I 9 år har jeg haft sommerfuglelarverne i et gammelt akvarie i stuen på første sal. Sommerfuglene har hængt til tørre i karmen, på vindueshapser, et dukketørrestativ, planter, et gammelt stempelstativ fra Horsens bibliotek – og jeg har rakt 1000vis af sommerfugle ud af det samme vindue. Fugle er fløjet ind, især musvit, blåmejse, sumpmejse og rødstjert for at hapse larver eller sommerfugle der hang til tørre – jeg har ufrivillig faciliteret en sommerfuglebuffet, og da jeg fik kat var det en udfordring både at tørre et par hundrede sommerfugle og samtidig undgå at fugle blev ædt og at katten sprang ud af vinduet.
Men i år bliver det anderledes. Jeg har arvet et gammelt flueskab som kan stå i haven. Der er plads til 1000 larver, fuglene kan ikke komme til dem – og der er indbygget tørreplads.
Flueskabet blev engang fundet af Lis, som døde sidste sommer, det var helt præcist den 10. juni. Jeg skrev i min Lepidoptera-logbog:
“10. juni – Dag 22
Tidligt i morges slap jeg 27 sommerfugle fri og så cyklede vi raskt ud af Jylland og ind på Fyn. Vejret var flot, vi havde en plan, men kort inde i planen måtte vi slippe cyklerne i Middelfart og skynde os på toget til OUH i Odense.
Stuen var lille, sengen fyldte det meste af rummet, og vi sad her et par timer mens livet skiftevis udvidede og trak sig sammen. Lige uden for vinduet var der et stynet træ, som jeg lod blikket falde ind i. Vi havde åbnet begge vinduer og lod vinden være i stuen, og lyden af bladene i træet kunne vi også høre, en svagt blafrende, evig hvisken.
Senere, det var langt senere, cyklede vi i mørke over Den gamle Lillebæltsbro, tilbage mod Jylland, og for første gang nogensinde så jeg ikke ud over bæltet eller tænkte på marsvinene dernede.
Derhjemme slog mere end 30 sommerfugle kroppe og vinger febrilske mod indersiden af akvariet og vi besluttede at lukke dem ud i natten. Jeg aner ikke om sommerfugle kan orientere sig i mørke, men med øjne der består af 36.000 lysopfattende enheder, tænkte jeg at de vel ikke er helt natteblinde, så jeg fjernede låget og åbnede vinduet. Men sommerfuglene fløj jo ikke ud men ind, længere ind, for her var lyset. De flagrede blidt om ørerne på os og hvirvlede rundt i stuen. Jeg tænkte på kaos-teorien, om det med at en lille påvirkning, som en sommerfugls slag med vingerne, kan have en stor og uforudsigelig virkning. Løse sommerfugle i stuen ved midnatstide efter en lang dag med definitiv afsked og afslutning er i hvert fald uforudsigeligt og helt sikkert kaotisk.
Men så slukkede min mand lampen i stuen, og pegede herefter lyset fra sin mobil ud af vinduet, og kaos kollapsede – sommerfuglene fulgte lysbroen og fløj stille langt ind i natten og var borte.“
Og nu – 11 måneder efter står Lis’ flueskab så i min have – fuldt af liv og larver.


Ponyo leger drage ? 😅❤
Åh altså. Alt det liv og død og lys og mørke. Men sådan er det jo. Og I en klassisk who wore it better battle, ville sommerfuglene nok vinde stort – Schmetterling ftw