Hundemennesket

Al den pels
Der har altid været hunde. Først var der Lady, så Bella, og Tais, Scott, Tim, Molly, Rolf, Fenris og så Nemo. Nemo var den sidste hund, jeg havde, og som jeg måtte sige farvel til – det var i 2017.
Jeg kender hunde så godt, at når jeg møder en hund, kan jeg se en taleboble over dens hoved. Jeg har kendt hunde, som jeg synes var sjovere, rarere og mere interessante end visse mennesker. Da jeg var yngre, kunne jeg tænke, at jeg egentlig hellere ville være sammen med hunde end med mennesker.
Da Nemo døde, fik jeg ikke en ny hund. Han havde været min bedste ven i 14 år, og jeg var så trist over, at han stoppede med at leve. Jeg syntes simpelthen ikke, det var ok, at jeg skulle være Nemoløs! Så jeg fik ikke en ny hund. For første gang, i hele mit liv, var der ikke hunde, ikke en eneste. Jeg ville ikke have en ny hund, og jeg ville ikke undvære en hund. Når jeg mødte hunde på volden, stillede jeg min pelssult, mens deres mennesker alligevel bare så ned i deres mobiler. Engang sad jeg på hug i mere end 5 minutter og krammede en beagle, mens ejeren ikke så andet end ned i sin skærm.

Øjne på klem
En dag var der en kvinde, som spurgte, om jeg ville have familiens kat. De skulle ikke bruge den mere. Det var en lidt muggen kat, indrømmede hun. Jeg ved absolut intet om katte, men jeg besluttede alligevel at sige ja tak til den mugne kat.
Katten var halvandet år og virkelig rasende. Jeg indså, hvorfor folk er så rædselsslagne for løver og tigre. Jeg indså, at selv en huskat på 3 kg kan være uhyre skræmmende og farlig.
To uger efter katten flyttede ind, måtte jeg til lægen og få en stivkrampevaccine. Jeg fik også et godt råd af lægen: “Afliv katten.”
Men jeg tænkte på noget, som forfatteren Rebecca Bach Lauritsen engang sagde, hun sagde: Hvis noget er i stykker, skal det bare have flere chancer (Hun sagde det sikkert bedre, men sådan husker jeg det). Jeg tænkte også på noget andet, på en bog jeg engang læste, der hedder Alle katte har Aspergers syndrom*. Det er en lille bog (henvendt til mennesker), som med kattefotos og små udsagn på en enkel, humoristisk og ret rørende måde forklarer, hvad autisme er – og kan betyde for et menneske (eller en kat) med autisme.
Jeg har autisme. Hvad nu hvis jeg prøvede at betragte katten som et autistisk væsen? Måske var katten slet ikke i stykker? Måske havde jeg “bare” misforstået dens styresystem? Måske behandlede jeg katten … som en hund?
Et halvt år efter var katten ikke længere voldelig og muggen.
Vi var blevet venner.
Jeg ved ikke, om katte virkelig har autisme, det er også bare et ord, en diagnose, men redskabskassen, der hører til lige den her diagnose, fungerede på lige den her kat.

Verdens værste hund
Jeg skrev historien om den værste hund med udgangspunkt i katten, men historien handler om noget helt andet – men det samme. Verdens værste hund lå og ventede en rum tid hos forlaget, fordi vi ikke helt kunne finde ud af, hvem der skulle illustrere. Der er så mange dygtige illustratorer, men vi ledte efter noget … ja, det var svært at sige noget helt konkret om dette noget, men så foreslog min redaktør Jan Oksbøl Callesen, og dér var det!
Jeg er bjergtaget af Jans måde at opleve med farverne. Jeg er vild med det organiske i det abstrakte. Jeg synes, det lykkedes ham at få så mange følelser og stemninger til at vælte frem i formerne og farverne. Illustrationerne flytter energi og rumsterer helt perfekt. En detalje kan fylde en hel side – og det er i øvrigt sådan, jeg oplever verden: I detaljer, som puster sig op og kan vælte mig omkuld.
Jeg blev forpustet og lykkelig, første gang jeg så Jans illustrationer til Verdens værste hund, og i dag udkommer bogen – så er den ikke længere bare noget, jeg har tænkt på, nu er den verdens.
Jeg skriver det her med katten på skødet.
Den spinder.

(Her følger en serie af katten med bogen der findes fordi hun gør:)

*Alle katte har Aspergers syndrom er skrevet af Kathy Hoopmann og er siden blevet opdateret og findes nu under titlen Alle katte er på autisme-spektret.