I de perioder jeg har larver og pupper sniger de sig ind i mine drømme. Det er jo ikke mærkeligt, hjernen sorterer i det man beskæftiger sig med. De sidste par nætter har jeg derfor drømt om min far. Når jeg drømmer om ham er han altid uden lyd. Jeg kan se han taler, og ind imellem gestikulerer han også kraftigt, men lyden er slukket. Han er bevidst om det, og nogen gange bliver han derfor meget frustreret, nej, rasende, og han begynder simpelthen at råbe. Han råber og råber. Men lyden er for evigt slukket. Han indser det, han bliver trist, kroppen falder sammen, min far giver op, han sætter sig bare ned i et hjørne af drømmen og er stille.
Selvfølgelig vil jeg virkelig gerne høre, hvad det er, han vil fortælle. Der er også meget, jeg er bagud med, at fortælle ham.
Min far hed Per men PER handler ikke helt bogstaveligt om min far, historien handler mere om at have en far, og på den måde, kunne jeg i øvrigt argumentere for, at PER har en eller anden form for relevans for alle mennesker …
Selvom jeg havde ben og den ikke havde, var den alligevel meget hurtigere end mig.
Jeg kunne ikke løbe fra den”
Uddrag med illustration fra PER af Signe Parkins
Det er meget smukt. Og rigtigt.
Nogen gange (sikkert tit) er det godt at huske på, at der faktisk er nogen ting der er ens for alle på planeten. Omend ens kan se meget forskellig ud.