De første larver hængte sig i dag. Allerede i forgårs samlede de sig øverst i et hjørne i en stor fælles klump, og lignede ét pelset, blødt dyr og dagen igennem har de adskilt sig i individuelle larvekroge. Jeg har set det ske hundredvis tusindvis af gange og det føles både enormt udramatisk men samtidig højtideligt. Insekterne har ædt, vokset og skubbet deres hud af flere gange – og snart ophører de med at være dem de er og bliver noget helt andet. Nu begynder det store regnestykke.
Kære Zenia, sidder på min lille altan og læser Hjerneskælv og tænker på dig. Du forsvandt ud af mit liv så pludseligt, og nu er jeg selv ude af branchen.
Hjerneskade er så fin og rørende.Dejligt at læse den igen.