”Ny litteratur om sommerfuglene er stadig nødvendig, status må stadig gøres op,
de mange oplysninger må samles sammen, der må gøres opmærksom på uløste problemer.”
T.W. Langer, De danske dagsommerfugle, Munksgaard, 1958
Jeg tror, verden har brug for både flere sommerfugle og flere bøger om sommerfugle. Mere kærlighed. Mere humor. Mere poesi. Og mere end nogensinde …
Jeanne My Dalgaard, Privat mail, december, 2023
001
Hvad tænker jeg på? Jeg tænker på, at det er i dag Nordisk råd uddeler sine priser. Romanen PER, som jeg har skrevet, er nomineret. Det er en roman, der var så mange år undervejs, det lyder som en triviel forfatterkliché, men det er sandheden. Jeg tror, at PER allerede begyndte at rumstere indeni mig, da jeg som barn forsøgte at avle mariehøns inde i et skab på mit værelse. Men nu skriver jeg her, at PER vokser op fra det her øjeblik: Torsdag den 23. maj, 2013, kl. 7.56, hvor jeg netop fandt en koloni af larver. Det første jeg gjorde var at tage et foto af mine fødder, og allerede begynder jeg at digte, det var ikke det første billede jeg tog, jeg tog et billede af larverne. Jeg havde ledt efter dem i dagesvis, fordi min svoger Niels havde lavet et sommerfugleakvarium til mig. Jeg havde været syg længe, men det ville jeg ikke tænke på, jeg vil heller ikke skrive om det her. Det eneste jeg ville var at finde en meget lille verden beboet af nogen som ikke var mig.
002
I dag vil jeg skrive. Jeg har ikke skrevet længe. For halvanden måned siden besluttede jeg at lukke mit forfatterskab for en tid. Det skyldes og skyldes ikke at PER blev nomineret til Nordisk råds børnelitteraturpris. Ja, nu lyder jeg kryptisk, det er ikke meningen, men som feltnoterne vil vise, er det komplekst.
003
Jeg ville gerne have skrevet PER for mere end 10 år siden, men det kunne jeg ikke, fordi der var helt enkelt noget jeg manglede at regne ud. Så i stedet skrev jeg en del andre historier. Den første historie der ikke blev PER hedder Billy smiler rødt og udkom i 2014. Historien handler om raseri. VILDT raseri. Alle der har prøvet at blive mobbet, eller fx har været igennem hænderne på en lægekonsulent ansat af PFA, forstår lige præcis den slags raseri! Da jeg fik antaget Billy smiler rødt, på et meget lille forlag, var der en forfatterkollega der hovedrystende sagde til mig at det aldrig ville gå, bogen ville ikke “komme ud over rampen”! Altså, ville jeg “have en karriere” skulle jeg sigte højere! Men Emil på Calibat var venlig og Tom, som gerne ville illusterere min historie, var virkelig rar at arbejde sammen med, vi er stadig venner, engang gav han mig en musvågevinge i gave så vi vil være venner forevigt. Højt Plan – et undergrunds band lavede senere en rap-sang over bogen – den er vidunderlig, og Tom og jeg mødte bandet og de var skønne og overhovedet ikke som os. Billy smiler rødt udkom i 2 (små) oplag og blev helt udsolgt.
004
I 2014 var jeg ret ensom, en dag jeg gik en lang tur, mødte jeg en hest og troede længselsfuldt den ville være min ven, åh, at møde nogen der vil én, virkelig bare VIL EN, tænkte jeg, mens hesten puffede mig i maven med sin mule. Jeg var ved at græde af rørelse. Det hele var som moderen over alle LIKES – bare i virkeligheden. Men så bed hesten en knap af min jakke, jeg har stadig den halvdel hesten ikke slugte – og jeg gik hjem og skrev igen ikke PER men Jeg elsker dig, hest! (illustreret af Stinestregen) Bogen blev antaget på Gyldendal, en forfatterkollega sagde til mig at NU havde jeg en fod inde, det havde jeg så faktisk lidt i forvejen, fordi jeg havde arbejdet for dem som konsulent, det sagde jeg ikke, jeg sagde, at jeg håbede det blev rart at arbejde sammen med redaktøren og det blev det allerede ved redaktør nummer 2 på bogen. Nogle år efter Jeg elsker dig, hest! udkom skulle det sidste af oplaget destrueres, ja, den var simpelthen ikke “kommet ud over rampen” på landets største forlag. Det er en normal skæbne for bøger, at de må destrueres hvis de ikke sælger “nok”. Tænk, hvis man bare kunne give bøger væk i stedet for at destruere dem? Selvfølgelig kan man ikke det – det er en forretning. Stine og jeg købte resten af oplaget af Jeg elsker dig, hest! Og så forærede jeg min del væk. En som jeg havde foræret en hestebog gav mig så meget Summerbird-chokolade som tak, at jeg havde en fuld Summerbird-skuffe i et år!
En forfatterkollega sagde til mig, at jeg skulle blive bedre til at “bruge min kanal”. Hvis jeg “ville noget” med “det der” skulle jeg “up’e mit game”.
005
Jeg skrev videre. I et par år skrev jeg fx postkort til mig selv, det begyndte efter en langvarig hjernerystelse. Jeg lagde postkortene online, og en nat sendte en kvinde mig en mail efter at have læst med. Hun skrev, at hun ikke selv havde skrevet skønlitteratur før, men efter at have læst postkortene, havde hun skrevet et digt til sin elskede. Det gjorde mig så modig. Jeg sendte derfor postkortene til et forlag, de var skrevet på skrivemaskine, fordi jeg havde en hjerneskade, der gjorde det svært at arbejde på pc, jeg tænkte at måske virkede det useriøst.
Forlaget hed Jensen & Dalgaard, jeg vidste intet om dem, men de havde både udgivet en roman i løsark i en æske og nogle svimlende smukke, kloge og helt igennem vidunderlige billedbøger. Vi har noget til fælles, tænkte jeg. Og Jensen & Dalgaard antog begejstret mine postkort som en roman, den kom til at hedde Hjerneskælv. Da jeg mødte Jeanne og Bjarne første gang (de er kun de to på forlaget, men man kan nu også godt tælle katten med) vidste jeg, at her var mit folk. Jeg oplevede, at når de læste det jeg skrev, forstod de ikke dét de læste men dét jeg MENTE. Da Hjerneskælv udkom gjorde jeg alt hvad jeg overhovedet kunne for at ”up’e mit game”. Jeg var meget aktiv på SoMe. Nogle dage var det simplethen det eneste jeg lavede. Fordi jeg havde stadig en hjerneskade og blev hurtigt udtrættet. Læsere skrev til mig bagom, og de var mest venlige, men jeg synes det var svært at være i det her sære rum mellem noget privat og personligt. Der var mange forventninger. Jeg synes ikke det handlede om litteraturen men om mig. Det føltes som om vi bare havde MIG tilfælles.
006
Jeg vil ikke skrive om alle bøgerne der krøb frem herefter, det bliver for trivielt at skrive og for trivielt at læse, og nu er jeg også ankommet dér hvor jeg mødte forlaget som blev MIT forlag. Jeg hev gamle historier frem og skrev dem bedre eller skrev dem færdigt, fordi så ville DE læse det og jeg ville så gerne finde mening, de var med til at finde mening. Litteraturen er jo en samtale vi har med hinanden, den er et fællesskab, jeg havde i hvert fald fundet et meningsfuldt fællesskab.
007
Jeg har engang fået et brev vedlagt blomsterfrø fra en læser. Det føltes som at være forbundet, virkelig forbundet. Der er en samtidighed i den slags forbindelser, at man er tilstede samtidigt i dét man ved eller dét man lægger mærke til. Overvældet og taknemmelig ville jeg sende hende min seneste roman som tak, en forfatterkollega sagde til mig, at dét skulle jeg ikke begynde på, det var lige det ”de” ville! Men læseren havde ikke opgivet sin adresse …
008
Jeg har engang fået et postkort fra en læser, der stod ikke så meget, men der var umage bag ved hvert ord.
Jeg har engang modtaget en pakke fuld af knapper og historien om dem fra en læser. Jeg har en cardigan med nogle af knapperne fra den pakke, og tænker på deres historie hver gang jeg tager cardiganen på.
Jeg har engang fået en hel skuffe med Summerbird chokolade af en læser.
Jeg har engang fået en vanvittig spændende foldet papir-planet af en læser.
Jeg har engang fået et tæt og årelangt venskab med en læser.
009
Hver gang Jensen & Dalgaard har antaget en af mine historier har jeg været så stolt. Jeg har følt mig forstået og set, Jeanne og Bjarne SER, og har derfor også med stor umage og respekt fundet nogle helt vildt dygtige illustratorer til at sætte liv i mine ord og tanker. Det har været så livgivende at opleve historierne blive både anderledes og for det meste mere sig selv efter en dygtig illustrator har haft det igennem sig. Det er en ræsonans som jeg kun kender fra den proces.
010
Når en bog skal udkomme får man et forskud. Når et værk antages skriver man som forfatter under på en aftale om hvad forlaget kan give i forskud. Det er forlaget der får ens bog fremkaldt og distribueret. Jeg ved ikke hvorfor, men ved jo alligevel godt hvorfor Jensen & Dalgaard igennem 7 bøger har villet tage den risiko, eller chance det er, at udgive mine historier. De ved, jeg ikke er på SoMe, for at køre en kanal med indhold der kan genere kliks og kildre algoritmerne. Jeg har sagt nej til flere interviews. Jeg kommer aldrig til at stille mig op på en scene. Jeg holder ikke et “proffesionelt” netværk kørende. Jeg deltager ikke i den offentlige debat. Jeg holder mig for mig selv.
Jeg er en dårlig forretning, det har forlaget aldrig sagt, men hvert år når der bliver udbetalt royalties kan jeg selv se hvor meget, altså hvor lidt, mine bøger sælger. Det er flovt, så flovt, jeg er ikke flov over bøgerne, men selvfølgelig ville jeg da gerne have at al den umage nåede mere frem til læserne og ikke bare stod på en grim palle, i en mørk, skummel, kold lagerhal, det sidste er en forestilling. Jeg zoomer hurtigt ud igen!
011
Engang skrev en læser til mig på SoMe. Hun skrev, at hun var så imponeret over hvordan det “jo” var lykkedes mig at få en “succesfuld karriere som forfatter.” Hun havde selv overvejet at blive forfatter, hun synes det var så fedt at se at det kunne LYKKEDES økonomisk. Havde jeg nogle tips?Jeg skrev at jeg havde en hjerneskade og reelt blev forsørget af min mand, efter at der havde været en reform der nu holdt mig helt uden for offentlig forsørgelse. Hun slettede mig efter at have læst mit svar.
012
Engang skrev en læser til mig på SoMe. Hun skrev, at hun synes jeg var god til at skrive små tekster på SoMe. Havde jeg overvejet at måske kunne jeg blive forfatter? På det tidspunkt havde jeg fået udgivet 4 bøger, den ene var også udkommet i Kina
013
Ved du, at vi har Statens Kunstfond? Ved du, at danske kunstnere kan søge penge på en idé, og så sidder der et lille udvalg af kompetente mennesker og tager ideen og mennesket bag helt seriøst -og på baggrund af det uddeler de millioner hvert år. På 10 år har jeg modtaget 375.000 i legater. Jeg kunne prøve at regne ud hvad det så vil give som en månedsløn. Jeg kunne prøve at regne det hele sammen med forskud, royalties og bibliotekspengene. Jeg kunne regne ud hvad min timeløn havde været. Hvor meget burde en forfatter få i timen? Det samme som en pædagog eller en læge?
014
Men hvor mange timer har jeg brugt på at skrive? Og gælder det kun for de historier som rent faktisk blev udgivet? Jeg har skrevet altid. På den måde har jeg øvet mig altid, hvornår var det uddannelse, hvornår var det arbejde? Og at skrive er samtidig min måde at forbinde mig til verden. Ingen har bedt mig om at skrive. Det er så helt igennem en pragtfuld egoistisk handling at skabe kunst. Jeg gør det helt og aldeles for min egen skyld. Men er dét at skabe kunst ikke også et arbejde? Er ”forfatter” ikke et erhverv? Det ved jeg ikke, fordi så skal jeg først svare på hvornår noget er kunst eller hvornår nogen er forfatter.
015
Da jeg var barn og sagde at jeg ville være forfatter fnes folk. Jeg troede de fnes af drømmen om at leve som forfatter, eller fordi de ikke troede på, at jeg jo var fuld af historier indeni. Nu har jeg ingen anelse om hvorfor de fnes. Men min familie, også dem der fnes dengang, er simpelthen så stolte af mine værker i dag.
016
Jeg kender adskilige forfattere privat. Jeg kender flere mennesker som siger de gerne vil være forfatter. Da jeg var aktiv på SoMe kunne jeg indimellem tænke: ”Hov! Alle er kunstnere! Alle er fotografer, essayister, illustratorer, musikere, billedkunstnere – og forfattere.” Jeg tænkte ofte på Inger Christensen, der skrev: Verden ønsker at se sig selv. Det er en af de mest præcise sætninger nogensinde skrevet af én af landets ca. 5 millioner kunstnere.
017
Når jeg er ude, når jeg går en tur, når jeg handler, møder jeg hele tiden andre mennesker der ser ned i deres mobil. Når jeg har gæster ser de også ofte ned i deres mobil. Jeg har tænkt: “Hvordan kan litteraturen bryde igennem algoritmen? Hvordan kan jeg bryde igennem algoritmen, når jeg ikke engang med min egen tilstedeværelse, mit nærvær, mine ord, mit blik, kan få en gæst der er trådt frivilligt ind i mit eget hjem, til at være tilstede sammen med mig?”
Der er noget med virkeligheden. Jeg savner hele tiden litteraturen.
018
Jeg har skrevet længe nu, jeg har skrevet langt. Hele i dag har jeg skrevet. Jeg har smerter og er udmattet. Nu skal jeg have samlet trådene: I foråret blev PER, nomineret til en pris af Nordisk råd. Jeg nåede at blive stolt og så urolig, det er det med forventningerne, mine egne, men mest de andres. En forfatterkollega sagde til mig, straks nyheden var landet, at SÅ skulle jeg til Island, alle nominerede inviteres, sagde hun, og jeg måtte sige: “Men jeg skal ingensteder, uanset, skal jeg ingensteder.”. Det blev sådan, at når jeg gentog mit ingensteder-udsagn over for andre, sukkede de. Jeg tror de sukkede af forskellige årsager.
019
Det lyder jo nok lidt dramatisk, også uden for Jylland, men bær over med en kunstner; jeg følte det som om Saurons øje havde vendt sig efter mig. Mængden af alle usagte forventninger var som det øje. Men hør: Jeg læste motiveringen til nomineringen fra Nordisk råd som en bøn og en velsignelse, jeg er så stolt af den motivering. Den beviser ikke at jeg ”klarede den”, det er større og dybere end det: Nogen anerkender, at jeg er dén, jeg tror jeg er. Mit værk er blevet læst og forstået. Det er et kæmpe privilegium at opleve præcis dét – ikke bare som forfatter, men som menneske.
020
Med prisen følger 300.000 kr. Det er mange penge. Jeg sagde til min mand at hvis PER vandt ville jeg gerne give min del af pengene til Naturfonden. Pengene skulle nå insekterne. Det aftalte vi. Vi aftalte: “Uanset skal du ingensteder og insekterne får pengene.” Det gjorde mig simpelthen så rolig
021
Jeg var slet ikke landet i oplevelsen af nomineringen da PER pludselig … jeg har læst at man aldrig må skrive pludselig i en tekst, men for mig skete det næste plud-se-ligt, så, altså: Jeg var slet ikke landet i oplevelsen af nomineringen da PER pludselig blev spændt for en politisk vogn om økonomi. Debatten var mest ivrig på platforme hvor jeg ikke er tilstede. Jensen & Dalgaard, som har passet på mig og mine bøger det sidste årti blev sammen med PER et trivielt eksempel. Det føltes ydmygende, det var som et tungt godstog der buldrede afsted. Folk heppede i stedet for at stille spørgsmål, folk anklagede i stedet for at foreslå konkrete løsninger. Det fik konsekvenser.
022
Jensen & Dalgaard besluttede at indstille deres udgivelser af dansk børnelitteratur.
023
Der var halvandet døgn hvor jeg ikke sov.
024
Der var nætter, hvor jeg lå alene i mørket, mens det rumsterede med facts, detaljer og nuancer, som jeg gerne ville SMADRE ind i debatten. Men jeg genkendte et troldspejl og vil ikke skrive mere om det.
025
Der kom flere nætter med meget lidt eller ingen søvn. Jeg tænkte meget på min far, som hed Per, det var jo en bog til ham. PER er også en bog om svigt, om naturen, om larverne som reddede mig, det er en bog om de mariehøns jeg engang havde i et skab på mit værelse. PER var den bog jeg ikke havde skrevet, mens jeg skrev alle de andre bøger. Det er min vigtige historie om at være i verden, om at skabe, medskabe – det var en bog der skulle lukke håb ind.
Jeg følte mig forladt.
026
I foråret skrev jeg på tematisk fortsættelse til PER. Jeg skriver når jeg tænker, hele tiden, ord skriv…es næsten ud eller bliver noget andet, jeg hører ikke stemmer men jeg hører tekst. Hver mandag sætter jeg mig ved bordet og skriver, jeg skriver i hånden, jeg kan ikke skrive længe, jeg får migræne og smerter i kroppen. Jeg bliver udtrættet. Men mandagene er vigtige. Det tager meget lang tid for mig at skrive en historie, så, det er vist godt, jeg ikke regnede ud, hvad min timeløn ville have været.
027
I foråret blev mandagene fulde af støj fra et troldspejl. Resten af ugedagene begyndte også at slime til og trætheden, trætheden, trætheden, den der stress som rumsterer inde i nerveenderne, den vil overtage det hele, den ved den kan – og jeg blev syg og måtte sygemeldes i 3 måneder. Er det komisk eller måske ligefem ynkeligt at læse om et menneske, der allerede er kronisk syg, bliver yderligere sygemeldt? Nå, men det er bare ord.
028
Efter 3 måneders sygemelding havde jeg en måneds ferie. Vi tog en dag til Kerteminde og på Johannes Larsen museet. En hel dag så vi på fugle-illustrationer. Jeg sagde til min søster, vi sad i tordenvejr under et stort valnøddetræ i museumhaven: “Det eneste jeg vil, er bare at tegne fugle resten af mit liv.” Hun sagde: “Det må du godt.”
029
Første skrivemandag efter ferien satte jeg mig til bordet. Jeg havde spidset en ny blyant, jeg skrev et par linjer og fik så voldsomme smerter i mit hoved. Jeg blev følelsesløs i den ene side af ansigtet. Jeg havde svært ved at fokusere. Jeg tænkte: “Sådan her vil jeg ikke have det. Aldrig mere vil jeg have det sådan her.”
030
Et par dage senere besluttede jeg at tage orlov fra mit forfatterskab. Jeg har skrevet mig igennem alt. Jeg har skrevet mig igennem hjerneskade, hærværk, skibskatastrofer og pludselig død. Jeg har hele tiden tænkt at ingen eller intet skal få mig til at give op. Men nu indså jeg at jeg ikke skal give op – jeg skal give slip.
031
Natten efter min beslutning sov jeg virkelig godt. Det var som om en lem i min hjerne var blevet åbnet og en frisk og sprød brise strømmede nu ind. Dagen efter samlede jeg alle mine notesbøger og de kartotekskort jeg mest skriver på, og satte alt ind i et skab. Jeg lukkede lågen og satte en dymostrimmel på lågen med teksten: Forfatterskabet. Jeg ville også skrue lågen til, men min mand sagde at nu blev det en kende for flamboyant til Jylland.
Det har som sagt altid været mit eget valg at skrive. Det er mit eget valg at lade være.
032
For halvanden måned siden cyklede min mand og jeg en lang tur, vi cyklede 96 km helt præcist, det var 2 dage efter jeg helt konkret havde lukket forfatterskabet. På turen talte vi om min skriveorlov, om fugle, insekter, træerne, planterne, alt det vi så. Men om natten vågnede jeg med en vild og ukendt smerte i den ene side af kroppen. Der var også en sær kløe …
033
Jeg har altid tænkt at Helvedesild lyder både en smule gammeltestamentligt og måske også unødvendigt dramatisk, men efter selv at have haft Helvedesild i halvanden måned, synes jeg nu ordet dækker tilstanden ret præcist. Og sikke en timing det har været. Sikke et sælsomt slumpetræf at jeg antændte samtidig med måske nok mit livs største beslutning. Jeg lukkede mit forfatterskab og så brændte jeg ned, det føltes meget konkret. Sikke en metaforisk fanfare over foråret 2024 med sit troldspejl, tvivl og håb.
034
Min far, Per, har aldrig læst eller set nogle af mine bøger. Per var smed og altid arbejdede han, han sled sig nærmest ihjel, jeg ved ikke hvad hans timerløn var, men jeg ved det ikke var dét værd. Han døde i 2006, 57 år gammel. Nej, det passer ikke, Per har set en enkelt bog jeg selvudgav som 5 årig. Den hed FAR og bestod af et enkelt opslag, teksten var kort, ja, der stod blot “Far”, jeg lavede her det kunstgreb at bruge gentagelsen som et middel for at forstærke selve kernen i historien. Per fnes aldrig når jeg sagde jeg ville være forfatter, det var han garanteret for træt til. Det eneste han ønskede for mig, var at jeg skulle have det godt. Som barn var jeg ofte syg og hver gang ville han sige: “Den her klarer vi osse, Busse.”
Busse var mig.
035
Det er sent i oktober. Om en time bliver det afsløret hvem der vinder de nordiske priser. Jeg har skrevet hele dagen. Den ene side af mit ansigt er blevet følelsesløst, det er en kendt fejl, jeg har smerter. Jeg er ikke på Island. Næste mandag er ikke en skrivedag.
Nu, efter det sidste jeg skriver her vil jeg sætte et privat foto ind som er digt og virkelighed. Det er Per & Busse, altså min far og forfatteren med hagesmæk. Per holder PER. Vi er i 1978 og vi har det godt.
Zenia Johnsen, Tirsdag d. 22. oktober, 2024, kl. 20.44, Fredericia
(Artwork af Stinestregen, læseren der blev min ven)