Det var i maj 2020, at Signe plantede ideen i mig, om at vi sammen kunne lave en bog om sommerfugle. På det tidspunkt var jeg ved at redigere Alt det her, så timingen var ikke ideel, tænkte jeg, der er ikke én eneste sommerfugl i den roman, det var i grunden mærkeligt, tænkte jeg, og jeg bladrede igennem mit arkiv med de kartotekskort, jeg bruger som noter, og dér var larver, pupper og sommerfugle. Det kriblede og kradsede alle steder mellem kartotekskortene.
Det var i maj 2020, at jeg kom til at cykle ud over en gangbro i en skov. Da ambulancen hentede mig, blev jeg lagt på en vild madras, der pustede sig op omkring mig. Jeg blev vægtløs. Min krop forsvandt dybt ind i kæmpe luftpude. Jeg blev en puppe. Jeg glemte alt om at være kommet til skade og potentielt lammet for livet, jeg udbrød begejstret til ambulancemanden, der holdt mig i hånden: “Åh, det er måske sådan, det er at være en puppe!?”
Han spurgte, om jeg havde brug for mere smertestillende.
Det var begyndelsen af juni 2020, at jeg vågnede en morgen efter en rumlende nat med smerter (trykkede ribben) og skrev: “Engang fangede jeg 6 små skinnende mariehøns.” Jeg fik sommerfugle i maven af den sætning, eller måske var bare en reaktion fra den receptpligtige smertestillende medicin, jeg indtog i, for mig, forholdsvis store mængder. Jeg lagde mig til at sove igen, og da jeg vågnede, det føltes som en uge eller to uger senere, skrev jeg resten af historien, som jeg kaldte: Ting om små dyr med pigge, snabler, støv, pels og vinger og sendte den til Signe. Sommerfuglene i maven var der endnu, og min læge skrev på mail, at nu måtte jeg godt gå over til almindelig håndkøbsmedicin.
