Nu er der 15 pupper tilbage i akvariet – derudover hænger der en puppe under vindueskarmen og en anden på et vandrør i hjørnet af spisestuen. Der er altid larver for hvem det lykkedes at stikke af og forpuppe sig et sted i stuen. Selvfølgelig har jeg overvejet bare at lukke akvariet op og lade larverne rende for at se hvor de så ville hænge sig; under borde, i loftet, i lamper, under hylderne i reolen …
Deres meconium ville dryppe og ødelægge det gamle trægulv og plette møbler, ting og væggene.
Et helt usandsynligt og vidunderligt kaos. Metamorfose mellem ikea-reoler.
Eller jeg kunne sætte larverne løs i haven, når de havde skiftet hud og hoved den sidste gang, og var færdige med at æde og derfor klar til at trække i pupperne. Lade naturen gå sin gang, ja ikke ude i naturen, fordi haven er ikke naturen, Volden hvor larverne kom fra er ikke naturen, men jeg må da kunne finde et sted, et andet sted som er mere natur end haven og volden, et sted hvor der må gro nælder og andre planter.
Og så ville jeg gå glip af det hele. Alle disse dage med larverne, disse små skøre ædemaskiner som vimser travlt og sultent igennem det univers som jeg har givet dem . Jeg ville gå glip af når de vokser ud af deres hud og hoved, larve-huden der skifter farve og får næsten neongule fartstriber, piggene der vokser og får sine egne besynderlige pigge. Jeg ville gå glip af hele processen når de forpupper sig. Når det ser ud som om de har sat tiden på pause og hænger som stive kroge i en tynd tråd med hovedet nedad. Kroppen ser forstenet ud men indeni er samtlige genetiske og kemiske tandhjul i gang. Alt sker mens intet sker. Man kan sige det samme efter larven har forpuppet sig. Forvandlingen sker inde i puppen. Det eneste jeg kan se er puppen der indimellem logrer og ellers langsomt over flere dage skifter farve, fra lysegrøn over brun til gylden, og nogle gange bliver en puppe helt guldfarvet. Alt det som larven tager med sig ind i puppen og så ophører den med at være. Efter mindre end 2 uger er den blevet et helt andet væsen.
Jeg har set flere hundrede sommerfugle skubbe sig ud af deres pupper. Det sker på samme måde men det er alligevel nyt hver gang. Det tager blot et øjeblik fra den tynde skrøbelige puppehud brister til et helt nyt levende individ med vilje og formål kommer frem. Hundredvis af gange har jeg skubbet det yderste af en finger under rumpen på en ny sommerfugl så den er trådt op på min finger. Jeg har betragtet den. Set den rulle sin snabel frem og tilbage, set den strække vingerne, ryste vingerne, så farvestrålende, glimtende smukke er de vinger – og pludselig er den lettet. Hundredvis af sommerfugle er lettet fra min finger. Jeg siger altid at det er for deres skyld. Det er for deres skyld at jeg fjerner dem fra nælderne før de bliver fældet, men jeg gør det jo også for min skyld. Jeg vil gerne have at sommerfuglene findes for deres egen skyld, for klodens, for virkelighedens men måske er det mest for min egen skyld.
Jeg har brug for at sommerfuglene findes.
I dag lukkede jeg 10 sommerfugle ud af vinduet.
