3.3.2016, 17:51

Depressionen i Nord-Atlanten, 2011

Det er i foråret 2011, at vi går på stranden i Tjørnuvík.
Hun er så træt. Depressionen er taget med herop, den følger efter hende alle steder, og her midt i Nord-Atlanten slukker den for hende, så hun må ligge midt i sandet og sove.
Vinden er hendes dyne, det kunne være poetisk, men jeg bliver irriteret. Øjeblikket giver stød. Nu sover hun fra det hele, hun sover fra alt det, der sker lige nu.
Solen. Vinden. Atlanterhavet, som ligger der og er så skide blåt og sikkert fuld af hvaler. Og klipperne bag os, som bugner af fugle og sagn. Og sandet, og vandkanten, der er fuld af de lidt trekantede muslingeskaller, der kaldes albueskæl, jeg propper mine lommer med albueskæl, så hun senere kan se, at det skete, det sker, mens hun var slukket.
Jeg begynder at græde, fordi øjeblikket faktisk er for stort. Jeg kan ikke bære det her selv. Her er alt det, jeg synes, livet skulle være hele tiden, fred og ro og vand og himmel, men så er det kun et øjeblik, og om et par dage er vi tilbage og alt er, som det altid er. Atlanterhavet vil stadig være der, Færøerne vil være her, men langt væk og albueskællene vil være som triste visne blomster. Om 50 år vil nogen finde mine albueskæl fra det her øjeblik, som betyder så meget, og de vil jo ikke vide eller forstå, at jeg stod med dem lige her, albueskællene, det hele var så levende. At her var jeg. Lige nu.
“Du må gerne vælge en,” siger jeg til hende, da hun er tændt igen. Jeg har bredt albueskællene ud i sandet ved siden af hende. Hun kigger længe på dem, rækker næsten ud.
“De er flotte,” siger hun. “Men jeg har så meget rod derhjemme. De har det bedre hos dig.”

2 Comments

  1. Håber du forstår, hvor stort et kompliment dette er (for det kan umiddelbart lyde som det modsatte). Du skriver på en måde, så jeg ikke får lyst til at læse mere. Det er så inderligt, så blottet og så ærligt, at det gør ondt helt ind i hjertet at læse, fordi det ikke er pakket ind i andet end utrolig smukt sprog. Du skriver virkelig, virkelig godt – du formår rent faktisk at få en til at føle smerten, det er meget, meget talentfuldt gjort.

Leave a Reply