Ved mit skrivebord står en lille oval messingramme med et sort/hvid foto af en dreng der sidder i en vindueskarm. Vinduet er åbent, drengen har trukket benene halvt op under sig, en hånd hviler på det ene lår, den anden hånd er ikke synlig. Der er noget med hans udtryk, som jeg kender meget godt, som jeg har kendt hele mit liv, men som jeg alligevel altid er i tvivl om. Han både smiler og ikke smiler, man kunne sige det er helt Mona Lisa’sk. Udtrykket ændrer sig hele tiden. Måske skyldes det noget med øjnene, hans blik, man kan ikke få øjenkontakt med ham, selvom han kigger lige på fotografen. Der er noget med at han er tilstede men ikke nærværende. Han sidder i den her vindueskarm – men er han egentlig på vej ind af vinduet eller på vej ud af det?
Drengen hed Per. Jeg tror fotografiet er fra ca. 1955 og så var Per 6 år. Per sidder i en vindueskarm på en gård der hed Bjerregaard, den lå i Tvede, som ligger i Østjylland, gården findes ikke længere, og det gør Per heller ikke, han døde i 2006. Det sidste jeg sagde til ham var: “Vi ses lige om lidt!”
Per var min far.
(Rødkælken på Pers skulder kom til senere. Det er mig der plantede den der, fordi jeg tænkte, at han havde siddet alene i den vindueskarm alt for længe – og så er der også det som C.S. Lewis skrev om rødkælken i Løven, Heksen og garderobeskabet: “I alle de historier, jeg nogensinde har læst, er rødkælke altid gode fugle. Jeg er sikker på, at en rødkælk ikke ville være på den forkerte side.”)