Jeg forestiller mig at larverne har et mere autentisk og “naturligt” liv i flueskabet i haven end med tilværelsen som akvarielarver i min stue. I løbet af dagen flytter jeg flueskabet efter solen så larverne får mest muligt varme og lys. Nælderne som står i vand i bunden af flueskabet kan strække sig helt ud og larverne sidder øverst i store klaser og konsumerer planten oppefra og ned. Alt virker optimalt men jeg savner larvelivet i stuen. Jeg savner den konstante puslen, duften af nælder der bliver tygget og fordøjet – og jeg savner den bløde dryppende lyd af larvebæ som regner mod henholdsvis organisk materiale og avispapir.
Der var en forbundethed til larverne, gennem lyd og dufte og væren, som er gået tabt. Mageligt var det for mig at sidde på en blød hynde trygt indenfor og betragte dette univers som ellers findes udenfor.
Jeg forsøger at finde ind til samme grad af larvefordybelse her i haven, med vejrliget og alle byens kantede sommerlyde omkring mig. Jeg er den der har et valg, kan man sige. Og mens jeg har siddet på en havestol, og kigget på larverne i flueskabet, har jeg opdaget, at hele tre forskellige slags bænkebidere har et liv her, blandt andet murbænkebideren, som, ved jeg efter et opslag i en bog, blandt andet lever af andre insekters lort, så ja, nu har jeg også lukket et par bænkebidere ind i flueskabet.
(Bænkebidere bliver også kaldt skrukketrolde, og jeg vil fremadrettet ikke kalde dem andet)
Sønderjyderne kaldte bænkebiderne for nøgenmette, hvilket virker lidt nedladende og sært personligt.