Kategori: Hjerneskælv

StineStregen og jeg mødtes på postkort.
Jeg sendte Stine et i december 2012, det var en meget pludselig indskydelse. Jeg kendte hende ikke, jeg vidste, hun havde en blog, men den interesserede jeg mig faktisk overhovedet ikke for.
Der er to grunde til, at jeg sendte det postkort, den ene er hemmelig, den anden var, at jeg så i en kommentartråd på Facebook, at hun savnede, at folk stadig sendte postkort.
Samtidigt med at jeg sendte mit postkort, fik jeg et fra Stine. Ikke to dage efter eller en uge efter. Samtidigt. Det var et prægtigt slumpetræf.
Sådan mødtes vi så – og senere udgav vi begge hver vor postkortbog. Bøgerne er helt forskellige, og vi aftalte hverken form eller timing. Det blev bare sådan, og nu er vi ved det, jeg gerne ville lyse på: En artikel om netop vores postkortbøger Skrevet af Marie Bilde for online-magasinet Publishing Perspectives.
‘

Solen skinner, og jeg går ind i en boghandel. Jeg ser at Hjerneskælv står og findes ved siden af en af Jonathan Safran Foers. Jeg smiler og finder Enzensbergers Om litteratur. Der findes flere eksemplarer end denne her, men jeg ved at lige denne, præcis denne, som jeg holder i hånden nu, har jeg holdt før. Jeg køber den. Og udenfor skinner solen stadig.

Blåt lys sniger sig ud af mit hoved.
Alexander vil ikke stoppe det.
Det har gravet et hul.
Jeg vil gerne dø i bomuld.

Når jeg skulle tage min epilepsimedicin spillede min mobil Rihannas Diamonds. Ideen var at jeg skulle synge med indtil jeg havde slugt pillen. Fordi hvis der kun var en alarm slukkede jeg den bare og glemte alt om medicin lige indtil jeg fik det absolut rædsomt, så vidste vi at der manglede en pille i kroppen.
Så hver gang jeg tog en pille sang jeg med glæde:
“Find light in the beautiful sea
I choose to be happy”.

Men jeg blev meget mere syg og skør af at tage medicinen end af at ikke tage den. Det er jo bare tanker, og tanker er ikke fakta, sagde lægen, mens jeg pludselig fandtes og ikke fandtes. Den grønne væg som jeg elskede i soveværelset strakte sig nogengange ud og trak mig ind i husets hulrum. Blåt lys kom ud af mig, men ingen kunne se det, så jeg holdt det for mig selv. Og jeg var så bange for at dø i akryl.
“Jeg vil dø i bomuld!” skrev jeg på små sedler, som jeg gemte i skuffer og inde i bøger og nogengange dukker der stadig små beskeder op. Som her i Hjerneskælv
Postkort No. 56 er en helt autentisk note skrevet af mig langt væk og lige der på epilepsi-medicin. Jeg kan både ikke huske det og aldrig glemme det.

Engang sad jeg og tegnede fugle på gamle datokort. Jeg nåede til ‘I’ som Isfugl, så glemte jeg at jeg var i gang med det, jeg glemte at jeg ville tegne 28 fugle, en for hvert bogstav i alfabetet. Senere fandt jeg kortene i en æske og tænkte: “Hvad kan man også bruge fugle på datokort til?”
Og jeg flyttede lidt til Ærø, og det var mens jeg boede der, at Bjarne som lavede forsiden til Hjerneskælv en dag mailede og sagde: “Hør, lavede du ikke engang sådan nogle bogkort med fugle? Jeg tænker på at bruge et af dem til forsiden.”
Og min veninde måtte låse sig ind i vores hus i Jylland og kigge i mine ellers hemmelige æsker og finde ‘B’ for Bogfinke, så hun kunne sende den med posten, og sådan flyttede den ind på forsiden af min roman. Og ingen ved det, men jeg fortæller det nu, ‘B’ for Bogfinke blev tegnet en dag med regnvejr. Jeg sad med en dyne i sofaen og lavede ikke andet den dag. Jeg ved det fordi jeg skrev det ned:
“Det regnede. Tegnede en Bogfinke.”

Da jeg skrev Hjerneskælv kunne jeg ikke lytte til musik i mens, sådan har jeg ellers altid skrevet, med ord og lyd i ørene, fordi musik lokker ord frem. Men i samme periode brugte jeg musik til mange andre ting, som fx at:

–  håndtere grøntsager
– bevæge mig
– handle ind i dagligvarebutikker
– understøtte et solidt tud
– lægge puslespil
– kigge ud i luften
– være sammen med om natten, når jeg ikke kunne sove
– tænke på at skrive
– tegne

– Og jeg brugte det, når jeg var en smule ensom og havde brug for at nogen eller noget bare formulerede det jeg følte og grublede over. Musik genkender nemlig én, helt enkelt, det er virkelig magisk og livgivende.

Denne playliste er således mit soundtrack til Hjerneskælv. Det er helt enkelt det musik jeg lyttede til mens jeg levede. Det var i de her numre at jeg følte mig genkendt, grebet, omfavnet og mærkede pulsen, at jeg selv stadig havde en, men også den som banker ud af andre.

Kære Mette

Engang havde jeg 3 jobs.

Jeg var bibliotekar, forlags-konsulent og lektør. Når jeg havde fri, skrev jeg anmeldelser af litteratur og mine egne historier. Jeg følte mig levende og værdifuld. Jeg var levende og værdifuld.
Så kom jeg ud for en ulykke og fik en mild traumatisk hjerneskade, som gav mig fysiske og store kognitive udfordringer.
Jeg blev fyret, og min kommune brugte straks derefter den nye førtidspensionsreform til at smide mig ud af sygedagpengesystemet. Fordi det er det, de gør. Du ved det ikke. Du snakker om at “komme op på dupperne”, og det er en del kommuner skam helt med på. Men ikke som du tror. De er snedigere end dig.
Kommunerne masseproducerer svage i deres iver efter at spare penge. De slipper afsted med det. De slår mennesker i stykker og laver et skævt samfund.
Det er dit ansvar at indse det.

Nu har jeg intet. Intet arbejde, intet helbred og ingen indkomst. Jeg er ikke en ressource, man vil satse på. Jeg har slået mig på systemet og har absolut ingen tillid tilbage til det samfund, jeg engang var en del af.

Nu er jeg en af “de svage”. Dem, som du taler om.

Jeg er 38 år og kasseret. Jeg tog en lang uddannelse, brugte den og endte som uden praktisk værdi for mit samfund.

Jeg overlever, fordi der er mennesker i mit private liv, der ser det som deres ansvar og pligt at gribe mig. Det er dem, der redder det liv, som samfundet har kasseret. Det er dem, jeg en dag vil betale tilbage til.

Jeg ønsker dig og din familie en god jul.

Bedste hilsner
Zenia

Hvad laver man, når man ikke kan læse bøger?
Man tænker på at læse bøger.

Jeg har udviklet en model, der beskriver det post commotionelle syndroms 5 læsefaser. Jeg har for nemheds skyld kaldt den:

Det post commotionelle syndroms 5 læsefaser

1. Fortrængning
Du tror ikke på det. Tabet af læsningen er så overvældende, at du kastes ind i en tilstand af lammende chok eller ubegribelig følelsesløshed. Du prøver at overbevise dig selv om, at siderne kun er slørede og utydelige, fordi du i virkeligheden lider af en helt uskadelig men dog dramatisk øjensygdom, der imidlertid kan behandles med kamillete.

2. Vrede
Du bliver voldsomt oprørt og vred. Du råber fx ned i siderne, laver et bidemærke i en bog eller ringer til et net-antikvariat og spørger, hvad de vil give for ca 5000 elendige lortebøger.

3. Forhandling
Nu bliver du desperat og beder Universet om hjælp. Når du alligevel ligger vågen om natten, begynder du at messe: “Jeg vil gøre alt. Jeg vil læse krimier, jeg vil læse hele Twilight-serien. Jeg vil gøre ALT!”

4. Depression
Du indser situationen og fyldes af en dyb knugende sorg og gennemgribende tristhed. Du kigger ikke længere på din reol og stopper med at høre Skønlitteratur på P1. Boghandlere interesserer dig pludselig lige så meget som Giro d’Italia.

5. Accept
Du accepterer, at du ikke har været en litteraturlæser i 11 måneder ud af 35 aktive læseår.
Du flirter med din reol og tænker på alle de bøger, der er udkommet, mens du ikke læste. Du går ind i boghandelen og tager mobilfotos af de bøger, du engang vil læse.
Du tager en bog ud af reolen, Søstrene Musehjerte hedder den, og du ligger den på dit natbord.
Du beslutter at starte forfra og lære at læse litteratur igen. Et ord ad gangen.
Du googler analfabetisme og læser, at UNESCO anslår, at der er 775 mio. analfabeter i verden. Du ved, at du er en læser, også når du ikke læser. Du ved, at det ender godt og med en bog.