2. juni – Dag 14

I morges var der faldet to prægtige meconium bombeladninger i hver sin ende af akvariet – men der var kun en enkelt sommerfugl. Jeg er ret sikker på at en sommerfugl kun har én enkelt ladning i sig, og vi taler en fuld ladning – ikke bare lidt ekstra dryp. Jeg er interesseret i at regne ud hvordan dobbeltbombningen kan lade sig gøre.

Udenfor var der gråt og blæsende og det småregnede, hvilket på en eller anden måde altid strækker sig helt ind i det lukkede univers i larve-akvariet, hvor de sidste 8 larver i dag er en smule sløve og småtspisende.
Op af formiddagen kom min fynske ven Vibeke forbi med romkugler og sammen lukkede vi dagens første sommerfugl ud af vinduet. Den slingrede skørt afsted, som var den beruset og vi lo af det, som man jo gør, når man aldrig selv har prøvet at skulle flyve for første gang.
Bagefter gik vi en lang tur på Volden og så til kolonierne. I den største, som jeg kender til, var der kun få meget store larver tilbage, så jeg tænker at de fleste er trukket i deres pupper nu, men for at være helt sikker skulle jeg dybere ind i de våde nælder, så i stedet gik vi videre og kiggede til de andre kolonier. Plantebæltet der grænser ned til stierne er blevet barberet de sidste par dage, så et enkelt sted manglede 2/3 af nælderne i en anden koloni, på den yderste nælde som stod tilbage, sad der to larver på et vådt blad.
“Du kan ikke redde dem alle,” sagde Vibeke, og det kan jeg ikke, nej, og jeg skal heller ikke.
På det saftige og endnu frodige stykke af Volden mødte vi en råbuk og en lille rå, en rødstjert, spætmejserne, en bande stillidser, en bogfinke-unge der sad på jorden og virkede enormt overrasket over at være en bogfinke-unge, en spætte, en usandsynlig flad tudse og en virkelig smuk kobber-guldbasse. Det var en stor kontrast til den del af Volden som er barberet helt i bund og nu er så kedelig, for mig, som var det volde af beton og cement. Tilbage på det grønne stykke lå den fineste rå mellem brusende kørvel og bregner. Den blev liggende og kiggede roligt på os, selv om vi blev meget begejstrede over hvor yndig den var, den hører det sikkert hele tiden, men da Vibeke sagde, at hun måske aldrig havde set så fint et rådyr blev jeg vildt stolt, som om det var mig der havde opfundet lige præcis den her rå.