Mens jeg skriver en historie ser jeg billeder for mig, de er altid tegnet i blyant. Personer, rum, planter og den natur jeg skriver om, opstår som en indre tegnefilm af mange skitser som hvirvler bag ved de ord jeg skriver. De billeder jeg har mens jeg skriver er mit eget.
I forbindelse med mine billedbogs-historier har processen med illustrator-delen været meget forskelligartet, men som udgangspunkt har jeg ikke været involveret i illustratorens arbejde. Det betyder at jeg altid bliver meget overrasket når jeg ser illustrationerne til noget jeg har skrevet, intet er jo som mine egne indre blyantsstreger, men sådan var det ikke helt med PER. Da Signe sendte mig de første smugkig blev jeg ikke overrasket, illustrationerne var så genkendelige, som om de hele tiden havde eksisteret, og måske er det helt enkelt fordi jeg ubevidst forestillede mig Signes streg mens jeg skrev. Men jeg blev alligevel forbløffet da hun sendte mig en illustration af dét præcise badeværelse jeg tænkte på, da jeg skrev om at skylle visne mariehøns bort i en toiletkumme:
Illustration fra PER af Signe Parkins
Og jeg blev taknemmelig, da jeg så hvordan Signe illustrerede noget så enkelt som “madpakker“.
Illustration fra PER af Signe Parkins
Jeg fik kuldegysninger da jeg så hvordan Signe forstod at tegne ensomhed, tvivl, forvirring og underspillet rædsel ind i et nattebillede af et børneværelse med en rislampe i loftet:
Når jeg ser på Signes illustrationer til PER føler jeg mig både læst, hørt og set. Jeg føler mig helt enkelt forstået. At blive forstået er virkelig inspirerende, og jeg kan mærke, at dén følelse også gør mig modig.