lige måde, siger jeg. ”Og held og lykke med din bog med øen” siger han også, og jeg takker og siger: Husk nu Svar på Helgas brev, inden jeg laver en langsom og af en eller anden grund sidelæns retræte ud af butikken. På vejen rækker jeg ud og sætter Svar på Helgas brev fra mig på en tilfældig hylde. Jeg er udmattet, jeg ser dobbelt, og jeg ser ned på fødderne for enden af mine pyjamasbukser for at finde fokus, inden jeg træder ud på gaden, jeg tænker på min gamle indgangsbøn igen, jeg tænker på det der med: Nu kan alt ske. I virkeligheden sker der ikke mere for hende, der engang tænkte sådan. Hun ligger på kirkegården, har gjort i årevis, og indimellem går jeg forbi hendes grav, jeg tegner hendes navn op med en finger, og så ligger jeg hånden på ordet BIBLIOTEKAR, som er mejslet øverst på stenen lige over hendes navn, og sorgen deler sig, i tab af mennesket og i tab af faget. Men lige nu vender jeg mig om og ser tilbage ind i butikken. Kunden er ved at betale for Mesteren. Jeg begynder at gå, det eneste, jeg skal nu, er at finde hjem igen. Dagen er skrevet færdig, og mine tanker er et farvebånd, som er ved at slippe op.
November, 2018