#3 Assistents kirkegård

Da jeg går igennem kirkegården for at finde krokus møder jeg en tidligere låner jeg ikke har set længe.
Om onsdagen, når jeg havde aftenvagten, kom hun og satte sig ved mit bord. For det her havde vi fundet ud af: De romaner jeg elskede, kunne hun ikke fordrage – og omvendt. Det talte vi om næsten hver onsdag i 5 år.
Jeg synes hun var sådan en perfekt læser. Hun kunne blive virkelig rasende på en bog, ikke på forfatteren, aldrig på forfatteren, men på noget der skete eller udeblev i historien, på noget en person gjorde eller måtte udstå. Alt blev levende og sandt for hende og hun kunne også blive så forelsket og begejstret. Hun læste med alt det der var hende selv.
“Hvem skal nu anbefale mig de bedste bøger?” sagde hun, da jeg fortalte, at jeg havde sagt op og fundet et andet bibliotek.
“I virkeligheden er der vel altid sådan fifty-fifty chance for, at en bog ikke er til mig men til dig,” sagde jeg og forstod ikke selv logikken.

Og her ligger hun.
TAK FOR ALT står der på stenen.
Jeg sætter mig på hug, rækker ud og fejer et bøgeblad blad væk fra hendes navn.

©Zenia Johnsen