20.11.16, kl. 10:49

I dag udkommer Hjerneskælv, og min bedstemor, der ikke lever længere, stiger på en bus.

Min bedstemor har nyloner og en smuk skinnende spinlon-kjole på. Nu trækker hun også i sin pæneste frakke og sætter en lille hat fast på hovedet med hårnåle. Hun går ud af døren og hen over de glatte, skæve sten på gårdspladsen. Hun småløber det sidste stykke hen ad vejen for at nå rutebilen til Randers. Den holder venligt og venter på hende.

“Nå, så skal man til staden,” siger chaufføren og hedder Leif. Min bedstemor smiler og nikker. Mens rutebilen kører retter hun flere gange på hatten.

Der er fem minutter fra rutebilstationen og hen til byens ældste boghandel. Min bedstemor går derind. Hun går målrettet hen til disken.

“Giv mig straks et eksemplar af følgende bog, min gode mand,” siger hun og smækker en lap papir på bordet .

Nej, nu digter jeg.

Min bedstemor står af på rutebilstationen og går ganske rigtig hen i byens ældste boghandel.

“Det var angående en roman af Zenia Johnsen,” siger hun venligt, da ekspedienten henvender sig, “den hedder Hjerneskælv.”

Og hun køber bogen. Hun får den pakket ind, og hun har den nede i sin sorte blanke håndtaske, da hun tager rutebilen tilbage til Tvede. Hun kan lige nå at køre på samme billet.

Næste gang jeg besøger hende, viser hun mig min roman.

“Men jeg har jo en med til dig,” siger jeg. “Du ved da, at du altid får en af mig.”

“Jo,” smiler hun, “men jeg ville købe en selv. Selvfølgelig ville jeg også købe en.” Hun har sådan et mildt smil. Det er et smil jeg ender med at lede efter ved andre resten af mit liv.

Da jeg var helt lille spurgte jeg engang min far om der mon findes engle. Han svarede, at der kun fandtes en enkelt og det var min bedstemor. 

Min bedstemor hed Gudrun. Hun døde i 1987. Det sidste, jeg talte med hende om, var trykblyanter. Jeg viste hende hvordan man kunne skifte blyet. Jeg fortalte hende, at trykblyanter var både gode at tegne og skrive med. Jeg fortalte hende, at jeg var i gang med at skrive en ny bog, jeg var 11 år, og hver gang jeg skrev en historie kaldte jeg det “en ny bog”. Min bedstemor smilede sit milde smil. En uge efter stoppede hun med at leve, og jeg skrev med min trykblyant: Nu findes der ikke længere engle.

3 Comments

  1. Hvor bevægende! Kan tydeligt mærke din bedstemors engeltilstedeværelse. Hun ved helt sikkert at du igen har skrevet en ny bog.

  2. Oij. Jeg kan mærke det helt herind på min inderside også.

Leave a Reply