#4 Nørre Voldgade

Gangsterne kommer ud af krattet. Hættetrøjer, posede bukser, tunge gule kæder om halsen.
De er to. De kommer luskende Er der andre måder at komme ud af et krat på?
Jeg stopper op og forestiller mig narko, blodpenge – måske noget parteret?
Kunne de være hemmelige elskende? Jeg ser efter dem. De går med lidt afstand imellem sig, de har tændt hver deres cigaret.
Nu kravler jeg ind i krattet. Jeg forbereder mig på en pose fra Rema1000 med noget der ligner fersk svinekød. Jeg forbereder mig på brugte kondomer. Hvis der er penge vil jeg så bare beholde dem og aldrig fortælle nogen om det?
Inde i krattet åbner der sig en lysning. Byen er ikke her. Jeg retter mig op og ser mig omkring. Her er vintergækker. Overalt er der vintergækker, jeg har aldrig set så mange vintergækker, sprøde, tavse og nikkende
Jeg plukker to, kun to, en for hver gangster.

©Zenia Johnsen