Mursejlerne ankom meget tidligt i morges. Jeg hastede ud i gården og blæste begejstret i den mursejler-fløjte jeg fik af en ven sidste år. I den vidunderlige roman Kaninbjerget beskriver Richard Adams hvordan mursejlerne kommer flyvende hen over bakken: “Nyt! Nyt! Nyt!”, skriger de, og som I ved, skriver Adams, har de skreget sådan lige siden.
Der er blevet langt færre mursejlere men deres skrig er det samme.
“Nyt! Nyt Nyt!” tænkte jeg altså mens jeg blæste i fløjten.
Tidligt i maj fandt vi den første nældens takvinge-koloni på en stor gruppe brændenælder, der vokser lige ud til fortorvet. Hver dag har jeg holdt øje med den. Da vi fandt kolonien lå larverne myldrende i et stort fællesspind, blege men med sorte fartstriber og små kuglerunde sorte hoveder. Få dage havde kolonien spredt sig ud over nælderne og delt sig i tre intense æde-bataljoner. Larverne var trukket i veloursorte dragter.
Mursejlerne skreg hen over hustagene, og jeg hentede en håndfuld larver fra kolonien ved fortorvet. Jeg brændte mig på brændenælderne, selvom jeg havde beskyttelseshandsker på, planterne fandt et sårbart sted at svirpe mig – hvilket der ikke er noget som helst nyt i.
