5. juni – Dag 17

Liv & død

Forbandet være al mobning – men alligevel absolut elsker jeg, og ler frydefuldt, hver gang jeg ser en gråkrage mobbe en musvåge. Og vi så det i dag, et sted på Bindeballestien mellem Vejle og Billund, vi sad midt i landskabet og himlen var den meget store fjernsynsskærm.
Vejret var pragtfuldt – vi cyklede igennem alle slags landskaber; mose, skov, eng, plantage, ådalsskrænt, hede, istidslandskab. Det myldrede med ærenpris, kulsukker, kløver, baldrian og sværdliljer, en hel mark fuld af lysende sværdliljer! Vi så kærhøg, tårnfalke, musvåger og blev underholdt af et overvældende udvalg af fugle – fra sangdrosler til guldspurv, gransanger og gøgen var der også.
Vi bemærkede særligt to insekter vi uhyre sjældent møder hjemme i vores egne cirkler: Den lille Sort måler, heldigvis også kaldet Skorstensfejeren, som er langt mere poetisk; En natsværmer der flyver om dagen og er helt sort på nær en lille hvid kant yderst på forvingerne. Det er et vimsende lille væsen, som er meget svær at fotografere med et mobilkamera – min mand forsøgte ellers længe og tappert.
Og så var der et andet insekt, jeg endnu ikke har fundet ud hvad var. Først troede jeg at det var Blåvinget pragtnymfe – men der tager jeg fejl. På en regnvejrsdag vil jeg dykke dybt ned i bøgerne og se om jeg kan finde det der.

17 nye Nældens takvinge blev i dag lukket ud i livet, til bragende solskin og helt vindstille vejr. Jeg kaldte dem Frederik – efter en ven som er mit store moralske og filosofiske forbillede.
To sommerfugle kunne ikke komme ud af deres pupper fordi andre larver havde spundet silketråd omkring dem. De døde mens de prøvede at sparke sig ud af pupperne, det skete mens jeg trillede lykkeligt rundt på Bindeballestien.

Dagens første sommerfugle, kl. 7.45
Tørrekøen. Der kan godt gå et par timer før insekterne letter.

4 Comments

  1. Altså, det er en stor ære. Tusind takvinger!
    Jeg har altid på en eller anden måde bedst kunne identificere mig med den sommerfugl. Når mit menneskeliv en gang er slut, vil jeg vende tilbage til i går og lade mig genføde i dit akvarium.
    Det er den bedste start på livet og så behøvs jeg heller ikke skifte navn. (Jeg ved det er disse betragtninger der gør mig til din husfilosof.)

    På den anden side frister det ret meget at blive en blåvinget pragtnymfe.

    • Fantastisk! Tillykke med alle Frederik’ erne.

      • Jeg synes det er meget stor ting og jeg har aldrig prøvet noget lignende så jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagere, udover med en vis eufori.

  2. Charlotte Johnsen
    Charlotte Johnsen

    Hurra for Fredrik 🤩

Leave a Reply