Min mand siger, at han tror, at vores naboer tænker om ham, at han er den mest romantiske fyr på vejen, fordi flere gange om dagen går han hen ad gaden med en ordentlig buket fremstrakt i den ene hånd.
“Romantisk, men også lidt dum,” siger de, ler og ryster på hovedet. Fordi buketten er rene brændenælder.
Det regnede vældigt i nat og da jeg vågnede føltes dagen renskuret og mere ny. Men her blæser, det rusker i træerne og himlen er penslet grå. Det er som om vejrliget trykker på pauseknappen i larvernes fælles ur-bevidsthed. Regn og gråt vejr får dem til at gå i dvale – kun enkelte indvider spiser videre, men i slow motion.
Flere og flere har ellers gjort sig klar til at trække i puppe-frakkerne, jeg er lige ved at skrive at jeg kan fornemme det, men i virkeligheden er det fordi jeg har betragtet den konkrete proces og de små detaljer så mange gange. En larve spiser mere ivrigt op til sin pupning, som gjaldt det livet, og det gør det jo, bevæger den sig energisk, myldrende og målrettet frem på gåvorternes bløde puder, kroppen er fed og spændstig med nærmest lysende neonfarvede fartstriber, og så … søger den mod et skyggefuldt og knap så befærdet sted i dens verden, hos mig er det låget i akvariet, og dér spinder larven nu en smule klistret væv som den hænger enden af kroppen fast i. Først strækker den sig, bliver lang, hovedet nedad, og jeg fantaserer her at larven selvfølgelig klogeligt tester tyngdeloven og vævet den hænger i, meget afhænger af det væv, og kan det bære, det kan det, så larven indtager herefter en helt distinkt krogeformet positur. Og nu er det som den stivner, som om larven helt enkelt bliver slukket. Det næste stykke tid, det kan være timer, sker der ikke mere. I hvert fald ikke meget for den som betragter larvekrogen.
Det fineste man kan være, er dum romantiker 💚