Her til aften cyklede vi ud af byen, ud på landet, mellem marker og levende hegn – vi så stære der samledes og som hele tiden blev en større og større flok, der bevægede sig bølgende hen over himlen som et visuelt åndedræt. Vi hørte gøgen kukke, og jeg tænkte på min ven Anders, der engang sagde, at når han hørte Kukmanden, løb han, fordi ifølge folketroen kan gøgen jo afsløre med sine kuk hvor mange år man har tilbage at leve i.
På de små veje var der virkelig mange snegle der krydsede tværs over asfalten, hvilket stressede mig på en skør måde, fordi min hjerne hele tiden kategoriserede dem som larver. Den sidste uge har været så fuld af larver at jeg ser dem myldre for mit indre … og ydre blik. Tilbage i byen igen var det jeg så, at den store barbering af Volden er nået længere og dybere ind.
Jeg tænker på Volden som en stor grøn, blød, pelset og rolig organisme der folder sig omkring byen. Volden er ikke natur, det får den aldrig lov til at være, men den minder mig om natur. De første violer i marts, de gamle egetræer, padderokkerne, dunhammerne, musevikke, rådyrene, tårnfalken, musvågen, spætten, insekterne… Summen af det hele. Summen af alt det som vokser og lever der, eller forsøger på det i hvertfald – resten af byen er, for mig, mest bare hårde kanter og støj.
Om få dage træder de første sommerfugle ud af pupperne her hos mig, og jeg vil lukke dem ud af mit vindue og ud i sommeren. Men hvor flyver de mon hen? Flyver de instinktivt tilbage til Volden?
