Natten har ikke været rar, jeg har hovedpine, jeg er svimmel. Natten var alt for lang og samtidig selvfølgelig alt for kort, og tankerne stimlede sammen og blev for mange, og katten lå henover mine ben, det er irriterende, men alligevel er jeg altid taknemmelig når katten ligger henover mine ben.
Da jeg trækker kroppen til mig, sover katten videre, og jeg finder mobilen for at se hvor langt dagen er nået, og ser samtidig at der er mail fra Jeanne, min redaktør.
“PER på vej”, står der i emnefeltet, og jeg vågner, jeg kommer helt ud af sengen, på med tøjet, ned af trapperne, et ben ad gangen, altid først højre og så venstre der følger efter, og så gentage. Min trappestil gør at man altid kan høre når det er mig på trappen, min far sagde, at man altid kan høre når det er mig. Jeg går ikke ned af trapper, jeg bumper. Jeg er også faldet ned af trapper, men ikke tænke på det nu, bare videre, koncentrere sig, hele vejen ned til hoveddøren, åbne, kigge efter, nej, ingen kasse med PER.
Nu står dagen stille indtil posten har været her. Det er ok.
Da Postnord-bilen flere timer senere kører op foran huset har jeg åbnet døren inden bilen er parkeret. Jeg rækker armene ud før manden i blåt er nået hen til mig. Han siger: “Nå, det er med at få den ind i varmen, hva?”. Jeg svarer “ja” og ville gerne sige mere, måske fortælle hvad der er i kassen, men det er jo ikke relevant for hans dag, og det her er i øvrigt ikke et socialt medie, det er bare et øjeblik foran min hoveddør.
Jeg åbner pakken og dernede er bogen, eller der er jo flere af dem. En pakke fuld af fri-eksemplarer. Bogen findes. PER findes. I flertal.
Det her er min bog nummer 10. Sidste år havde jeg 10 års jubilæum som forfatter.
Jeg har tænkt på hvorfor det så ikke føles som om det bliver nemmere. Hverken at skrive men heller ikke at udkomme, især ikke at udkomme, føles nemmere. Der er noget i den her gentagelse som overhovedet ikke er en gentagelse. At udkomme med et værk er for mig forbundet med stor forudsigelighed og ingen forudsigelighed. Og lige i det her øjeblik føler jeg mig virkelig ensom. Lige her hvor jeg står med PER i sin trykte form for første gang. Alle de tanker, alle de overvejelser, al den tid og nu findes bogen. Nu er den helt konkret. Nu er bogen en bog. Om en måned udkommer den og så kan alt eller intet ske – men uanset er bogen på en eller anden måde jo ikke længere bare min.
Men hvor kom PER fra? Hvordan blev værket til? Hvorfor blev det til? Jeg vil gerne spole baglæns og sidelæns. Jeg vil gerne skrive om det.
Her begynder mine feltnoter om PER.
Fredericia, 14. februar, 2023
