Pletterne

Åh, pletterne ...

Glasset med mit hjemmelavede sommerfugleblæk røg på gulvet. Et øjeblik oplevede jeg alt i slow motion: Mig der febrilsk griber ud efter glasset, låget der pludselig ryger af i flugten, den røde væske der skyller frem, trægulvets skæbne i hænderne på naturlovene. Og så: Trægulvet der er som en svamp med helt vanvittig sugeevne og jeg; et menneske i den yderste panik og ærgrelse.
Vores hus er bygget i 1898, gulvet er af fyrretræ, mens jeg stundesløst tørrede op, pinte jeg mig selv med at tænke på hvor gammelt træet er. Hvor gammel er et træ når det bliver lavet til gulvplanker? Per ville have vidst det. Han ville også have vidst hvad jeg nu skulle stille op, tænkte jeg, og kasserede metervis af bloddryppende køkkenrulle. Jeg forestillede mig en fiktiv samtale med Per, hvor han bare helt kort og sagligt sagde: “Du kan kun fortynde blækket”.
Så jeg hældte vand på, forestil dig bare litervis af vand, og jeg trykkede køkkenrulle og klude mod pletten. Den veg ikke. Pletten var irreversibel.

I 1993 ødelagde jeg et parketgulv i et nyopført boligkompleks. Jeg gjorde det ved at sidde på gulvet og tegne, mens jeg havde et askebæger med en tændt cigaret stående ved siden af mig. Jeg glemte alt om den cigaret, huskede den først igen da der lugtede skæbnesvangert af brændt lak.
Jeg ringede til Per, og tryglede om hjælp. Inden for en time var han der, fattet og faglig. Han satte sig på knæ ved den forholdsvis store og aldeles tydelige begsorte plet på gulvet. Han tog en dyb indånding, så på mig, bad om en druesukkertablet, monterede de stærke læsebriller over næseryggen og begyndte operationen. Nænsomt høvlede han med et tyndt barberblad de øverste lag af pletten, han fjernede derefter hudlag efter hudlag, skiftede indimellem værktøj, sleb med finkornet sandpapir, dybt koncentreret var han, ydmyg var jeg.
Det tog lang tid men så var pletten faktisk væk. Næste åbenlyse udfordring var nu, at et stykke af parketgulvet var uden lak og i øvrigt havde en hel anden farve. Men selvfølgelig havde Per et udvalg af gulvlak i sin medbragte papkasse. Han forsøgte sig lidt frem og tilbage, bad om en druesukkertablet til, skubbede læsebrillerne op i panden og sagde så: Jeg har brug for noget gurkemeje.
Og med et drys gurkemeje blandet i gulvlak fiksede han det ødelagte gulv. Da jeg fraflyttede lejligheden takkede viceværten mig for at have passet så godt på parketgulvet, det var stadig som nyt.
Nu er det her jo en anekdote og ikke en tilståelsessag, men måske er der et sted i øst-jylland en lejlighed med et næsten neongult stykke parketgulv. Per grublede over hvad der ville ske, over tid, med kombinationen gurkemeje og gulvlak, men ellers talte vi aldrig om det igen. Man kommer jo videre, lader pletterne bag sig.

Men den store røde plet på det 125-årige gulv under mig må jeg stå ved. Nogen gange må man bare stå ved sine pletter, tænker jeg. Med meget små blyantsbogstaver har jeg derfor skrevet: Zenia gjorde det, 1. marts 2023.

Opslag fra PER – illustration af Signe Parkins

One comment

  1. Jeg tænker, om ikke tit, så jævnligt på det med skæbne vs tilfældighed. Min foreløbige konklusion er nok, at begge dele er den del af forklaringen. Det er muligvis filosofisk meningsløst, men det kan jeg heldigvis være ligeglad med, jeg er jo ikke filosof. Men jeg er ret sikker på, at hvis man ikke tager hænderne op af lommerne, så sker der ikke en skid. Heller ikke pletter. Men skulle man så sidde der og glo? Ellers tak, ik?

Leave a Reply