Fra Randers – 1

En slags rejseskildring, del 1

Det er den årstid hvor jeg kan se en sprække af Lillebælt, når jeg kigger ud på byen.
Jeg har pakket en taske og snart henter Susan mig. Vi skal tilbage til der hvor jeg først trak vejret. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske. Måske kommer der kun til at ske det at jeg ligger i en hotelseng i tre dage. Da jeg sætter mig ind i bilen tænker jeg, at det ikke føles som om jeg skal tilbage, men som om jeg skal hjem.

Byen jeg blev født i og som jeg lænede mig op af i mange år. Da jeg flyttede væk herfra aflærte jeg mig selv at tale randrusiansk. Jeg sad på et lillebitte værelse i Aalborg og gentog de samme ord igen og igen. Bagefter rykkede jeg videre til hele sætninger. Det tog faktisk lidt tid og senere blev jeg ret stolt når folk sagde: “Ej, er du fra Randers?! Dét kan man virkelig ikke høre!!”

“Men så var der sidst vi var på Færøerne,” siger Susan. “Da vi kom helt op på fjeldet og du så dig omkring kunne du pludselig kun tale randrusiansk.” Hun ler. Og jeg ville gerne svare noget rapt på randrusiansk men det kræver åbenbart et fjeld i Nordatlanten.

To gange forsøgte jeg at tage en studentereksamen og to gange lykkedes det ikke ret godt. Det var især fordi at hver morgen sigtede jeg efter skolen men ramte istedet biblioteket, lokalhistorisk museum eller kunstmuseet, som alle tre heldigvis lå i samme brutale bygning. På biblioteket læste jeg og skrev af efter bøger, fx var jeg ekstremt optaget af korstogene i flere år, og på museerne vandrede jeg igennem samlingerne til jeg kunne dem udenad.

“Jeg kan det hele udenad,” informerer jeg Susan, og lidt efter må jeg gispe, da jeg på kunstmuseet ser at de har vendt hele udstillingen om, så den slutter og ikke begynder med guldaldermalerne.

“Engang kom jeg næsten til at sætte en kuglepensstreg i nakken på Marie,” siger jeg da vi når til Hammershøi. Det var til eksamen. Dengang jeg endelig blev student. Og bagefter fortæller jeg Susan alt om det hun jo selv kan se på L.A. Rings prægtige motiv fra en sommerdag ved Roskilde fjord. Ti minutter efter fjerner de billedet. Der kommer simpelthen to mennesker og går med Roskilde fjord.

“Tænk, på alt det man hele tiden er lige ved at gå glip af,” siger jeg.

Vi taler om Jeg er Albert Storm, om hvordan det går med den bog nu den er sat løs i verden?

“Jeg gør alt det forkerte. Men det virker ikke,” afslører jeg. Susan nikker og skriver det ned. Jeg vidste det ikke, men i flere år har Susan noteret hvad jeg siger, altså kun “perlerne”.

“Hvad har jeg ellers sagt?” vil jeg gerne vide.

“Altså…fx i december 16 sagde du: Jeg har altid drømt om banko,” siger hun.
“Det er virkelig præcist!” siger jeg. “Hvor er det godt at jeg lavede en hel banko-relateret hændelse i Albert Storm!”

“Ja. Det var lidt overraskende da du sagde det, indrømmet. Men det hele går op, bankopige.”

Leave a Reply