At skrive noget
To dage til udgivelsesdagen. Mine nattetimer er hvirvlende fulde af tanker, mest mine egne. Nej, det bliver ikke nemmere at udkomme med et værk, men ok, hvad er det sværeste?
For mig er det blandt andet at tale om selve værket. “Tematikkerne”, “budskabet”, “emnet”.
Efter at have grublet og skrevet, været helt nede mellem alle sætningerne i lang tid, være kommet
ud på den anden side, nogle gange en smule forslået, andre gange uhyre lettet eller udmattet, er jeg færdig, jeg har gjort det bedste, jeg kunne, jeg har gjort, som jeg ville; at skrive indebærer også at tage uendeligt mange valg, og når jeg er færdig, er jeg færdig. Men det er jo først dér, det begynder for andre. For en redaktør, en læser – en anmelder.
Efter 9 udgivelser har jeg prøvet det hele, fortæller jeg mig selv: Dårlige, perfide, dovne, gode, smukke, overraskende eller ingen anmeldelser. Flueben ved den del. Det har været interessant for mig at få at vide af andre, hvad jeg ”i virkeligheden mener”. Det har været interessant at få at vide, at jeg har taget de forkerte valg, som om min historie kun kunne skrives på én måde, og jeg har så gjort det helt forkert! Det har været interessant at få at vide, når det, jeg har skrevet, giver mening, skaber en mening og genklang i et andet menneske. Lige der føler jeg mig virkelig forbundet til verden. Det er jo derfor, jeg skriver.
Men når nogen spørger ”Men hvad handler historien om?” bliver jeg stille. Det er jo ellers et virkelig godt spørgsmål, et relevant spørgsmål. Jeg vil helst svare: “Du må selv læse den.” Et fesent
svar. Men det er, fordi jeg tænker SÅ meget om værket, det er jo derfor, jeg har skrevet det. Det er derfor, jeg har brugt al den tid og gjort mig sådan umage.
Med PER kan jeg jo godt kort tale i overskrifter og sige, at det handler om sommerfugle og ensomhed og svigt. Men det handler jo om meget mere end det. En historie har rødder, en stamme, grene og kviste. Det hele rækker ned og ud og op, det hele vokser i alle retninger. Det er svært at yde et træ den helt rigtige omsorg og retfærdighed i en såkaldt elevatortale, synes jeg.
At skrive noget til nogen
Det næste naturlige spørgsmål efter det andet er: ”Hvem er bogen til?”
”Til dig!” har jeg så lyst til at sige med pistolfingre og et øjeblink.
Men hvem skriver jeg egentlig til? – nu må jeg svare ordentligt på det. Når jeg sidder og skriver, er det, fordi jeg har brug for, eller lyst til, at fortælle noget til nogen. Det har oftest været min mand, Janus, men helt aktuelt med PER tænkte jeg på Signe. Jeg skrev helt enkelt PER til Signe.
Og en flaskepost
Jeg tænker altid på bøger som flaskeposter, både mine egne og andres bøger. PLOP! En historie er i havet. Måske driver den helt til havs, måske går den i land. Får nogen øje på den, er det deres valg at samle den op, det er også et valg at læse den. Man kan stoppe papiret i flasken igen og smide den tilbage i havet, efter at have læst en linje eller det hele, det hele er et valg, det er, som det skal være.
Jeg tror ikke, man kan skrive bøger, der er til alle, man kan kun skrive bøger til nogen.
Men fik jeg svaret på, hvem bogen er til?
PER er til nogen. Og jeg tror, at nogen særligt fra 8 år vil kunne genkende nogen og noget i historien. Det er i hvert fald mit håb.
Jeg har igennem hele mit forfatterskab været særligt optaget af at skrive børnelitteratur, fordi jeg ønsker, at børn skal føle sig kloge og betydningsfulde. De skal forstå, at de er nogen. Ja, det ønsker jeg faktisk for alle læsere, men det begynder jo med de første flaskeposter, man trækker op af havet.
Resume:
PER er en historie om ensomhed, svigt og sommerfugle, og bogen vil gerne læses af især nogen fra 8 år og ældre.
