#5 Axeltorv

Da solen kommer tilbage går jeg over torvet. Jeg stopper op foran ostebilen og nyder virkelig at kigge på al den stablede ost. Og efter osten er der damen med det hvide hår og den marineblå baskerhue. Hun sælger gamle duge, flakoner og små tynde lommetørklæder. Alt er bleget, strøget, presset, stivet og fuld af hukommelse. Jeg bliver rørt over hende, over hendes bløde, langsomme bevægelser når hun flytter rundt på tingene på campingbordet foran sig. Hendes hænder har blank, glat hud. Jeg vælger et lommetørklæde med sommerfugleblonde og små håndsyede sting i kanten. Jeg rækker 10 kroner hen over campingbordet til en hånd med blank hud og tager imod lommetørklædet, nu er det mit, selvom alt bare er noget man låner.

©Zenia Johnsen