Facebook

Jeg har lavet en facebook-side.
Dette  er interessant for netop dig, hvis:

1. Du ikke bruger en rss-læser, men følger de blogs, du læser, via Facebook.
2.  Du vil gerne følge min blog og/eller mit forfatterskab.

Jeg opdaterer ret sjældent min blog, fordi jeg stadig har en hjerne, der laver knibeøvelser. Det suger en del energi at skrive længere tekster, hvis jeg også skal gøre mig umage, så min Facebook-side vil jeg bruge til hurtigt bonus-materiale og nyheder, som jeg egentlig synes ville være lidt trivielt og potentielt kedsommeligt at fylde bloggen med.
Facebook har bredere skuldre. Håber jeg.

“Velgørende politisk ukorrekt”

Sådan stod der i Politiken om Tom Kristensens og min blodige Unhappy Feet for begyndere: Billy smiler rødt.
Anmelderen Steffen Larsen smider 5 røde hjerter og siger blandt andet også:
“Zenia Johnsen fortæller den skrækkeligt vellystige historie om blod og splat, og Tom Kristensen tegner helt uden rullegardiner med liflig brug af den røde farve. Kan man sådan noget? Er det nødvendigt at skræmme skolesøgende, lærere, bibliotekarer og pingviner på den måde? Ja! Engang imellem er det nødvendigt at slå i bolledejen for at få historien til at hæve.”

Og mens Billy sætter blodspor, flyver Flæske igen eller måske endnu:

image

“Zenia Johnsen har sammen med Kamila Slocinska (ill.) lavet en underfundig og skæv fortælling med et stort og abstrakt undertema. Er det bedst at holde snuden i rillen og fokus på det nære og håndgribelige? Mister vi jordforbindelsen, hvis vi kun ser på skyerne og alt det fjerne og uopnåelige? Og ville det egentlig være så skidt hvis vi gjorde? Bare et øjeblik eller to.”
Skriver Marlene Langbo- Friis på Bogliv.dk (Læs hele anmeldelsen)

Jeg er taknemmelig.

Læs mere om Billy smiler rødt
Læs mere om Hunden, der ikke troede på op

Billy smiler i Weekendavisen

Weekendavisens anmelder Søren Staal Balslev synes, at “Billy smiler rødt” er en mærkelig bog – jeg er meget taknemmelig. I anmeldelsen skriver han også:

“En mere overraskende og fin gave kan man dårligt finde, men det mærkeligste af det hele: sproget er udsøgt og præget af meget syrede haiku-lignende replikker.”

“…du kommer aldrig til at læse noget lignende.”

“Tegningerne er fæle og næsten rørende.”

wpid-screenshot_2014-05-13-15-37-1001.png.png

Man kan finde Billy her.

Ang. Nobelprisen

Det første længere værk, jeg skrev, var en takketale i forbindelse med Nobelprisen. Jeg var 11 år og dermed den yngste prismodtager nogensinde, men jeg havde alligevel meget at sige og meget at takke for. Jeg skrev talen om mange gange, indtil skriften hældte helt rigtigt, og jeg fik seneskedebetændelse, min første arbejdsskade.
Dengang jeg modtog Nobelprisen, var det for et overrumplende højlitterært værk, som hed Den forbandede violin. På det tidspunkt skrev jeg lidt i samme nordiske tradition som William Heinesen og Tarjei Vesaas, forestillede jeg mig.
Siden har jeg skrevet en del i tradition med mig selv. Jeg har skrevet to færdige romaner og to halve. De ligger i en skuffe sammen med en masse noveller og vil ikke nogen noget lige nu. Jeg har altid skrevet meget, og det eneste, jeg med garanti vidste, jeg aldrig ville skrive, var billedbøger og letlæste bøger. Men så skrev jeg en billedbog ved en fejl, og det gik den godt, og nu har jeg skrevet en letlæst bog, og snart bliver den skudt ud i verden. Jeg startede således med Nobelprisen, men arbejder mig helt praktisk op fra den anden ende af den litterære ende af fødekæden.
Med Billy smiler rødt er jeg nået til melbollen i litteraturen: Det letlæste værk.

image